Min hjemmefødsel

Sidst på eftermiddagen d. 22. september, var min kæreste Daniel med til jordemoder for første gang. Jeg var gået fire dage over termin, og udover at jeg fysisk ikke orkede turen med offentlig transport fra Vesterbro til Jordemoderhuset på Amager Hospital, så var jeg også i så dårligt humør og psykisk ustabil, at det ikke længere var forsvarligt for mig at færdes blandt andre mennesker. Da jeg kun gik tre dage over tid i min første graviditet, var den konsultation fire dage over termin som min jordemoder havde planlagt ved behov, nærmest en joke for mig. Det er jo en naturlov og et løfte, at man føder før termin anden gang, det siger alle sgu. Den seneste måned havde været én lang plukve og jeg gik hele tiden og troede, at nu var der ved at ske noget, hvorefter den ene dag efter den anden rendte ud, uden fødsel i sigte.

Så der sad vi så, i venteværelset på Amager Hospital, og jeg forsøgte med alt hvad jeg havde i mig at bevare roen og tålmodigheden, selvom mine hormoner og kæmpe korpus var ved at eksplodere kontinuerligt. Og for at gøre ondt værre, så var jordemoderen vildt forsinket og jeg fik vrisset noget i stil med ”at nu havde hun nok mere travlt med at komme hjem, end med at lytte på mig” til Daniel. Jeg havde besluttet mig for forinden, at elendigheden for alt i verden måtte få en ende, med det i mente, at jeg næret et kæmpe stort ønske om at føde hjemme, og at det kun er muligt hvis fødslen går i gang helt naturligt og uden nogen form for indgreb. Heldigvis havde min jordemoder fin tid og hun undersøgte mig indvendigt. Hun sagde at jeg var meget ”moden” og at fødslen, efter hendes bedste overbevisning, ville gå i gang meget snart. Hun tilbød at lave en hindeløsning, der kort og direkte fortalt er, at jordemoderen med sine fingre løsner forsterhinden gennem skeden. Det kræver at livmodermunden allerede er lidt åben og det var min. Hun sagde fortrøstningsfuldt, at jeg nok ville få veer i løbet af det kommende døgns tid. Godt nok havde min datter Agnes toårs fødselsdag dagen efter, og folk omkring mig synes at det ville være et kæmpe problem hvis de skulle dele fødselsdag. Jeg var ligeglad, fuldstændig ligeglad. Mit eneste fokus var at få den baby ud hurtigst muligt. Og ganske rigtigt og en smule tragikomisk, vågnede jeg kl. 4 om morgenen, på min datters toårs fødselsdag, med veer. Det havde jeg dog allerede forudset ville ske, for siden hindeløsningen havde jeg mærket min krop lade op. Det er egentlig lidt svært at forklare hvordan, en slags muren, varme og uro i kroppen. Desuden havde jeg også tegnblødning i løbet af aftenen.

Jeg lagde mig ind på sofaen og ventede på min familie vågnede. Der var egentlig længe fra kl. 4 til kl. 7, når man bare ligger der og venter. Spændingen og glæden der opbygges i kroppen, når man pludselig ved at nu er det nu. Jeg havde veer – ikke snyde veer eller plukveer – rigtige, gode og kraftige veer. Der er dog langt imellem dem der om morgenen, ca. 12-13 min. regner jeg ud. Så vi får fejret Agnes, spist havregrød og pakket gaver op. Vi giver os god tid og hygger og leger med de nye ting. Vi snakker med Agnes om, at nu kommer lillesøster snart ud til os og hvor meget vi alle sammen glæder os. Efter et par timer ser Agnes at jeg har en ve, en ve der rigtig bider og hvor jeg må læne mig ind over spisebordet. Hun bliver helt tydeligt utryg og betuttet ved situationen. Jeg får fremstammet noget i stil med ”at det gør ondt i mors mave fordi lillesøster gerne vil ud, men at det snart går over igen”. Samtidig må jeg sige til Daniel, at fødselsdagshyggen må ophøre nu. Jeg bliver nødt til at koncentrere mig om min krop og mine veer. Daniel cykler ned med Agnes i vuggestuen og jeg får ringet til min mor og sagt, lidt berørt over situationen, at hun er nødt til at hente hende i eftermiddag.

