I går spurgte vores nabo, Daniel og jeg, hvordan vi egentlig havde mødt hinanden. Det er ligesom ikke noget man spørg folk om så tit, er det vel? Men efterhånden snakker vi en del med vores søde nabo, og så er det vel oplagt, når man ligesom deler vægge, at man også en dag kommer ind på lidt forhistorie.
Det ”episke” møde har jeg vidst før beskrevet, men jeg fortæller sgu lige om det igen. Vi skal tilbage til slutningen af august måned 2009 – what, det er snart seks år siden! Jeg var lige blevet student få måneder tidligere, netop fyldt 20 år og akkurat modtaget et brev fra Danmarks Journalisthøjskole om optagelse i februar 2010. Jeg vaklede lidt med beslutningen om, hvad jeg mon skulle bruge det halve år jeg havde fået foræret, inden jeg skulle debutere som seriøs studerende på en videregående uddannelse. Og det trak sgu da i mig, ligesom alle andre nyudklækkede studenter, at rejse til Asien eller Sydamerika, leve på en strandbred, kysse på sorte mænd og ryge en masse euforiserende urter. Alligevel valgte jeg en noget kortere rejse. Samsø. Der muligvis er en vildt dejlig ø, men som dog ikke minder ret meget om den form for ’island hopping’, andre i min omgangskreds begav sig ud på.
På Samsø startede jeg på en livsstilshøjskole. Måske ligger det implicit i ordet, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at det sted skulle ende med at forme mig og være en fuldstændig livsforandrende oplevelse. Og det er altså ikke kun pga. mødet med Daniel, selvom det selvfølgelig var en dejlig sidegevinst ;). Her blev jeg ikke blot mange kilo lettere fysisk, men fik også gjort et stort stykke arbejde med byggestene øverst, og dermed meget lettere mentalt.
Daniel var dengang 26 år, ansat på Rigshospitalet og netop hjemvendt fra en lang rejse gennem USA, ligeledes med ønsket om at tage hul på et nyt kapital i sit liv. Romantisk som det end lyder, med to åbne sjæle der mødtes på den fineste ø i Kattegat, så var der ikke tale om et kærlighedsscenarie fra første sekund. I starten bemærkede vi slet ikke hinanden og der skulle gå mere end en måned, et venskab under udvikling og lange aftensnakke, før vi en dag fik øjnene op for potentialet i, at to vidt forskellige mennesker måske alligevel delte de vigtigste værdier og ikke mindst en stor gensidig respekt. Hvad jeg egentlig vil sige vores forhold den i dag, stadig har grobund i.
Sidenhen har vi udsat hinanden, og ikke mindst os selv, for nogle af de allerstørste udfordringer. En karriere og en uddannelse, et bofællesskab, længere tids adskillelse både pga. brud og udvekslingsophold, bolig køb, dobbelt op på forældreskab og meget andet. Jeg tror ikke på at der findes forhold der er uopløselige, og dét (forholdet), vil altid gennemleve sårbare perioder. Jeg ved blot, at grunden til vi i dag står stærkt sammen trods modgang er, at vi ikke længere forsøger at bekæmpe og overkomme de sårbare faser vi selv og vores forhold render ind i, men i stedet forstår og rummer hinanden i dem. Man er sårbar når man har noget at miste. Vi har ufatteligt meget at miste, det der både fuldender os og gør os lykkelige, men som også gør os skrøbelige og følelsesmæssigt fortvivlet. Og vigtigst af alt, har vi alle dage bevaret respekten for hinanden. Respekten for den, den anden er. Vi har skabt et voksen liv sammen, men samtidig haft vidt forskellige drømme og interesser. Vi har lovet hinanden, aldrig at begrænse den anden i at udfolde sig pga. frygten for det ukendte eller for at dét netop skulle adskille os.
