Måske er jeg den eneste i verden, der aldrig havde hørt om ”Black Friday”, før reklamerne begyndte at rulle over min tv skærm i går aftes. Et eller andet sted i mellem, at Linse og Mobber legede hundeaktivister og Geggo gjorde rent i sin nye kærestes lejlighed, lærte jeg dette fænomen at kende. Kæresten min er den slags mand, der har ét bestemt mærke i jeans han kan holde ud at gå i, ét mærke i underhylere osv., så da han opdager at disse ville blive sat ned med 40%, så springer han op ad stolen og siger at jeg MÅ tage ud og købe dem for ham. Jeg havde ellers svoret at jeg aldrig ville købe tøj for ham, men som det gode (læs: nærrige) menneske jeg jo er, kunne jeg godt se at denne enestående chance ikke kunne gå forbi. Fisketorvet blev min destination, hvilket jo i forvejen er et ret forfærdeligt sted efter min mening, men i dag i særdeleshed. Alle var der, og jeg måtte sågar slås med Frederik Fetterlein om min plads i køen hos Joe & The Juice, og så ved man jo, at man hurtigst muligt må retur til Vesterbro. Hver gang jeg gør Daniel en tjeneste, så mener han at jeg har gjort mig fortjent til noget lummert, men jeg er lidt i tvivl om at det er sådan det fungere….

Hele ugen har jeg været helt bombet. Agnes vågner hver morgen kl. 05, og selvom jeg er træt hele dagen, så har jeg svært ved at gå tidligt i seng i om aftenen. Når Agnes falder om kuld, er MIN tid jo kommet. Ud over at der lige skal laves mad, spises og ryddes op igen, så er det også her jeg underkaster mig divaens magt, ser dårlige reality programmer, er på Facebook, skriver på min blog og læser andres. Det er også her Daniel og jeg kan fører en samtale, der ikke handler om hvem der gør hvad hvornår, og denne tid er dejlig og vigtig. Så de fleste dage sover jeg fem-seks timer om natten, I Korea hvor jeg tilbragte tre måneder for et par år siden, er dette helt normalt, men for mig er det sgu ikke helt nok til at fungere. Så hvis det ikke lige var fordi at min weekend er fyldt op med de dejligste ting, så gruede jeg nok lidt for den, da Daniel arbejder både lørdag og søndag. Heldigvis fylder en nevø fire, to veninder kommer forbi og hygger med Agnes og jeg, og så skal et juletræ tændes på torvet i min fødeby. Tænk engang, at det er den 1. december på mandag. Jeg har købt julekugler og Daniel, der ellers aldrig førhen har været et julemenneske, har i år besluttet at vi skal have et lille juletræ i stuen – for Agnes’ skyld forstås.

Jeg må altså også lige indrømme, at jeg stadig ikke er kommet helt ned på jorden igen, efter min artikel blev bragt på voresborn.dk i tirsdags. Jeg er så taknemmelig og ydmyg over alle de nye følgere der er begyndt at læse min blog, og desuden alle de beskeder jeg har fået. Det forpligter også en lille smule, synes jeg.  Den kritik der fulgte med har jeg valgt at ignorere, mest fordi den var så ukonstruktiv. Desuden tænker jeg, at det blot bekræfter min påstand om, hvor stort et tabu det er at tale om kosmetiske fejl på børn.

God weekend og ikke mindst 1. søndag i advent til jer alle!

I går blev mit blogindlæg om at blive forældre til et barn med ”fejl”, bragt som en artikel på voresborn.dk (læs artiklen her: http://voresborn.dk/baby-0-1/kost-og-sundhed/9489-mor-blog-at-blive-foraeldre-til-et-barn-med-fejl). Jeg vidste nok godt, at overskriften på artiklen ville kunne provokere nogle, men alligevel må jeg sige, at mange af de kommentarer der er blevet skrevet på Vores Børns facebook side (de kan læses her: https://www.facebook.com/VoresBorn), er kommet fuldstændigt bag på mig. Først og fremmest vil jeg skynde mig at takke for de søde kommentarer, der heldigvis har været flest af. Jeg bliver så glad og ikke mindst bekræftet i det var det rigtige valg, at fortælle åbent om hvordan vores oplevelse med at blive forældre til et barn med en kosmetisk fejl, når jeg kan læse at andre kan relatere til de tanker og følelser vi gik igennem. Mange har delt billeder af deres børn, der er født med større eller mindre ”fejl”, eller fortalt om egne oplevelser – det synes jeg er fantastisk. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere på de negative ting der er skrevet, fordi jeg synes at artiklen sagtens kan bære at stå alene, og at dens indhold ikke skal forsvares. Men så alligevel, når artiklen er blevet så mistolket af nogle og man angriber min person, så stikker det sgu i mit moderhjerte.