Formiddagen og eftermiddagen går langsomt. Der bliver ikke rigtigt kortere mellem veerne og det frustrere mig af flere årsager. Mit største ønske er at få lov til at føde mit barn hjemme, men jeg ved jo godt at man ikke bare kan gå rundt med veer i evigheder. Der skal ligesom være en naturlig udvikling/progression i fødslen, både for at baby ikke bliver al for stresset i maven, og for at jeg ikke bliver al for udmattet. Jeg ringer til fødegangen et par gange. Her er jordemoderen i telefonen dog meget rolig, hun siger til mig at jeg skal forsøge at slappe af og se tiden an. Men den type er jeg bare ikke. Når jeg oplever smerte bliver jeg enormt proaktiv og jeg kan slet ikke holde mig i ro eller holde ud at ligge stille. Jeg beordrerede i stedet Daniel med ud på flere lange gåture op og ned af Frederiksberg Allé og rundt på Vesterbro. Jeg fik et pizzaslice fra det gode sted på Istedgade med ekstra meget chilli, og sidst på aftenen gik vi en tur i Super Brugsen for at købe is. På det tidspunkt havde alle mennesker fået fri og det bliver en anelse akavet da jeg både får en ve lænet ind over fryseboksen og én ind over nogle træbriketter ved indgangen, mens Daniel betaler. Udenfor er det nu blevet mørkt igen og jeg føler mig pludselig udmattet. Natten før havde jeg næsten ikke sovet og Daniel havde jeg også vækket tidligt. Vi beslutter os for at hive dynerne med ind i sofaen. Det virkede forkert at tage tøjet af og gå i soveværelset, når vi jo godt vidste at vores søvn nok højst sandsynligt ville blive afbrudt efter kort tid. Desuden havde vi allerede fra morgenstunden gjort sengen klar til fødslen med et stort plastik overtræk, lagner og håndklæder. Daniel havde også pustet det fødekar op, som jeg gerne ville føde i, lagt stofdug på gulvet, gjort håndklæder klar osv. Med andre ord, var vi SÅ klar til at den baby bare skulle komme ud til os.

Ved 23.00 tiden døser jeg hen i få minutter, men kun for at blive vækket af en meget intens ve, der tydeligt føltes langt mere kraftfuld end de tidligere. Jeg fare op, fortæller Daniel at luren er afblæst og oplever, at der fra den ene ve til den næste, går fra at være ca. 12 minutter til kun 4 minutter imellem. Jeg får koldsved, kvalme og føler mig generelt utilpas. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi nu skal ringe efter jordemoderen. Daniel går i gang med at fylde karet med vand og jordemoderen fra Hvidovre hospital var fremme efter ca. 40 min.

Da hun kommer ind i lejligheden står jeg i køkkenet, hvor vi har et dejligt højt bord at støtte sig til. Daniel lukker hende ind og straks i min krop spreder der sig en ro og lettelse. Selvom jeg hele dagen havde været cool og ”vi-klare-bare-det-her-selv-typen”, så var der alligevel noget rart i at hun kom og kunne hjælpe og støtte mig, og vigtigst af alt, kunne forsikre mig om at lillesøster i maven havde det godt. Hun beder mig om at ligge mig ind i soveværelset, så snart jeg har en pause i veerne. Hun starter med at lytte efter hjertelyden og kigger på mig med et smil og siger ”hun har det så dejligt Sabine, hun hygger sig bare”. Derefter måler hun mit blodtryk, der er fint og normalt og undersøger mig indvendigt. Hun kigger på mig igen og siger ”Sabine du er så fint i fødsel, du 7,5-8cm åben og du føder lige om lidt”. Jeg råbte det ud til Daniel, der var optaget af badevandtemperaturen i karet ”hørte du hvad hun sagde? ”. Det var virkelig en lettelse, for selvom jeg godt kunne mærke at jeg bestemt var i aktiv fødsel, så mistede jeg sgu bare lidt roen og troen på at min hjemmefødsel skulle lykkedes, efterhånden som timerne gik. Jeg var så lettet, så tryg og så klar til at føde! Den ro, det overblik, overskud og nærvær min jordemoder tog mig sig ind ad døren berørte mig dybt, og jeg måtte fælde et par tåre inde i sengen.