Nå, det blev sgu da lidt kærlighedsklamt her til sidst, gjorde det ikke? Én fortalte mig, at man bliver lidt nyforelsket i sin partner hen mod slutningen af graviditeten, fordi man i urtiden havde brug for ham til at beskytte og skaffe mad i den første tid med en nyfødt baby. Så det er muligvis hormonelt betinget og i hvert fald praktisk indrette fra naturens side, hvis det forholder sig sådan. I starten af graviditeten var alt han sagde og gjorde forkert og irriterende, så det er nok meget godt vi er landet her, inden vi om kort tid bliver presset til det yderste og er tvunget til at kunne samarbejde og rumme og forstå hinanden i undtagelsestilstand.
Jeg skal snart føde igen! Faktisk er den nærtforestående fødsel lige nu så tæt på i min bevidsthed, at jeg de sidste to nætter har drømt at den er gået i gang. I går nat drømte jeg, at jordemoderen kom herhjem og så gik fødslen helt i stå, og i nat kom hun og overrakte mig en baby, der altså ikke var min. Så når min krop endelig får lidt ro, så går mit hoved i fødsel. Det er ikke okay. Det bringer mig dog til afsløringen af, hvad dette indlæg kommer til at handle om. Det er faktisk min fødselsberetning med Agnes, der jo som bekendt snart er to år gammel, men som jeg faktisk aldrig har fået skrevet ned. Daniel var så sød at tage nogle noter og lidt billeder undervejs, og selvom det måske kan virke lidt underligt at tage billeder af en person i voldsomme smerter, så var det så diskret at jeg ikke bed mærke i det, og efterfølgende hvor jeg kun kunne fremkalde få øjeblikke i min erindring, var det fantastisk at kunne se og læse det hele igennem igen. Så her er den altså, fortællingen om 14 timer i midten af september 2013, der rystede mig helt ned i min grundvold. På en og samme tid viser den min stærkeste og mest sårbare side. Dagen jeg blev mor for første gang.
Kl. er otte om morgenen mandag d. 23. september, og Daniel og jeg sover for anden gang i vores nyindkøbte andelslejlighed. Vi bliver vækket af telefon alarmen. Jeg er gået tre dage over termin – tre dage vi har brugt på at flytte og komme på plads i vores nye lejlighed. Det var en vandvittig hård weekend, men Daniel havde joket med at jeg ikke måtte føde før om mandagen, så vi nogenlunde var på plads med Agnes’ ting, inden hun kom ud. Set i bakspejlet, var det ret tydeligt, at da jeg slappede af og gav slip på de praktiske bekymringer omkring flytningen, så gik fødslen i gang. Få dage tidligere havde min jordemoder konstateret at hovedet ikke stod fast endnu og sagde med et smøret smil, at vi nok så hinanden igen i uge 41 plus et eller andet. Så inden i mit hoved havde jeg allerede forberedt mig på at gå 14 dage over, igangsættelse og hele den mølle. Jeg var derfor en lille smule i fornægtelse, da jeg kl. otte smuttede på toilettet og kunne konstatere at slimproppen var gået og en lille tegnblødning opstået. Det var helt surrealistisk for mig, for dér havde jeg jo lige ligget og sovet tungt og jeg kunne intet anderledes mærke. Så jeg gik tilbage i soveværelset og meddelte Daniel, at noget nok var i gang, men at han lige så godt kunne gå i bad og tage på arbejde, for efter hvad jeg havde læst mig til, så kunne den der slimprop godt gå flere dage, ja uger, før fødslen går i gang. Så Daniel gik i bad og jeg gik lidt rundt i lejligheden, da jeg mærkede at noget begyndte at murer i min krop. Allerede i løbet af et kvarter, var de første spæde veer begyndt at tage form og jeg kunne meddele Daniel efter sit bad, at han nok ikke skulle tage på arbejde alligevel.
