Hverken under min graviditet eller i Agnes første levemåneder, interesserede jeg mig særligt meget for børne/babytøj. Vi havde fået kassevis af fint tøj foræret fra min storebror og svigerinde, og sammenlagt med alt det vi også fik forærende af gaver, så virkede det helt tosset selv at gå ud og købe noget. Derudover er Agnes beriget med en farmor der er virkelig dygtig til at strikke, og jeg synes sgu hun ser så nuttet ud i de mange trøjer, huer, små kjoler, bukser og veste, som hun laver til hende. Jeg synes også det er det fedeste at give hende noget på, som ikke kan købes i en hvilken som helst Babysam. Men efterhånden som Agnes er vokset, har jeg engang imellem måtte ud og købe nyt tøj til hende, og pludselig er en ny interesse/hobby opstået.

Jeg har altid godt kunne lide at købe tøj til mig selv, men da jeg aldrig har ejet en rød reje, så har det jo sat sine begrænsninger. Jeg går som regel helt uden om de butikker, hvor jeg godt ved jeg ikke har råd til at købe noget, for det kan nærmest udvikle sig til en fysisk smerte, hvis jeg forelsker mig i noget jeg ikke kan tage med hjem. Egentlig er jeg en virkelig dårlig kombination af, at have en meget dyr smag og samtidig være utrolig nærig. Hver vinter kigger jeg på rejsepriser, og hiver så min seks år gamle jakke frem af skabet igen. Og sådan har jeg det også lidt med tøj til Agnes.

Jeg kan godt lide at købe økologisk tøj til hende, men det kan man efterhånden få i alle prisklasser, ja sågar også i H&M og Føtex. Jeg vil ikke gældsætte mig i designerkjoler til en pomfrit, der skyder i vejret hurtigere end ukrudt. Men jeg må sgu også lige skynde mig at indrømme, at jeg er begyndt købe ret meget og finde stor glæde i at shoppe til Agnes. I går fik jeg så mulighed for at komme til CIFF, som står for Copenhagen International Fashion Fair – på dansk modeugen, og jeg var så på børnetøjsmessen i Forum. Mine forventninger var skruet helt op, nok fordi jeg allerede inden jeg selv havde sat mine ben på messen, havde set diverse kollektioner på forskellige blogs. Og disse i øvrigt skam rost. Men min egen oplevelse af messen er nok lidt mere nuanceret. Jeg synes at standene var flotte og tøjet var lækkert præsenteret. Men helt ærligt, så var det sgu ikke så fantastisk. Jeg kan fortælle at tendensen, igen, er nude, rosa og liberty print. Jeg kunne sagtens se Agnes shine i meget af tøjet, men blev nu alligevel ikke sådan rigtig imponeret. I kender godt den der følelse af, at man har set det hele før, og sådan havde jeg det sgu lidt. Det er sikkert mit utrænede og provinsielle modeøje, der skal have skylden for denne mangel på begejstring, men det virkede altså forkert at sidde og skrive et langt positivt indlæg og hvor jeg fremhæver en masse tøj. Det mest ophidsende fra min formiddag på CIFF, var den gedeostsalat jeg spiste på caféen skråt over for Forum, den var SÅ sindssyg lækker. Mmmmh.

Det er jo så moderne at slukke for iPhones og computere i tide og utide og dedikere sit nærvær til den virkelige fysiske verden. Det er ikke noget jeg har gjort det meget i, primært fordi jeg selv mener at jeg godt kan balancere det i hverdagen. Jeg tjekker min mail, facebook, instagram og bloglovin hver eneste dag. Hver morgen kommer min IPhone med ud på badeværelset, hvor jeg lige tisser ganske sagte mens jeg undersøger om noget skulle være gået min næse forbi i løbet af natten – det gælder i øvrigt også dagens nyheder. Om aftenen, når dagens strabadser er overstået, så bruger jeg gerne en times tid eller mere på at scrolle alle mine apps igennem. I starten da Agnes var kommet til verden, kunne jeg slet ikke stoppe mig selv i at tage billeder af hende hele tiden, men nu gider hun det ikke og alle billeder bliver i øvrigt slørede når jeg engang i mellem prøver at fange en fister løgsovs i firspring, så der kan altså sagtens gå flere uger imellem mit kamera er i brug. Men selvom jeg ikke synes at mit forbrug er ude af kontrol, så har jeg alligevel skruet helt ned. For jeg er TRÆT. Sådan på den måde, hvor jeg hele tiden kunne ligge mig ned og sove og aldrig føler mig udhvilet. Og på den måde, hvor jeg uden at være rigtig syg, bare kan mærke at mit immunforsvar er lavt og kroppen nede i ressourcer. Desuden går jeg ind i den sidste uge før min bachelor deadline, og nu skal alle kræfter prioriteres.