Hun beordrede mig op på alle fire og siger, at dét måske lige kan gøre det sidste for at få baby rigtigt ned i bækkenet, imens hun selv går i køleskabet og smør sig en ostemad. Hun er så sød og siger flere gange, at her er rart og være, at hun nyder at slutte sin vagt i stuen hos os og ikke på fødegangen, hvor der var rigtigt travlt den aften/nat. Efter lidt tid har vi fået styr på badevandstemperaturen og jeg kommer ned i bassinet. Det har en helt unik beroligende og lindrende effekt at være i vandet. Varmen mod min hud og den vægtløse fornemmelse. Efter endnu et par veer nede i karet, mærker jeg en lille smule pressetræng på toppen (til sidst) i veen. Jordemoderen spørg hvor hurtigt jeg havde født sidst, og jeg fortæller at jeg faktisk kun havde fire presseveer, og at Agnes pludselig bare kom susende ud. Daniel sidder bag mig på en stol, så jeg rækker armene bagover og holder ham i hænderne. Min rolige og stærke mand. Jordemoderen siger, at da det gik så stærkt til sidst i min første fødsel, så vil hun gerne lige undersøge mig igen. Hun måler desuden hjertelyden mange gange undervejs og gentager ”hun har det så godt og hygger sig bare”. Åh det er dejligt at høre – hver eneste gang! Idet hun undersøger mig, går vandet. Der er mørkt i lejligheden der midt om natten og vi har også skruet helt ned for belysningen, så jordemoderen lyser hurtigt med en lommelygte ned i vandet for at se, at det er klart og rent fostervand der er kommet ud.

I det samme øjeblik vandet går kommer de kraftige presseveer, præcis som sidst. Hun er faktisk stadig i færd med at undersøge mig, da hun siger ”hov, nu kommer hovedet da”. Her tager urkræfterne over i mig. Efter at have trukket vejret stille og fattet gennem alle veer, er de her vilde presseveer helt anderledes. Jeg presser så kraftfuldt og det går så stærkt. Jeg kommer om på siden og to presseveer senere, får jeg besked på at gispe. Og selvom jeg ville have svoret at ingen kunne trænge igennem til mig, og at jeg befinder mig et eller andet ophøjet sted mentalt i de minutter, så høre jeg det klart og tydeligt. GISP! Og det gør jeg, på livet løs, og hovedet bliver født ligeså forsigtigt. Hun kommer ud med hånden oppe over hovedet, og jordemoderen hjælper hendes lille arm lidt, så den ikke bliver klemt. Ganske kort efter er hun ude. Født. Levende. Smuk.

Hun bliver under vandet et stykke tid. Jordemoderen siger at jeg ikke må hive hende op med det samme, da det vil være for stort et chok. Hun spreder armene ud og åbner sine store mørke øjne helt op. Det fineste lille øjeblik, jeg aldrig vil glemme. Den øjenkonkakt vi lige får gennem vandet, og sekunderne efter hvor jeg forsigtigt fører hende op ad vandet og op på mit bryst. Det vildeste – nogensinde.

Vi ligger i vandet sammen i noget tid. Hun græder med det samme. Det dejligste skrig i hele verden er jo det aller første – fra sit eget barn. Der midt om natten kl. 02.33. Det var en helt magisk tid, hvor vi følte at vi var de eneste der var vågne og oplevede det største i livet, mens alle andre omkring os sov. Der er en helt særlig ro om natten, på det ellers pulserende Vesterbro. Og mørket der omsluttede os, den september nat, virkede afspændende i sig selv.

Lidt tid efter stiger jeg op ad karet, og går forsigtigt ind i soveværelset med det dyrebareste i mine arme. I soveværelset føder jeg moderkagen og da navlestrengen er holdt op med at pulsere, så klipper Daniel den over (en såkaldt sen-afnavling). Jeg slipper helt uden bristninger og er virkelig lettet og egentlig også lidt overrasket, sikke kræfter der var på spil til sidst… Mens vi ligger der hud mod hud og Daniel og jeg stirre forelsket på hende, sutter hun for første gang. Det er jo så fantastisk, at de fleste babyer bare kommer ud og så kan de med det samme finde ud af at dige og selv ernære sig med mælk.

hjemmefødsel9

Efterfølende har jordemoderen redt op med håndklæder og dyner inde på sofaen. Daniel øser en stor portion af den is op, som jeg selv havde hjembragt med veer fra Super Brugsen på Matthæusgade tidligere. Og her slutter min fødselsberetning egentlig – med is, grin og småsnak i sofaen, dér midt om natten. Jordemoderen trykker mig på maven flere gange for at mærke om livmoderen trækker sig sammen som den skal. Jeg har nemlig frabedt mig den sprøjte som man ofte får på hospitalet, der gør at livmoderen trækker sig hurtigere sammen. Heldigvis klare min krop det fint selv. Hun måler mit blodtryk et par gange og måler og vejer mit lille barn. Hun vejer 3380g og 51cm lang. Hun er helt velskabt og fin. Efter et par timer har jordemoderen pakket sine ting sammen og krammer os farvel. Adrenalinen i min krop er aftaget og overtaget af en tung tung udmattelse og træthed. Lillesøster sover også, og mens byen ligeså stille vågner, ligger vi os ind i vores seng og døser hen. Sammen. Vi har endnu engang oplevet det største i livet. Taknemmelighed er et vidst det ord, der kommer det vi føler nærmest. Taknemmelighed over den nærhed og nænsomhed vi oplevede omkring fødslen. Taknemmelighed over livet, hinanden, kærligheden. Kærligheden, der aldrig føles så intenst, som i tiden lige efter en fødsel og mødet med sit barn for den aller første gang.