Morgenen og formiddagen foregår så stille og fint. Daniel render til bageren og vi fejre med morgenbrød og friskpresset juice, at nu er vores store dag kommet. Jeg har veer, men de er udholdelige og jeg får spist lidt -det eneste jeg faktisk spiser, før en sygeplejerske kommer ind ved midnat med honingmadder til mig på hospitalet. Jeg hopper i bad og forfængelig som jeg jo er, så bliver der både tid til at fjerne lidt uønsket hårvækst og sætte en pæn frisure, mellem veerne. Det virker jo helt absurd og også lidt typisk mig, når jeg tænker på det i dag. Derefter satte vi os i stuen og så lidt tv sammen, men jeg lå for det meste med ryggen til og koncentrerede mig om at mærke min krop. Daniel beskrev hvor syret det var, at jeg med sekunders mellemrum grinede, jokede og fortalte, og det næste øjeblik lå sammenkrøllet af smerter.
Vi fik ringet til fødegangen på Roskilde Sygehus, hvor jeg gerne ville føde, selvom vi få dage tidligere var flyttet til Vesterbro. Ingen havde lige fortalt mig, hvor forfærdeligt det er at sidde i en bil når man har veer. Jordemoderen i telefonen beder os om at tage tid på veerne, og først vende tilbage når der er fem/seks minutter imellem. Jeg havde forinden downloadet en app på min telefon som skulle måle tidsintervallet, men vi kan ikke rigtigt få den til at fungere og hverken dér, eller på noget tidspunkt igennem fødslen, har jeg regelmæssige veer der på den måde kan måles. Af og til er der lang tid i mellem veerne og ind i mellem er der kun få minutter. Så vi dropper egentlig at måle dem og jeg lytter bare til min krop, der hen af eftermiddagen er ved at være ret presset. Så i stedet for at ringe og debattere med jordemødrene på fødegangen om jeg nu er langt nok henne i fødslen til at komme ind, ringer jeg blot og meddeler dem at vi nu kører hjemmefra. Klokken er på det tidspunkt 15-16 stykker
Køreturen fra Vesterbro til Roskilde var grotesk. Jeg husker det som om at trafikken var den værste nogensinde, og veerne væltede ind over mig mens jeg klyngede mig til håndtaget over døren. Jeg græd også lidt i bilen. Ikke på grund af smerten, men fordi det pludselig overvældede mig, at vi var på vej ind for at bringe vores datter til verden, og at hele vores liv om kort tid ville være forandret. Jeg overlevede køreturen og de fem veer jeg fik fra parkeringspladsen, til vi bliver vist ind på en modtagelsesstue. Her får jeg målt min temperatur, der er lidt forhøjet, målt hjertelyd og bliver undersøgt indvendigt. Jeg er fire centimeter åben og vi får ros for være kommet ind på et ”godt” tidpunkt og beskeden om, at vi bliver kørt ind på en fødestue og ikke skal hjem igen. Jeg får sådan et lavment, det var ikke særlig rart, men sikkert meget praktisk.