Lad mig først lige få noget på det rene. En kosmetisk fejl, er en lægelig betegnelse, og altså ikke noget jeg selv har fundet på at kalde det. Jeg går ikke rundt til hverdag og siger at Agnes har en fejl, og jeg ved godt at det ville have klinget bedre i manges ører, hvis jeg i stedet havde valgt at kalde det en “særhed” eller et “kendetegn” i blogindlægget, men det ændrer dog ikke på, at det ER en kosmetisk fejl. Jeg vil også gerne understrege, at min historie er en fortælling om den oplevelse og de følelser Daniel og jeg gik igennem, i det øjeblik vi fandt ud af at Agnes var født med en dut på øret, og de er jo vores og måske ville andre have følt anderledes, men man kan ikke tillade sig at sige at vores reaktion var forkert. Jeg har aldrig påstået at Agnes’ kosmetiske fejl er stor, og jeg er udmærket klar over hvor harmløs den er. Det synes jeg nu også jeg beskriver i blogindlægget. Den fylder lige præcis ingen ting i vores hverdag! Derfor bliver jeg rigtig ked af det, når folk trækker historien ud af proportioner. Nogle skriver at jeg skal opveje Agnes’ lille bitte dut med børn, der er født med alvorlige misdannelser og kroniske sygdomme. Nej, det skal jeg lige præcis ikke, for det kan jeg ikke. Man kan SLET ikke trække perspektiver mellem de ting og vores historie, og det ville være meget forkert at forsøge.

Jeg bliver sgu lidt målløs, når jeg engang i mellem læser hvad folk tillader sig at skrive på nettet. For mig er det første gang jeg oplever den slags, og jeg bliver altså nødt til lige at runde af med at komme med en opfordring til at holde den gode tone.

God aften til jer alle!

For et par uger siden var Daniel og jeg til den første forældersamtale i Agnes’ vuggestue. Den afvikles for at samle op på barnets opstart (indkøring, på institutions sprog), ca. tre måneder senere. Så der stod vi så foran vuggestuens port med hinanden i hånden, og småfniste lidt af den spænding vi følte i maven. Vi ved jo godt at hun er den sødeste og smukkeste i verden, men vi er jo selvsagt et ret subjektivt panel. Så hvordan ser de hende, dem der har uddannelse, erfaring og hundredevis af børn at sammenligne med? Det var pædagogen, der også tog sig primært af Agnes i starten, og vel egentlig stadig, der stod for samtalen. Den første tid skulle jeg lige lure hende af, hun er meget anderledes end mig, og jeg tror at jeg helt instinktivt havde håbet på, at den person der skulle drage omsorg for Agnes og få hende til at føle sig tilpas i de nye rammer, var én der mindede lidt om mig selv. Hende hér er altså sådan én person meget store armbevægelser, en meget dyb og højlydt stemme og i det hele taget én der fylder rummet ud. Jeg tænkte hun mere var typen, der havde styr på hvordan man fik ti unger til at sidde stille og spise yoghurt uden at spilde, end én der sad med armene om et barn der havde det svært. Agnes havde en så hård start på vuggestuelivet. Normalt har vuggestuen en procedure for hvordan man indkører et barn på en uge – med Agnes tog det fire. Hun var så ulykkelig når vi gik fra hende, og hvor de fleste andre børn faldt til ro efter lidt tid, så fortsatte Agnes med at græde helt hysterisk, til vi kom retur efter max en time. Shit, det var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Vi var faktisk ret tæt på at kaste håndklædet i ringen flere gange og forsøge os med dagpleje eller noget helt tredje, men heldigvis blev Agnes glad for at være der – vitterligt fra den ene dag til den anden. Og hende den lidt højrøstede, har en helt særlig plads hos mig og ikke mindst hos Agnes, den dag i dag. Jeg havde helt sikkert misforstået den formøse pædagog og mine fordomme er gjort til skamme. Hver morgen giver hun Agnes et ordentligt smækkys og siger ”Hej skat”, og jeg fornemmer at hun helt oprigtigt er glad for hende. Til samtalen fortæller hun, at de også synes at det var en hård start Agnes havde, og anerkendte at det må have været svært for os. Til gengæld understreger hun, at hun stortrives nu. Det er jo ret sjovt for os at høre hvordan hun synes Agnes er, både fordi vores sammenlignings grundlag er ret snævert, men også fordi vi jo ikke er der til at se hvordan hendes hverdag er i vuggestuen, og hvordan hun omgås med de andre børn. Det bliver jo også lidt en samtale om hvordan Agnes’ personlighed udspiller sig, og det er jo virkelig skægt når vi taler om et lille bitte menneske, der i den grad er ved at forme sin egen unikke identitet. Vi går nok alle sammen rundt og synes vi er meget anderledes end vores forældre, om end vi også ved at nogle ting, kan vi bare ikke løbe fra. Alligevel tænkte jeg, at denne her egen identitet, først blev dannet meget senere i livet. Jeg tror også det handler om, at den nyfødte har groet inde i én, og så ligger der ligesom en forventning om at det der kommer ud, på én eller anden måde er et produkt af én selv. Men jeg kan ærligt sige, at Agnes kom ud og var helt sin egen fra aller første dag. Pædagogen i fortæller os, at Agnes er en skæg blanding af en temperamentsfuld lille dame, der nok skal give udtryk for hvordan hun synes tingene skal være, og samtidig en lidt skrøbelig pige, der stadig har brug for meget omsorg og kontakt fra de voksne. Efter Agnes er startet i vuggestue, er hun begyndt at tilbringe de fleste af døgnets timer sammen med andre voksne end hendes far og jeg, og de er jo naturligvis også er med til at præge hende. Jeg er så stolt over vores lille pige og det kan jeg slet ikke skjule. Jeg synes sgu hun er så god af sig, og kærlig og mild mod andre. Hun er også skide fræk, og lige for tiden tester hun virkelig grænser, f.eks. ved at hamre sin hånd ned i mit tastatur og spytte vand ud af munden fordi hun synes det er sjovt, selvom hun udemærket er klar over hun ikke må. Jeg har læst mig til, at det er netop nu der skal sættes ind med opdragelse, og at de små faktisk ønsker at få sat nogle tydelige rammer. Men helt ærligt, så er jeg stadig så akavet i den nye rolle som ”ramme-sættende-mor.” Ind til nu, har alt kunne slås hen med, at hendes intentioner ikke har været bevidste, men den går sgu ikke længere. Hun sender det der ”jeg er klogere end dig blik”, og så ved man jo ligesom hvad klokken er slået. Men hvad fanden stiller man lige op, når man på den ene side ikke kan snakke fornuft med en etårig, og på den anden side heller ikke kan få sig selv til at hæve stemmen over for så lille et menneske. Hun er jo så nuttet, og selvom jeg også kan blive irriteret på hende ind i mellem, så har jeg bare aller mest lyst til at kysse hende over det hele og ignorere hendes unoder. Ej, det går jo ikke! Heldigvis har vuggestuen arrangeret et foredrag for forældre d. 1. december, om netop opdragelse – jeg tager sgu notesblokken med.