 

Nora Ørud Langkilde blev født d. 24. september 2015 kl. 02.33 (altså dagen efter Agnes’ fødselsdag).

Bloggens fremtid og den første måned med Nora

Agnes møder lillesøster for første gang

Det er efterhånden så længe siden jeg har skrevet et indlæg her på bloggen, at dens værdi som ”blog” er ret utroværdig. Sidste indlæg blev skrevet en varm sommerdag med laptoppen placeret under skyggen af min højgravide mave. Nu må man sige at det er blevet efterår, der dog heldigvis viser sig fra sin smukkeste og mest storslåede side i disse dage. Samtidig med de første spæde efterårstegn dukkede frem, så et lille nyt liv sine forældre i øjnene for første gang en september nat på Vestrebro. Nora, med sine helt mørke dybblå øjne og fineste runde kinder. Hun har stjålet mine aftener og af og til også nætter, men egentlig synes jeg den første fire en halv uge har været helt fortryllende. Jeg går på en absurd måde og venter på, hvornår det mon bliver sådan rigtigt hårdt. For det bliver det jo, selvfølgelig gør det dét. Men med en fantastik fødsel, en veletableret amning og en storesøster, der har håndteret de nye omstændigheder så flot, har vi fået en rigtig god start på tilværelsen som forældre til to små.

 

Min tid er en anden nu. Jeg laver åbenbart ikke så nogle børn, der falder i søvn ved at blive lagt i en vugge i et tilstødende værelse, eller som kan fordrive dagen alene på et legetæppe. Mine børn vil holdes tæt, bæres i mine arme og falde i søvn i min favn. Det er hårdt af og til, ingen tvivl om det, og nogle vil måske mene det kan afvænnes. Jeg vælger at tænke, at hvis jeg ikke kysser dem, krammer dem og er nære med dem nu, vil jeg fortryde det den dag de er blevet for store til den slags. Det efterlader dog ikke ret meget tid til mig selv og de ting jeg også holder af, som f.eks. at skrive. Når jeg ikke passer på mine piger eller sover en ganske lille smule, prioritere jeg at drikke kaffe og grine med mine veninder. Ingen af delene vil jeg undvære.

 

Jeg vil ikke slette min blog, som jeg har haft rigtig meget glæde af det seneste år. Måske får jeg en dag lyst og tid til at skrive et eller andet, der for mig er vigtigt. Folk fortæller mig desuden, at man får tiden igen på et tidspunkt… Men jeg har lovet at skrive om min hjemmefødsel og det vil jeg også meget gerne. Det indlæg virker ikke desto mindre vigtigt, nu hvor jordemødre landet over rammes af besparelser. Og det bliver sgu med billeder og det hele, der dog er af ret ringe kvalitet, da jeg fødte i tusmørke midt om natten. Jeg har på en eller anden måde lyst til at vise hvor fint og roligt det var, hvad jeg mener billederne illustrere. En af de fordomme jeg ofte mødte, da jeg fortalte at vi planlagde at føde hjemme, var nemlig at en fødsel er et eller andet barbarisk scenarie med blod, skrig og afføring ud over det hele. Min var alt andet end det. Hold øje med bloggen, min anden fødselsberetning udgives lige pludselig.

 

God mandag til jer alle!

 

 

 

Tilbageblik på dengang jeg mødte kæresten min…

I går spurgte vores nabo, Daniel og jeg, hvordan vi egentlig havde mødt hinanden. Det er ligesom ikke noget man spørg folk om så tit, er det vel? Men efterhånden snakker vi en del med vores søde nabo, og så er det vel oplagt, når man ligesom deler vægge, at man også en dag kommer ind på lidt forhistorie.

Det ”episke” møde har jeg vidst før beskrevet, men jeg fortæller sgu lige om det igen. Vi skal tilbage til slutningen af august måned 2009 – what, det er snart seks år siden! Jeg var lige blevet student få måneder tidligere, netop fyldt 20 år og akkurat modtaget et brev fra Danmarks Journalisthøjskole om optagelse i februar 2010. Jeg vaklede lidt med beslutningen om, hvad jeg mon skulle bruge det halve år jeg havde fået foræret, inden jeg skulle debutere som seriøs studerende på en videregående uddannelse. Og det trak sgu da i mig, ligesom alle andre nyudklækkede studenter, at rejse til Asien eller Sydamerika, leve på en strandbred, kysse på sorte mænd og ryge en masse euforiserende urter. Alligevel valgte jeg en noget kortere rejse. Samsø. Der muligvis er en vildt dejlig ø, men som dog ikke minder ret meget om den form for ’island hopping’, andre i min omgangskreds begav sig ud på.