De næste timer flyder sammen for mig. Vi er på fødestuen, jeg sidder lidt med en varmepude, hopper på en yogabold og går lidt rundt. Jordemoderen er stort set ikke tilstede og Daniel må flere gange kalde på hende, når vi har brug for hjælp eller spørgsmål til noget. På et tidspunkt laver hun nogle Rebozo-øvelser på mig, noget jeg første gang havde hørt om til fødselsforberedelse, hvor man ligesom vrider kroppen lidt vha. et stort stykke stof. Formålet var at få lirket hovedet rigtigt ned i bækkenet og det var skide ubehageligt, og egentlig tror jeg det var fordi det var så effektivt. Efterfølgende oplever jeg i hvert fald en regulær vestorm og får ingen pauser til at samle kræfter, da den ene ve overtager den næste. Jeg bliver desperat og panisk og da jordemoderen snakker om saltvandsindsprøjtninger, beslutter jeg, at hvis jeg alligevel skal stikkes, kan de sgu lige så godt stikke den epiduralblokade ind og give mig fred. Hele apparatet omkring blokaden sættes i gang. De laver en hjertelydskurve på Agnes, alt imens jeg er ved at dø over at skulle ligge stille med den der elastik rundt om maven. De tager vidst også mit blodtryk og ligger et drop i hånden. Endelig er jeg klar til at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Jeg skal sidde helt stille med ryggen krummet og jeg må bede Daniel om at stå foran mig og støtte min krop, da jeg føler jeg er ved at miste bevidstheden. Mens jeg sidder der og anæstesilægen gør sig klar, så begynder jeg at få presseveer. Ingen har undersøgt hvor langt jeg er i fødslen på det tidpunkt. Jordemoderen spørg om jeg har pressetrang, det kan hun åbenbart høre, men jeg ved det faktisk ikke. Så hun beder mig om at ligge mig ned og sætter mine ben op i bøjlerne. Nu presser jeg, ingen tvivl om det. Jeg får revet droppet ud af hånden lodret op, uden at mærke det, fordi jeg ligger med hænderne under lænden. Jeg presser to gange lige efter hinanden og så er hovedet født, herefter går der en evighed føler jeg, og jeg kan huske at jordemoderen trykker mig lidt på maven, for at fremprovokere den sidste ve, der skal skubbe kroppen ud. Rygmarvsbedøvelsen nåede jeg aldrig.
Og der var hun jo så, vores Agnes. Kl. 22.01. Hun kom op på mit bryst og jeg havde i al hast ikke nået at få t-shirt og bh af, så vi kunne ligge hud mod hud i de første sekunder. Så jeg hev op i det hele så det sad i en pølse under hagen, og jeg måtte anstrenge mig for at se hende ordentligt, men det var meget vigtigt for mig. Agnes skreg, Daniel klippede navlesnoren og alt var så fint. Desværre var der en del renderi på stuen. En sosu skulle hjælpe den stakkels jordemoder, der pludselig havde stået alene, med hvad der endte som lynfødsel, nogle vi havde bestilt til at komme og opsamle stamceller fra navlesnoren og anæstesilægen kiggede også ind. Jeg var stadig ret fjern og døsig, og måtte bede Daniel om at sidde med Agnes mens jeg fik født moderkagen og blev syet. Jeg magtede slet ikke mere smerte efter Agnes var ude. Der var heldigvis kun tale om små bristninger, men derfor gjorde det ondt af helvede til alligevel – både da hun syede mig og i dagene efter. Agnes blev målt og vejet, og selvom jeg lige fra første gang en fagperson lagde sine hænder på min mave, havde fået af vide, at babyen lå godt over gennemsnittet og blev vurderet til 4+ kg, så viste hun sig i stedet være en helt standard, 3420 gram og 50 centimeters udgave. Jeg synes hun var meget lille i starten, sikkert fordi jeg i så mange måneder havde forestillet mig at jeg skulle sidde med en stor buttet baby i armene, og jeg måtte huske mig selv på, at hun altså ikke var lille, men helt almindelig og perfekt. Jordemoderen tjekker hende også igennem og giver hende top point, efter en eller anden skala jeg ikke kan huske hvad hedder, alle nyfødte bliver opvejet imod. Hun fandt desuden hendes dut på øret, som jeg har beskrevet i dette indlæg (At blive forældre til et barn med “fejl”. Hvad hun dog ikke kommenterede på eller måske ikke vidste, var den store mængde fostervand Agnes havde nået at sluge på vejen ud. I kampens hede, havde jeg slet ikke tænkt over at jeg ikke havde haft vandafgang, og jeg troede egentlig at jordemoderen ville tage vandet, hvis det ikke gik af sig selv. Efterfølgende har jeg fået af vide, at man kun tager vandet hvis fødslen og veerne går lidt i stå, og det kan man jo ikke lige frem sige den gjorde på noget tidspunkt. Så ud kom vandet, på en og samme tid som Agnes og i en vældig fart. Jeg husker faktisk at de måtte svabe gulvet efterfølgende, så grotesk som det end lyder. Agnes fik da heller ikke en chance mod den store mængde vand og den hurtige tur ud igennem kanalen, så hun var ret for-kvalmet i dagene efter. I mit allerførste indlæg (Har du støttet en ammende mor i dag?), kan man i øvrigt læse om hvordan det komplicerede min amning den første tid, og hvordan det nok var katalysator for den angst jeg kæmpede med i al for lang tid efter.