I weekenden var vi på bondegårds visit hos Agnes’ farmor og farfar og her blev der, udover spist alt for meget mad, også leget med sne og kælket, varmet sig foran brændeovnen, klappet hunde en masse, snakket om alt og ingen ting og selvom tiden ind imellem stod stille, så virkede det som en absolut oplagt mulighed for at holde en offline weekend. Og nu er det altså ikke fordi, at jeg sidder her og føler at jeg har fundet kilden til evigt overskud, jeg gjorde det sgu kun fordi jeg havde lyst, eller snare ikke lyst. Jeg tror dog at jeg kommer til at forsømme min telefon lidt oftere, fordi den er en skide tidsrøver og tiden er bare åh så kostbar i mit liv lige nu.

Jeg vil gerne lige dele noget andet glædeligt. Vi har fået ny bil! Eller det vil sige, at den først leveres om 10 uger, men den er bestilt. Daniels gamle Lupo, ville med hundrede procents sikkerhed ikke gå igennem syn her i næste måned og har i øvrigt kørt ret ustabilt og haft mange reparationer de seneste år. Lupoen har sgu været en fin bil og fået os billigt og miljøvenligt fra a til b, og det var med det formål at Daniel købte den for mange år siden, før vi kendte hinanden. Jeg mener stadig, at man ikke behøver en stationcar for at komme omkring som børnefamilie, men hold nu op det skal blive godt med lidt mere plads. Vi har valgt en Skoda Rapid som vi synes passer til vores behov, for en bil der kan parkeres på indre Vesterbro hvor pladsen er træng, men som stadig har masser af plads til autostol og klapvogn og til at Daniel kan have vare i bilen i hverdagen. Det bliver skide fedt.

Jeg tror en lille skriveblokade har sneget sig ind på mig. Ligesom januars langsommelige regndage også har… Egentlig er vores hverdag bedre end nogensinde og min lille vinternedtur er næsten afværget. Det der med lige at søge lidt ind ad i en periode, og forholde sig til det der nu viser sig at lægge under flere lag fedt og hud, er sgu næsten så simpelt, at man ikke orker det. Men når det så er gjort, så rykker det fandeme og det rykker hurtigt. Det regner dog stadig meget, gør det ikke? I torsdags skulle Agnes til lægen og vaccineres og hun græd hele vejen bag på cyklen op ad Vesterbrogade, fordi regnen og vinden piskede hende i ansigtet. Det lille pus. Fuck vinter. Til gengæld kan jeg nu nå på legepladsen med Agnes inden det bliver mørkt om eftermiddagen, og selvom hun kun kan holde varmen i en halv time – time, så er det de bitte små ting, der gør den store forskel. Og apropos store og små forskelle, så er det ikke uden skælven at jeg kan fortælle, at Agnes har valgt at 2015 måtte være året hvor hun begyndte at sove igennem. Halleluja! Det er lige før jeg ikke tør sige det højt, for i det her søvnunivers er jeg sgu næsten gået hen og blevet overtroisk – på grænsen til religiøs. Men ord er jo fattige, når man skal beskrive hvor stor en forskel sådan otte timers uafbrudt søvn gør på hele ens tilværelse. Jovist der var engang, hvor jeg uden problemer kunne danse en hel nat og tage direkte i skole efterfølgende, men dengang skulle jeg heller ikke være noget for nogen, andre end mig selv. Jeg vil våge og påstå at min krop vænnede sig til de mange opvågninger, så jeg havde da næsten glemt hvor fedt det var, sådan bare at gå i seng om aftenen og først slå øjnene op næste morgen. Tak Agnes, tak!

Nu da Agnes sover så godt om natten, blev det også aktuelt med en overnatning ude. Jeg blev presset en lille smule og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nok var den af Agnes og jeg, der var mindst klar til det. Heldigvis blev alle mine bekymringer gjort til skamme og A var glad og veltilpas. Daniel og jeg skulle genopfriske tosomheden, med middag ude og gode pladser i biografen. Det var virkelig dejligt, det eneste der lagde en lille dæmper stemningen, var at vi slet ikke måtte røre hinanden. Ser I, Daniel har nemlig, som den eneste i husholdningen, fået raget en omgang børnesår og streptokokker til sig. Det skulle angiveligt smitte helt sindssygt, så der var ingen flettede fingre eller popcorns deling over den aften. Det er mig i øvrigt et mysterium, hvordan manden der kan lave en institutions aflevering hurtigere end man skulle tro var muligt, kan nå at blive smittet med en sygdom, vel og mærket uden Agnes har været smittet eller han har været i direkte kontakt med nogle af de børn der var. Jeg synes det er lidt komisk – Daniel, not so much.