På Samsø startede jeg på en livsstilshøjskole. Måske ligger det implicit i ordet, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at det sted skulle ende med at forme mig og være en fuldstændig livsforandrende oplevelse. Og det er altså ikke kun pga. mødet med Daniel, selvom det selvfølgelig var en dejlig sidegevinst ;). Her blev jeg ikke blot mange kilo lettere fysisk, men fik også gjort et stort stykke arbejde med byggestene øverst, og dermed meget lettere mentalt.

Daniel var dengang 26 år, ansat på Rigshospitalet og netop hjemvendt fra en lang rejse gennem USA, ligeledes med ønsket om at tage hul på et nyt kapital i sit liv. Romantisk som det end lyder, med to åbne sjæle der mødtes på den fineste ø i Kattegat, så var der ikke tale om et kærlighedsscenarie fra første sekund. I starten bemærkede vi slet ikke hinanden og der skulle gå mere end en måned, et venskab under udvikling og lange aftensnakke, før vi en dag fik øjnene op for potentialet i, at to vidt forskellige mennesker måske alligevel delte de vigtigste værdier og ikke mindst en stor gensidig respekt. Hvad jeg egentlig vil sige vores forhold den i dag, stadig har grobund i.

Sidenhen har vi udsat hinanden, og ikke mindst os selv, for nogle af de allerstørste udfordringer. En karriere og en uddannelse, et bofællesskab, længere tids adskillelse både pga. brud og udvekslingsophold, bolig køb, dobbelt op på forældreskab og meget andet. Jeg tror ikke på at der findes forhold der er uopløselige, og dét (forholdet), vil altid gennemleve sårbare perioder. Jeg ved blot, at grunden til vi i dag står stærkt sammen trods modgang er, at vi ikke længere forsøger at bekæmpe og overkomme de sårbare faser vi selv og vores forhold render ind i, men i stedet forstår og rummer hinanden i dem. Man er sårbar når man har noget at miste. Vi har ufatteligt meget at miste, det der både fuldender os og gør os lykkelige, men som også gør os skrøbelige og følelsesmæssigt fortvivlet. Og vigtigst af alt, har vi alle dage bevaret respekten for hinanden. Respekten for den, den anden er. Vi har skabt et voksen liv sammen, men samtidig haft vidt forskellige drømme og interesser. Vi har lovet hinanden, aldrig at begrænse den anden i at udfolde sig pga. frygten for det ukendte eller for at dét netop skulle adskille os.

Nå, det blev sgu da lidt kærlighedsklamt her til sidst, gjorde det ikke? Én fortalte mig, at man bliver lidt nyforelsket i sin partner hen mod slutningen af graviditeten, fordi man i urtiden havde brug for ham til at beskytte og skaffe mad i den første tid med en nyfødt baby. Så det er muligvis hormonelt betinget og i hvert fald praktisk indrette fra naturens side, hvis det forholder sig sådan. I starten af graviditeten var alt han sagde og gjorde forkert og irriterende, så det er nok meget godt vi er landet her, inden vi om kort tid bliver presset til det yderste og er tvunget til at kunne samarbejde og rumme og forstå hinanden i undtagelsestilstand.

God mandag!

Min første fødsel

Jeg skal snart føde igen! Faktisk er den nærtforestående fødsel lige nu så tæt på i min bevidsthed, at jeg de sidste to nætter har drømt at den er gået i gang. I går nat drømte jeg, at jordemoderen kom herhjem og så gik fødslen helt i stå, og i nat kom hun og overrakte mig en baby, der altså ikke var min. Så når min krop endelig får lidt ro, så går mit hoved i fødsel. Det er ikke okay. Det bringer mig dog til afsløringen af, hvad dette indlæg kommer til at handle om. Det er faktisk min fødselsberetning med Agnes, der jo som bekendt snart er to år gammel, men som jeg faktisk aldrig har fået skrevet ned. Daniel var så sød at tage nogle noter og lidt billeder undervejs, og selvom det måske kan virke lidt underligt at tage billeder af en person i voldsomme smerter, så var det så diskret at jeg ikke bed mærke i det, og efterfølgende hvor jeg kun kunne fremkalde få øjeblikke i min erindring, var det fantastisk at kunne se og læse det hele igennem igen. Så her er den altså, fortællingen om 14 timer i midten af september 2013, der rystede mig helt ned i min grundvold. På en og samme tid viser den min stærkeste og mest sårbare side. Dagen jeg blev mor for første gang.