Alt dette på trods, synes jeg ikke fødslen var forfærdelig. Forfærdelige fødsler er jo dem hvor der er liv spil. Hverken Agnes eller jeg på var på noget tidspunkt i nogen form for kritisk situation, det er værd at understrege. Alligevel har fødslen sat et lille traume, både i krop og sjæl. Den smerte, som alle jo ved er en del af fødslen, tog mig fuldstændig med storm. Månedsvis af yogatimer, vejrtrækningsøvelser og tykke bøger om fødsler, havde ikke kunne forberede mig på den intensitet. Jeg blev bange og utryg, og oveni det fysiske arbejde kroppen er på, så er det altså ikke følelser man skal håndtere. Jeg vidste derfor med det samme, at hvis jeg nogensinde skulle gennemleve noget tilsvarende igen, skulle det foregå helt anderledes. Derfor har vi nu besluttet, at lillesøster skal komme til verden herhjemme i trygge omgivelser. Jeg ved min krop er stærk og det jeg har brug for, for ikke at ende med samme angst og utryghed igen, er at der en jordemoder der følger mit forløb, fortæller mig hvordan det hele skrider frem og er tilstede til at guide mig igennem de intense perioder.
Jeg glæder mig til at føde igen, for d. 23. september 2013, er ikke blot mindet om en traumatiserende angst og smerte. Det er min datters fødselsdag. Mødet med verdens smukkeste og vigtigste menneske i mit liv. Et kærligheds møde, der affødte nye følelser jeg ikke vidste jeg havde i mig. Følelser, der af og til har været svære at håndtere og forstå. At blive mor for først gang, rystede mig helt ind i min grundvold og har for evigt forandret mig.
Det siges at fødselssmerten er den bedste forberedelse på livet som mor – det kan der måske være noget om.
Lige inden jeg lukker en masse brok ud om, hvor skide hårdt det er at aflevere Agnes i vuggeren lige for tiden, så må jeg simpelthen starte med at fortælle hvor fantastisk glade vi har været og fortsat er for stedet. Mit hjerte går ud til de pædagoger, der ikke blot giver mit barn knus og nærvær hver eneste dag, men som fandeme må jonglere med flere bolde i luften, end det for de fleste af os er muligt. Mine bekymringer går sådanset heller ikke på institutionen i sig selv og så absolut ikke på de faste pædagoger på Agnes’ stue, problemet er snarer logistisk, men desværre med stor indvirkning på den vigtigste person i min verden. For selvom Agnes dagligt har kontakt med flere forskellige pædagoger, så er der én helt særlig hun har knyttet sig til. I den perfekte verden ville hun jo bare være der altid og hele tiden, men selvom denne pædagog aldrig har en sygedag, så har hun jo ret til en uges ferie i ny og næ. Ferien, som hun nok i Agnes øjne godt kunne være foruden, falder dog bare på et så uheldigt tidspunkt. Fra vores udgangspunkt forstås. Agnes’ vuggestue er i samme klynge (dvs. samme ledelses organisation) som en anden vuggestue og børnehave, og disse i ferietider hvor hver institution kun har en tredjedel af det samlede antal børn at tage sig af, udnyttes muligheden for at slå kræfterne sammen og nøjes med at åbne den ene vuggestue. Det betyder, at vi fra i dag og de næste to uger frem, skal aflevere Agnes i ”søster-”institutionen, der jo, selvom den er placeret lige overfor, er helt fremmed