”Så kravl dog for helvede!” – Om at være en stræbermor

Nu hvor det efterhånden er 14 måneder siden jeg debuterede i rollen som mor, føler jeg, at jeg har samlet nok visdom til at begynde og dele lidt ud af mine erfaringer. Her kommer lidt af det jeg selv er blevet klogere på…

Agnes var sådan en dygtig lille baby, der lige med det samme kunne holde øjenkontakt i lang tid, smile og havde en fantastisk mimik. I det hele taget var hun bare med, og udviklede sig så fint og hurtigt den første tid. Cirka seks uger efter Agnes kom til verden, mødte jeg min dejlige mødregruppe for første gang. Den blev mit faste holdepunkt i barslen, og vores tirsdag formiddage var hellige. Men for en stræber som mig, var det også her sammenligningen af Agnes vs andre babyer begyndte. De første gange vi mødtes, kunne babyerne jo ingen ting, så der blev mest snakket fødselsberetninger og sammenlignet højde og drøjde på de små – og her lå Agnes heldigvis lunt i svinget. Men som månederne gik, gik Agnes fra at være helt gennemsnitlig sammenlignet med de andre (og i det hele taget), til absolut at være den mindste. De andre babyer blev tykkere, fik æblekinder og elastiskker på lårene. En hver nybagt mor kender behovet for at se sit barn vokse og tage på, og hele babyens velbefindende opvejes jo i netop det. Det første lange stykke tid er det, det primære læge og sundhedsplejerske overvåger. Og som ammende mor, hviler ansvaret jo lidt ekstra på én. Så det var da hårdt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, og da jeg flere gange blev forsikret om, at hun var i så fin trivsel, så accepterede jeg at det var sådan Agnes var. Samtidig udviklede Agnes’ motorik sig med lynets hast, og hun var kun få måneder gammel da hun lærte at trille fra ryggen om på maven, og så tilbage igen. Stoltheden ville jo ingen ende tage. Og efter at have ligget der og betragtet verden passivt, begyndte Agnes at møve sig fremad. Hun udviklede sin helt egen teknik, hvor hun hev med armene og sat fra med fødderne, så hun gled frem på maven. Faktisk lavede hun ’ormen’, det dancemove min gymnasieven Bjarke optrådte med til samtlige gymnasiefester. Vi var glade, og tænkte at de første kravletag ventede lige rundt om hjørnet. Jeg heppede og heppede, lå selv på alle fire de fleste af døgnets timer, placerede yndlings legetøjet i strategisk afstand, således at hun lige akkurat ikke kunne nå, men alligevel heller ikke så langt væk, at hun mistede motivationen. Jeg prøvede sågar at ligge forskellige ’treats’ ud på gulvet, så Agnes kunne sætte jagten ind på dem som en anden hund, med det ene resultat, at hun blot finpudsede sin ormeteknik mere og mere. Engang imellem kravlede hun rigtigt inde i vores seng, men ikke om hun magtede det på plankegulvet.

Da Agnes var cirka fire måneder gammel, var jeg til et rigtig godt foredrag om sansemotorik. Foredragsholderen var fysioterapeut, så vidt jeg husker, og fortalte om hvordan hun rejste rundt i landet og oplevede at børn helt op i den sene skolealder, havde en hel håbløs motorik. Det var derfor en meget vigtig milepæl for stræbermoren, at Agnes skulle lære at kravle før hun lærte at gå. Jeg hørte folk udtale sig om, at børn der ikke havde lært at kravle, kunne få svært ved at lære at læse senere hen, da den krydskoordination der aktiveres i hjernen når barnet kravler, er den samme banet skal bruge når det skal lære at læse. I mødregruppen kravlede alle babyer, da de var et sted mellem seks og ni måneder. Jeg var skide frustreret.

Lige omkring Agnes’ et års fødselsdag, slap hun sofabordet og tog sine første skridt – en udvikling jeg ikke kunne bremse. I dag har Agnes faktisk lært at kravle, og på min opfordring kravler hun lidt ind i mellem, men sjældent på eget initiativ.

Et helt andet kerneproblem i det nye forældreliv, er den kære søvn. Rent aldersmæssigt, er de fleste børn på nuværende tidpunkt, nede på én middagslur. Vi har eksperimenteret en del med én vs to lure, og situationen er bare den, at Agnes’ verden hænger lidt bedre sammen når hun får én lur om formiddagen og én lur om eftermiddagen. Og så er den jo egentlig ikke meget længere.

Alle børn er forskellige, og tak for det. Det at blive mor til Agnes, har virkelig udviklet mig som menneske. Agnes kan ikke puttes ind i et skema, hun er helt sin egen. Helt fantastisk og unik. Jeg har lært at nedtone min indre stræber og lade Agnes sætte dagsordenen. Mon ikke hun også lære at læse…?