Kl. er otte om morgenen mandag d. 23. september, og Daniel og jeg sover for anden gang i vores nyindkøbte andelslejlighed. Vi bliver vækket af telefon alarmen. Jeg er gået tre dage over termin – tre dage vi har brugt på at flytte og komme på plads i vores nye lejlighed. Det var en vandvittig hård weekend, men Daniel havde joket med at jeg ikke måtte føde før om mandagen, så vi nogenlunde var på plads med Agnes’ ting, inden hun kom ud. Set i bakspejlet, var det ret tydeligt, at da jeg slappede af og gav slip på de praktiske bekymringer omkring flytningen, så gik fødslen i gang. Få dage tidligere havde min jordemoder konstateret at hovedet ikke stod fast endnu og sagde med et smøret smil, at vi nok så hinanden igen i uge 41 plus et eller andet. Så inden i mit hoved havde jeg allerede forberedt mig på at gå 14 dage over, igangsættelse og hele den mølle. Jeg var derfor en lille smule i fornægtelse, da jeg kl. otte smuttede på toilettet og kunne konstatere at slimproppen var gået og en lille tegnblødning opstået. Det var helt surrealistisk for mig, for dér havde jeg jo lige ligget og sovet tungt og jeg kunne intet anderledes mærke. Så jeg gik tilbage i soveværelset og meddelte Daniel, at noget nok var i gang, men at han lige så godt kunne gå i bad og tage på arbejde, for efter hvad jeg havde læst mig til, så kunne den der slimprop godt gå flere dage, ja uger, før fødslen går i gang. Så Daniel gik i bad og jeg gik lidt rundt i lejligheden, da jeg mærkede at noget begyndte at murer i min krop. Allerede i løbet af et kvarter, var de første spæde veer begyndt at tage form og jeg kunne meddele Daniel efter sit bad, at han nok ikke skulle tage på arbejde alligevel.

Morgenen og formiddagen foregår så stille og fint. Daniel render til bageren og vi fejre med morgenbrød og friskpresset juice, at nu er vores store dag kommet. Jeg har veer, men de er udholdelige og jeg får spist lidt -det eneste jeg faktisk spiser, før en sygeplejerske kommer ind ved midnat med honingmadder til mig på hospitalet. Jeg hopper i bad og forfængelig som jeg jo er, så bliver der både tid til at fjerne lidt uønsket hårvækst og sætte en pæn frisure, mellem veerne. Det virker jo helt absurd og også lidt typisk mig, når jeg tænker på det i dag. Derefter satte vi os i stuen og så lidt tv sammen, men jeg lå for det meste med ryggen til og koncentrerede mig om at mærke min krop. Daniel beskrev hvor syret det var, at jeg med sekunders mellemrum grinede, jokede og fortalte, og det næste øjeblik lå sammenkrøllet af smerter.

Vi fik ringet til fødegangen på Roskilde Sygehus, hvor jeg gerne ville føde, selvom vi få dage tidligere var flyttet til Vesterbro. Ingen havde lige fortalt mig, hvor forfærdeligt det er at sidde i en bil når man har veer. Jordemoderen i telefonen beder os om at tage tid på veerne, og først vende tilbage når der er fem/seks minutter imellem. Jeg havde forinden downloadet en app på min telefon som skulle måle tidsintervallet, men vi kan ikke rigtigt få den til at fungere og hverken dér, eller på noget tidspunkt igennem fødslen, har jeg regelmæssige veer der på den måde kan måles. Af og til er der lang tid i mellem veerne og ind i mellem er der kun få minutter. Så vi dropper egentlig at måle dem og jeg lytter bare til min krop, der hen af eftermiddagen er ved at være ret presset. Så i stedet for at ringe og debattere med jordemødrene på fødegangen om jeg nu er langt nok henne i fødslen til at komme ind, ringer jeg blot og meddeler dem at vi nu kører hjemmefra. Klokken er på det tidspunkt 15-16 stykker

Køreturen fra Vesterbro til Roskilde var grotesk. Jeg husker det som om at trafikken var den værste nogensinde, og veerne væltede ind over mig mens jeg klyngede mig til håndtaget over døren. Jeg græd også lidt i bilen. Ikke på grund af smerten, men fordi det pludselig overvældede mig, at vi var på vej ind for at bringe vores datter til verden, og at hele vores liv om kort tid ville være forandret. Jeg overlevede køreturen og de fem veer jeg fik fra parkeringspladsen, til vi bliver vist ind på en modtagelsesstue. Her får jeg målt min temperatur, der er lidt forhøjet, målt hjertelyd og bliver undersøgt indvendigt. Jeg er fire centimeter åben og vi får ros for være kommet ind på et ”godt” tidpunkt og beskeden om, at vi bliver kørt ind på en fødestue og ikke skal hjem igen. Jeg får sådan et lavment, det var ikke særlig rart, men sikkert meget praktisk.