for Agnes. Og så uden hendes elskede pædagog er der til at tage imod hende. Det er ikke fordi hun skriger og kaster sig på gulvet, nej hvad værre er, er at hun bare bliver stille og mut, holder sig helt tæt på mig for jeg ikke skal gå og spørg hundrede gange efter hendes yndlings. Det er en af de dage hvor man har lyst til sige ”ej, mor mente det ikke”, og så tage hende med hjem under armen igen. Virkeligheden er jo bare ikke sådan. De sidste tre uger har A været meget lidt i vuggeren, dels har vi alle tre holdt en uges ferie sammen og derudover har jeg holdt hende hjemme de fleste andre dage eller kun sendt hende afsted i ganske få timer. Jeg er jo hjemme for tiden pga ferie og barsel, og i min ideal verden skulle Agnes jo slet ikke i vuggestue overhovedet i denne tid. Jeg har dog lidt freelance opgaver i øjeblikket, der muligvis ikke kræver mange timer, men meget koncentration. Desuden skal jeg ærligt sige, at jeg også har brug for lidt ro nu her hvor jeg er gået ind i den sidste fase af min graviditet. Agnes står fortsat op helt ukristeligt tideligt om morgenen og med en kæreste der arbejder fra 7.30-19.00 hver dag, så er det sgu fast arbejde at aktivere en tumling på egen hånd en hel dag. Jeg er endnu engang velsignet med verdens nemmeste graviditet, men alligevel er seks timers nattesøvn ikke tilstrækkeligt. Faktisk kan jeg mærke, at alle gener opstår når jeg ikke får sovet nok – halsbrænd, plukveer og ømhed i mave og lænd. Symptomer der fluks forsvinder når jeg er udhvilet igen.
Nå, men dilemmaerne i mit hoved er mange kan i nok forstå, sikkert også lidt hormonelt betinget. Jeg tænker så ufattelig meget på, at tiden hvor Agnes har min fulde opmærksomhed er ved at rende ud. Det gør mig lykkelig, glad og forventningsfuld, men også en smule ængstelig, som jeg også tidligere har beskrevet. Jeg har et stort behov for at alt skal være perfekt lige i øjeblikket, både de ydre ting, f.eks. brugte vi dagen i går på at få ordnet vores altan, fjernet alger og givet olie, noget der ellers ikke er blevet prioriteret ret højt hidtil. Men også de nære ting skal være perfekte, f.eks. vil jeg gerne have at Agnes skal være glad hele tiden, hvilket jo er fuldstændig utopisk. Jeg øver mig derfor i at se det perfekte i det uperfekte. En altan fuld af alger er et symbol på, at alle weekender er blevet brugt på legepladsen, og at Agnes af og til bliver ked af det er jo ikke er et udtryk for at hun grundlæggende ikke er glad, men blot en måde at udtrykke sig på.
En dag af gangen og en bekymring mere nedskrevet – heldigvis er det ofte nok til at den reduceres fuldstændig og med tiden bliver helt ubetydelig. Tak fordi I vil læse med, selvom det af og til er svært at holde styr på ordene i mit roede hoved.
Dagen, der for andre måske ligner en regnvåd mandag morgen, med en temperatur der kun akkurat har sneget sig op på 15 grader her i slutningen af juni måned, ligner for mig noget nær den dejligste dag længe. Barnet er afleveret glad og velfornøjet i vuggeren, mit hjem er ved at blive rengjort (af en anden), mens jeg drikker en cortado og hygge-blogger fra morgenstunden. First world agtigt liv, ja ja, men jeg har fandeme fortjent det!