Man skal nok være et usædvanlig usympatisk menneske, hvis man er fuldstændig upåvirket af terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris i går formiddags. Vi mærker det alle sammen, måske på hver vores måde, men det mærkes at liv er blevet taget med våben, med et religiøst fundamentalistisk motiv. Mit fag er blevet angrebet, om end jeg aldrig kommer til at synes det er ok at provokere NOGEN, for provokationens skyld. Jeg blev faktisk skide sur, da jeg så at Politiken havde trykt nogle af tegningerne her til morgen, og jeg synes ikke det er måden at vise medfølelse og sympati på, lige nu hvor situationen er så skrøbelig.

Men selvom noget forfærdeligt er sket, så fortsætter vores liv jo i samme tempo i dag. Børn skal i institution, forældre skal på arbejde, aftensmad skal købes og bitte små hverdags problemer skal håndteres. Og det er lige præcis dét, det med at fortsætte i samme trummerum efter noget tragisk er sket, som jeg kan have lidt svært ved. Jeg er sådan én der tager tingene ind, har ret tynd hud over for andres smerte og som nogle gange mangler et filter. Det ironiske er, at jeg er ret god til at håndtere egne problemer og for det meste reagere rationelt, hvis noget skulle henne mig. Men jeg synes det er svært når andre har det dårligt eller oplever noget uretfærdigt. Det er helt galt når det er mine nærmeste, og jeg kan ofte mærke deres smerte helt ind i hjertet selv. Men altså også når der sker noget for nogen som jeg slet ikke har nogen relation til, bliver jeg engang imellem meget påvirket. Det kan godt være hårdt at have det sådan, og vi er jo alle nødt til at forholde os til verdens uretfærdigheder, velvidende at der sker forfærdelige hændelser hver eneste dag, og da jeg ynder at være et livsglad og positivt menneske, så er jeg jo nødt til ikke at tænke på det hele tiden. Det er jo et spørgsmål og balance, og den er jeg efterhånden blevet meget bedre til at finde. Engang imellem bliver jeg alligevel ramt, men det er ingen ting i sammenligning med hvordan jeg havde det som barn. Det skyldes nok i særdeleshed, at jeg er blevet bedre til at sortere i de mennesker, der ikke forstår, at jeg er sådan én, der tingene ind.
Jeg ved der er mange, der har det som mig. At der er andre der sidder med følelsen af, at gårsdagens terrorhandling i Paris, var en uhyggelig påmindelse om, hvordan tragedier kan indtræffe på en helt almindelig onsdag, hvor nogen var mødt på arbejde og var midt i et redaktionsmøde.
Jeg holdte vejret da klokken slog 12.00 og fik våde øjne, da jeg så at forreste række foran Notre Dame holdt i hinanden i hånden, mens de stod i total stilhed i et minut. Og selvom jeg skal handle ind til i aften og lægge vasketøj sammen, så har jeg hændelsen med mig dagen i dag og nok også i nogle yderligere.

Kys dem I elsker!

Agnes’ første dag i vuggetue

Okay, det der med at sende sit barn i vuggestue for første gang, er sgu ikke for sarte sjæle. I hvert fald ikke i vores tilfælde. Heldigvis vendte skuden og det var ”kun” de første tre uger Agnes græd helt hysterisk. Nu er vi knapt nok kommet ud af sengen om morgenen, før A farer ud i gangen og henter sine støvler og flyverdragt og vil afsted. Og når vi aflevere hende lidt senere, har hun virkelig travlt med at få sagt farvel og komme i gang med sin vuggestuedag. I mandags sagde en pædagog til mig, at de fleste børn havde været lidt påvirket af at starte op igen efter ferien, men at Agnes havde været i fantastisk humør. Ej, det gør mig så inderligt glad at høre! Nogle kunne måske ønske sig, at barnet udviste lidt mere afsavn når nu man selv går og savner dem en hel del i løbet af dagen. Men helt ærligt, så foretrækker jeg at se begejstring og glæde i hendes øjne som det sidste, inden jeg går fra hende i 6-8 timer.

Nye bekymringer dukker dog op til overfladen… De første måneder sad Agnes konstant på armen af en pædagog. Hun søgte rigtig meget tryghed og jeg synes hun blev mødt med stor omsorg. Men hvad så nu? Nu går barnet og er veltilpas dagen lang og har ikke længere behov for den nærhed i løbet af dagen. Men bliver hun så husket? Når der er fire pædagoger til 14 børn, så skal man da være naiv hvis man tror, at det barn der ser glad ud og leger selv får den store opmærksomhed. Jeg tror også jeg selv var sådan et institutionsbarn, der bare nulrede rundt og var tilfreds. Hun er i den grad institutionaliseret nu, hvis der overhovedet er noget der hedder det.
Jeg er kæmpe fan af vuggestuen skylder jeg måske lige at nævne. Kemien mellem os og personalet er lige i øjet og jeg synes det er et fantastisk sted, at være et etårigt barn. Så her var vel bare lidt onsdags tanker og overspringshandlinger fra min Vesterbro stue á.

God dag til jer alle.