De næste timer flyder sammen for mig. Vi er på fødestuen, jeg sidder lidt med en varmepude, hopper på en yogabold og går lidt rundt. Jordemoderen er stort set ikke tilstede og Daniel må flere gange kalde på hende, når vi har brug for hjælp eller spørgsmål til noget. På et tidspunkt laver hun nogle Rebozo-øvelser på mig, noget jeg første gang havde hørt om til fødselsforberedelse, hvor man ligesom vrider kroppen lidt vha. et stort stykke stof. Formålet var at få lirket hovedet rigtigt ned i bækkenet og det var skide ubehageligt, og egentlig tror jeg det var fordi det var så effektivt. Efterfølgende oplever jeg i hvert fald en regulær vestorm og får ingen pauser til at samle kræfter, da den ene ve overtager den næste. Jeg bliver desperat og panisk og da jordemoderen snakker om saltvandsindsprøjtninger, beslutter jeg, at hvis jeg alligevel skal stikkes, kan de sgu lige så godt stikke den epiduralblokade ind og give mig fred. Hele apparatet omkring blokaden sættes i gang. De laver en hjertelydskurve på Agnes, alt imens jeg er ved at dø over at skulle ligge stille med den der elastik rundt om maven. De tager vidst også mit blodtryk og ligger et drop i hånden. Endelig er jeg klar til at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Jeg skal sidde helt stille med ryggen krummet og jeg må bede Daniel om at stå foran mig og støtte min krop, da jeg føler jeg er ved at miste bevidstheden. Mens jeg sidder der og anæstesilægen gør sig klar, så begynder jeg at få presseveer. Ingen har undersøgt hvor langt jeg er i fødslen på det tidpunkt. Jordemoderen spørg om jeg har pressetrang, det kan hun åbenbart høre, men jeg ved det faktisk ikke. Så hun beder mig om at ligge mig ned og sætter mine ben op i bøjlerne. Nu presser jeg, ingen tvivl om det. Jeg får revet droppet ud af hånden lodret op, uden at mærke det, fordi jeg ligger med hænderne under lænden. Jeg presser to gange lige efter hinanden og så er hovedet født, herefter går der en evighed føler jeg, og jeg kan huske at jordemoderen trykker mig lidt på maven, for at fremprovokere den sidste ve, der skal skubbe kroppen ud. Rygmarvsbedøvelsen nåede jeg aldrig.

Og der var hun jo så, vores Agnes. Kl. 22.01. Hun kom op på mit bryst og jeg havde i al hast ikke nået at få t-shirt og bh af, så vi kunne ligge hud mod hud i de første sekunder. Så jeg hev op i det hele så det sad i en pølse under hagen, og jeg måtte anstrenge mig for at se hende ordentligt, men det var meget vigtigt for mig. Agnes skreg, Daniel klippede navlesnoren og alt var så fint. Desværre var der en del renderi på stuen. En sosu skulle hjælpe den stakkels jordemoder, der pludselig havde stået alene, med hvad der endte som lynfødsel, nogle vi havde bestilt til at komme og opsamle stamceller fra navlesnoren og anæstesilægen kiggede også ind. Jeg var stadig ret fjern og døsig, og måtte bede Daniel om at sidde med Agnes mens jeg fik født moderkagen og blev syet. Jeg magtede slet ikke mere smerte efter Agnes var ude. Der var heldigvis kun tale om små bristninger, men derfor gjorde det ondt af helvede til alligevel – både da hun syede mig og i dagene efter. Agnes blev målt og vejet, og selvom jeg lige fra første gang en fagperson lagde sine hænder på min mave, havde fået af vide, at babyen lå godt over gennemsnittet og blev vurderet til 4+ kg, så viste hun sig i stedet være en helt standard, 3420 gram og 50 centimeters udgave. Jeg synes hun var meget lille i starten, sikkert fordi jeg i så mange måneder havde forestillet mig at jeg skulle sidde med en stor buttet baby i armene, og jeg måtte huske mig selv på, at hun altså ikke var lille, men helt almindelig og perfekt. Jordemoderen tjekker hende også igennem og giver hende top point, efter en eller anden skala jeg ikke kan huske hvad hedder, alle nyfødte bliver opvejet imod. Hun fandt desuden hendes dut på øret, som jeg har beskrevet i dette indlæg (At blive forældre til et barn med “fejl”. Hvad hun dog ikke kommenterede på eller måske ikke vidste, var den store mængde fostervand Agnes havde nået at sluge på vejen ud. I kampens hede, havde jeg slet ikke tænkt over at jeg ikke havde haft vandafgang, og jeg troede egentlig at jordemoderen ville tage vandet, hvis det ikke gik af sig selv. Efterfølgende har jeg fået af vide, at man kun tager vandet hvis fødslen og veerne går lidt i stå, og det kan man jo ikke lige frem sige den gjorde på noget tidspunkt. Så ud kom vandet, på en og samme tid som Agnes og i en vældig fart. Jeg husker faktisk at de måtte svabe gulvet efterfølgende, så grotesk som det end lyder. Agnes fik da heller ikke en chance mod den store mængde vand og den hurtige tur ud igennem kanalen, så hun var ret for-kvalmet i dagene efter. I mit allerførste indlæg (Har du støttet en ammende mor i dag?), kan man i øvrigt læse om hvordan det komplicerede min amning den første tid, og hvordan det nok var katalysator for den angst jeg kæmpede med i al for lang tid efter.