De seneste seks måneder har været vandvittige på mange måder. Først og fremmest er jeg blevet gravid, så livsomvæltende som det jo er i sig selv. Derudover har jeg haft travlt med studie, min kæreste har åbnet ny butik, samtidig med han har været i gang med og i øjeblikket er ved at færdiggøre sin MBA uddannelse, Agnes har fået sine sidste kindtænder, kun sovet igennem når månen og planeterne har stået helt rigtigt, og i det hele taget har hun fundet sin egen stemme og dagligt øvet og afprøvet nye divaskills. På den anden side, så er det her halve år nok også det hurtigst afviklede i mit liv. Jeg har ligesom kun kunne overskue at se frem til næste dag, næste gang jeg kunne sove, næste måltid osv. I fredags afleverede jeg så min sidste opgave inden sommerferie efterfulgt af barsel, og selvom jeg egentlig først om nogle uger ved om den er bestået eller ej, så tør jeg godt trække vejret og min fornemmelse er heldigvis ret god. Jeg sagde til mig selv, at nu skulle jeg fyre den af en aller sidste gang, inden jeg i over et år kan nøjes med at bekymre mig om konsistensen på babys afføring og hvor meget mødregruppe og babyrytmik jeg magter. Det betød at jeg burede mig inde i køkkenet med min computer, noter og en stak bøger, uden at sove eller rigtigt spise noget i et helt døgn. Det var fandeme sindssygt gjort! Jeg er jo efterhånden gravid i sjette måned og siden har jeg nærmest haft det som om jeg havde tømmermænd. Efter jeg havde afleveret min opgave kunne jeg nemlig ikke rigtig sove, og jeg endte med ligesom bare at springe den nat over, og det er først her tre nætter senere, jeg er ved at være oven på igen. Så nu er tiden inde at passe lidt på mig selv og drage lidt omsorg for den krop, der lige om lidt skal på hårdt arbejde – igen.
Egentlig går graviditeten så fint. Jeg føler jeg var lidt hårdere ramt af træthed og kvalme i starten af denne graviditet, end jeg var med Agnes, men til gengæld er jeg meget mindre påvirket nu, end på samme tidspunkt sidst. Jeg kan stadig komme ubesværet op og ned fra gulvet når Agnes vil lege, jeg kan bære hende de mange gange dagligt det er nødvendigt, uden at stønne eller beklage mig, og jeg kravler sgu stadig med op i klatrestativerne og rutcher ned ad rutchebanen. I dag har jeg cyklet ti kilometer frem og tilbage fra Østerbro, for at hente den fineste auberginefarvede strækvikle, som baby og jeg skal gå efteråret i møde i. Men den tur var altså noget længere end jeg cykler normalt, og da jeg hoppede af den tohjulede hjemme på Vesterbro igen, fik jeg den største (og første) plukve, der tog pusten fuldstændig fra mig. Ej, motion har jeg sgu også helt forsømt den seneste tid, så det må der lige strammes op på de næste par måneder. Jeg satser på at genopdage min glæde for svømning, helst flere gange i løbet af ugen. Jeg tror egentlig min vægtstigning ender nogenlunde samme sted som i sidste graviditet, med et plus på 12-13kg. Alligevel skal jeg hele tiden høre for, at min mave ser meget større ud end sidst. Jamen tak for det, tror jeg nok. Jeg tog lidt rigeligt på i den måned jeg lå med dårlig fod, fordi jeg jo var fuldstændig inaktiv og nok også trøstespiste lidt som kompensation, til gengæld har jeg ikke taget på overhovedet den seneste måned. Jeg synes det var en overskuelig vægtøgning jeg havde i første graviditet. De første otte kilo forsvandt ud sammen med Agnes, fostervand, moderkage osv. og de sidste fem kilo raslede af, og endda mere til, i løbet af få måneder mens jeg seriøst sad på min flade, drak sødmælks latté og ammede mit barn. Jeg krydser fingre for at det går lige så nemt denne gang, for hvis der er noget jeg ikke kan forene i mit hoved, så er det livet som nybagt mor og et slankeprojekt side om side! Det kræver sgu kalorier at amme og når man er i massivt søvnunderskud, så skal der altså andet end en skål salat til at holde en oprejst.
