Jeg har fået den ære at være gæsteblogger på miss Langkildes fine blog. We go way back til folkeskolen, og har nu også tilfælles at have et par lækre småbørn.
Lad mig kort præsentere mig. Jeg hedder Sofie og har en lille bøf der hedder Viggo på knapt ni måneder. Jeg bor i Køge med min skønne mand og vores gravhund Walter. I det hele taget er det så provins, stereotypt og hyggeligt som det overhoved, i min verden, kan blive.

Jeg har længe overvejet hvad mit gæsteindlæg skulle handle om. Når man lever i en osteklokke der hedder babymamma, virker alle emner både store og små på en og samme gang. Jeg vil i teorien gerne skrive om det hele, men så må jeg vel starte min egen blog, haha.
Jeg tænker at jeg sådan helt højpandet vil prøve at sige noget generelt om min, nu ni måneder gamle, titel som mor.
Da jeg var gravid læste jeg i en af de utallige artikler og bøger om børn, at det at blive forældre gør at alt bliver mere ekstremt. Dette gav først mening efter mini filejsen kom til.
Det hele er ekstremt. Ekstrem lykke, ekstrem frustration. Ekstrem vidunderligt og ekstremt hårdt. Og det vildeste er, at der kan være få øjeblikke mellem de to yderligheder. Det ene øjeblik kan man sidde og beundre sit afkom med sin elskede og det næste kan man skrige fuldstændig uhæmmet af den selv samme elskede fordi man er forvirret, usikker og med garanti i søvnmangel.

Nå tilbage til introduktionen. I skrivende stund har jeg netop påbegyndt min sidste uge på barsel. På en og samme tid vildt spændende og møg skræmmende.
Det er en anden ting der er fuldstændig fortumlet efter mini filejsen er kommet til, min tidsfornemmelse. På den ene side føles det som om han altid har været her, at jeg aldrig har været andet end hans mor, og på den anden side føles det som i går, at jeg sov længe, drak mig i hegnet og havde en søndag på sofaen. Jeg synes til gengæld kun mini filejsen bliver sjovere og sjovere som tiden går. Hele det der spædbarn show er som sådan ikke synderligt interessant må jeg indrømme, men nu hvor han kan kravle, stå, lege, grine og fjolle, er han ved at udvikle sig til at være helt godt selskab.

Jeg er i gang med min kandidat og har derfor ikke haft en traditionel barsel, da jeg har studeret on the side. Der er helt klart både fordele og ulemper ved at få børn under uddannelse. Det har været mega overdrevet røv hårdt at producere noget som helst brugbart med ammehjerne og når ”kontortiderne” har heddet efter kl. 19, samt minus sammenhængende søvn. Til gengæld får Viggo, det næste halvanden år, en mor der selv kan bestemme sine arbejdstider og i forlængelse af det, bliver hans vuggestuedage ikke vanvittig lange. Det synes jeg er ret så sweet. Så hvis bare det betalte lidt flere penge, så kunne jeg godt være evighedsstudent.

Nå to sum up. Hvis jeg skulle give motherhood en anmeldelse so far, ville den få fire ud af fem stjerner. Ubetinget kærlighed fra en lille fyr hvis latter kan smelte selv det mest kyniske hjerte og altså hånden på hjertet, så er sådan et fedtet eskimokys fra ens eget yngel altså helt ubeskriveligt.
Den sidste manglende stjerne skyldes næsten udelukkende den manglende søvn! Dertil kommer den manglende tid til ens veninder, til at træne, til at være kæreste og til bare at sidde og stirre tomt ind i væggen. Ikke at jeg mindes jeg gjorde det før, men kunne virkelig godt tænke mig at have tid til det nu.