Alt dette på trods, synes jeg ikke fødslen var forfærdelig. Forfærdelige fødsler er jo dem hvor der er liv spil. Hverken Agnes eller jeg på var på noget tidspunkt i nogen form for kritisk situation, det er værd at understrege. Alligevel har fødslen sat et lille traume, både i krop og sjæl. Den smerte, som alle jo ved er en del af fødslen, tog mig fuldstændig med storm. Månedsvis af yogatimer, vejrtrækningsøvelser og tykke bøger om fødsler, havde ikke kunne forberede mig på den intensitet. Jeg blev bange og utryg, og oveni det fysiske arbejde kroppen er på, så er det altså ikke følelser man skal håndtere. Jeg vidste derfor med det samme, at hvis jeg nogensinde skulle gennemleve noget tilsvarende igen, skulle det foregå helt anderledes. Derfor har vi nu besluttet, at lillesøster skal komme til verden herhjemme i trygge omgivelser. Jeg ved min krop er stærk og det jeg har brug for, for ikke at ende med samme angst og utryghed igen, er at der en jordemoder der følger mit forløb, fortæller mig hvordan det hele skrider frem og er tilstede til at guide mig igennem de intense perioder.

Jeg glæder mig til at føde igen, for d. 23. september 2013, er ikke blot mindet om en traumatiserende angst og smerte. Det er min datters fødselsdag. Mødet med verdens smukkeste og vigtigste menneske i mit liv. Et kærligheds møde, der affødte nye følelser jeg ikke vidste jeg havde i mig. Følelser, der af og til har været svære at håndtere og forstå. At blive mor for først gang, rystede mig helt ind i min grundvold og har for evigt forandret mig.

Det siges at fødselssmerten er den bedste forberedelse på livet som mor – det kan der måske være noget om.

 

Navneleg

Det der med at vælge navn til sit barn er altså virkelig en svær beslutning, næsten sværere end beslutningen om at få dem 😉

Med Agnes vaklede i vi længe mellem to navne – Agnes og Dagmar. Men i god tid inden fødslen var vi dog afklarede. Denne gang var vi meget tidligt hooked på ét navn, Vera, og stod det til Daniel alene, så behøvede vi sådanset ikke koge mere suppe på det – et navn Agnes i øvrigt også har kunne sige i lang tid, og det er jo sødt. Jeg er til gengæld så ubeslutsom, og i mit hoved myldrer det rundt med fine gamle pigenavne. Jeg er altså stadig, her seks uger før termin, fuldstændig uafklaret. Det skal måske lige siges, at Daniel er en smule mere traditionel end jeg er og flere gange har nedlagt veto mod mine forslag. Den røv.

Nå, men her kommer lige en oversigt (i tilfældig rækkefølge) over nogle af mine favoritter. Jeg elsker lister.

  • Elva
  • Nora
  • Ebba (det hed min farmor i øvrigt)
  • Olga
  • Irma
  • Gry/Gro
  • Vera
  • Nova
  • Erna
  • Ida

Jeg er helt klart forelsket i gamle danske/nordiske navne, ligesom de fleste andre i disse dage, tydeligvis. Relativt korte. De fleste slutter vidst på A ser jeg lige, men det vil jeg våge at påstå er en tilfældighed.

Vil I ikke hjælpe mig lidt? Sig jeres mening. Kom med nye forslag…