Som man måske fornemmer, så vil jeg virkelig udnytte og nyde den kommende tid, hvor jeg har god tid til at gøre en masse af de ting jeg synes er dejlige. Jeg ved at de næste år, hvor jeg skal være en skide god mor til hele to små børn, ikke efterlader meget tid til mig selv. Så jeg puster lige ud og lader op – så meget som hverdagen med et barn på knapt to år nu tillader. Jeg har også tid til at forberede mig på den lille nyes indmarch i vores familie, både på et praktisk og psykisk plan. Hvad disse forberedelser nærmere bestemt går ud på, vil jeg uddybe i et andet indlæg.
I torsdags var jeg nede og brevstemme. Jeg skal nemlig til eksamen d. 18. juni, og jeg kan allerede forudse at jeg nok ikke finder tid til det på valgdagen – men stemmes, det skal der sgu! I virkeligheden kunne jeg vel godt have brugt et par dage mere, til at sætte mig bedre ind i diverse partiers valgprogram, og midt i eksamensræset i disse dage, skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har fulgt særligt godt med i valgkampen. Det er lidt som om, at når skoledagen er slut og barnet er puttet, så tuner jeg altså hellere ind på et program om boligindretning end om boligskat. Men nogle gange skal man sgu også bare fastholde sin første indskydelse og stole på den, og det gjorde jeg så da jeg stod i stemmeboksen. Politik har altid interesseret mig og jeg kunne aldrig drømme om ikke at få stemt. Jeg er ikke selv aktiv i politik i øjeblikket, men det var jeg faktisk engang, om end for et parti, jeg kun har stemt på én eneste gang.
Ja, den er sgu god nok, tilbage i gymnasietiden var jeg en af de første der meldte mig ind i det parti, der den gang hed Ny Alliance med Nasar Khadar som formand. Jeg var faktisk så engageret, at jeg sammen med en håndfuld andre unge mennesker var inviteret til møde på Christiansborg, og var med til at opstarte partiets ungdomsorganisation. Desuden cyklede jeg byen tyndt med Gitte Seebergs valgplakater på bagagebæreret og på valgnatten drak jeg mig fuld sammen med Malou Aamund (af alle), der dengang var opstillet som kandidat. Ej okay, det var en skide skæg periode og helt unikt, at få lov til at være med i et partis spæde start. Mit kærlighedsforhold til partiet var dog kortvarigt og da de ikke gik imod DF og den borgerlige regerings aftale på asylområdet, der for mig var en af de vigtigste mærkesager, så slog jeg op og smækkede med døren.
Jeg kan afsløre at når man er 17 år og går i gymnasiet på indre Nørrebro, så er det altså ikke skide populært at stemme på et parti, der støtter op om en højreorienteret regering. De fleste af mine venner befandt sig stik modsat, på den yderste vestrefløj. Heldigvis var rummeligheden stor nok til at Køge-pigen kunne få lov til at være anderledes, og det befandt jeg mig også fint med.
Ved de seneste valg har jeg sat mit kryds på Det Radikale Venstre, denne gang inklusiv. Jeg stemmer ALTID personligt, denne gang på Ida Auken, der efter min mening er pisse dygtig og altid får sagt alt det, som jeg lige selv skulle til at sige 😉 Hvad denne ændring helt præcis skyldes, har jeg svært ved at sætte ord på, men det er jo klart at når man selv bliver forældre, boligejer osv., så rykkes der sgu helt rundt på ens fundament. Det der betyder mest for mig, er at alle børn skal have lige muligheder og at vi skal passe meget bedre på vores fantastiske natur.
Jeg har nok aldrig helt forstået, hvorfor det skal være en hemmelighed hvor man sætter sit kryds? Jeg ved godt at mange ikke er enige med mig, men det er jo det smukke ved vores demokrati.
