Mit institutionsbarn vol. 2.0

Lige inden jeg lukker en masse brok ud om, hvor skide hårdt det er at aflevere Agnes i vuggeren lige for tiden, så må jeg simpelthen starte med at fortælle hvor fantastisk glade vi har været og fortsat er for stedet. Mit hjerte går ud til de pædagoger, der ikke blot giver mit barn knus og nærvær hver eneste dag, men som fandeme må jonglere med flere bolde i luften, end det for de fleste af os er muligt. Mine bekymringer går sådanset heller ikke på institutionen i sig selv og så absolut ikke på de faste pædagoger på Agnes’ stue, problemet er snarer logistisk, men desværre med stor indvirkning på den vigtigste person i min verden. For selvom Agnes dagligt har kontakt med flere forskellige pædagoger, så er der én helt særlig hun har knyttet sig til. I den perfekte verden ville hun jo bare være der altid og hele tiden, men selvom denne pædagog aldrig har en sygedag, så har hun jo ret til en uges ferie i ny og næ. Ferien, som hun nok i Agnes øjne godt kunne være foruden, falder dog bare på et så uheldigt tidspunkt. Fra vores udgangspunkt forstås. Agnes’ vuggestue er i samme klynge (dvs. samme ledelses organisation) som en anden vuggestue og børnehave, og disse i ferietider hvor hver institution kun har en tredjedel af det samlede antal børn at tage sig af, udnyttes muligheden for at slå kræfterne sammen og nøjes med at åbne den ene vuggestue. Det betyder, at vi fra i dag og de næste to uger frem, skal aflevere Agnes i ”søster-”institutionen, der jo, selvom den er placeret lige overfor, er helt fremmed for Agnes. Og så uden hendes elskede pædagog er der til at tage imod hende. Det er ikke fordi hun skriger og kaster sig på gulvet, nej hvad værre er, er at hun bare bliver stille og mut, holder sig helt tæt på mig for jeg ikke skal gå og spørg hundrede gange efter hendes yndlings. Det er en af de dage hvor man har lyst til sige ”ej, mor mente det ikke”, og så tage hende med hjem under armen igen. Virkeligheden er jo bare ikke sådan. De sidste tre uger har A været meget lidt i vuggeren, dels har vi alle tre holdt en uges ferie sammen og derudover har jeg holdt hende hjemme de fleste andre dage eller kun sendt hende afsted i ganske få timer. Jeg er jo hjemme for tiden pga ferie og barsel, og i min ideal verden skulle Agnes jo slet ikke i vuggestue overhovedet i denne tid. Jeg har dog lidt freelance opgaver i øjeblikket, der muligvis ikke kræver mange timer, men meget koncentration. Desuden skal jeg ærligt sige, at jeg også har brug for lidt ro nu her hvor jeg er gået ind i den sidste fase af min graviditet. Agnes står fortsat op helt ukristeligt tideligt om morgenen og med en kæreste der arbejder fra 7.30-19.00 hver dag, så er det sgu fast arbejde at aktivere en tumling på egen hånd en hel dag. Jeg er endnu engang velsignet med verdens nemmeste graviditet, men alligevel er seks timers nattesøvn ikke tilstrækkeligt. Faktisk kan jeg mærke, at alle gener opstår når jeg ikke får sovet nok – halsbrænd, plukveer og ømhed i mave og lænd. Symptomer der fluks forsvinder når jeg er udhvilet igen.

Nå, men dilemmaerne i mit hoved er mange kan i nok forstå, sikkert også lidt hormonelt betinget. Jeg tænker så ufattelig meget på, at tiden hvor Agnes har min fulde opmærksomhed er ved at rende ud. Det gør mig lykkelig, glad og forventningsfuld, men også en smule ængstelig, som jeg også tidligere har beskrevet. Jeg har et stort behov for at alt skal være perfekt lige i øjeblikket, både de ydre ting, f.eks. brugte vi dagen i går på at få ordnet vores altan, fjernet alger og givet olie, noget der ellers ikke er blevet prioriteret ret højt hidtil. Men også de nære ting skal være perfekte, f.eks. vil jeg gerne have at Agnes skal være glad hele tiden, hvilket jo er fuldstændig utopisk. Jeg øver mig derfor i at se det perfekte i det uperfekte. En altan fuld af alger er et symbol på, at alle weekender er blevet brugt på legepladsen, og at Agnes af og til bliver ked af det er jo ikke er et udtryk for at hun grundlæggende ikke er glad, men blot en måde at udtrykke sig på.

En dag af gangen og en bekymring mere nedskrevet – heldigvis er det ofte nok til at den reduceres fuldstændig og med tiden bliver helt ubetydelig. Tak fordi I vil læse med, selvom det af og til er svært at holde styr på ordene i mit roede hoved.