I går var Daniel og jeg til årets første julefrokost. Hver for sig, vel og mærket. Jeg tog ud til vores gode venner, der inviterede til klassisk tamtam med det hele, og Daniel var afsted til den årlige firmajulefrokost. Agnes skulle i mellemtiden passes af sin farmor og farfar, der stod for underholdningen i et par timer og så at putte hende i seng. Sandheden er, at det var første gange Agnes blev lagt i seng af andre end Daniel og jeg. Jeg ved godt at nogle synes jeg er en pylleret mor, og det synes jeg er et kompliment, sådan har jeg i hvert fald fået det med tiden. Vi har kun fået A passet få gange, og egentlig kan vi bedst lide at gå ud når Agnes sover, hvad hun jo heldigvis gør de fleste dage omkring kl. 19. Alligevel er det jo så prisværdigt, når vi tilfældigvis er inviteret ud til to julefrokoster på én og samme aften, at svigerforældrene kaster sig ud i bilen og kører 100km, samt sidder og holder stuevagt den halve nat, så vi kan komme ud og slå til Søren. Svigerfar tilbød sågar at hente os i øst og vest, så vi kunne lade bilen stå. Men da jeg mærkede efter indeni, så var det jeg egentlig havde lyst til, en aften med gode venner og så hjem i ordentlig tid, minus julebrandert. Ja, kald bare Karen Kedelig. Da klokken nærmede sig midnat, min kæbe gjorde ondt i forsøget på at holde gab tilbage, mine bukser strammede og min raflearm var blevet øm, så trak min egen seng åhh så meget i mig. Inden jeg kørte, skrev jeg lige en sms til Daniel om at jeg satte kursen mod Vesterbro. Til min store overraskelse, skrev han at han gerne ville samles op på vejen. Så måske er vi bare familien Kedelig nu. Under alle omstændigheder, er vi en familie der står op et sted mellem kl. 05 og 06 hver eneste morgen, også på morgner hvor vi har været til julefrokost aftenen inden. Efter fem timers søvn, da Agnes synes at nu måtte dagen godt begynde, var ingen af os udhvilede. Så set i det lys, var det nok meget godt, at vi ikke var kommet væltende hjem kl. 4 med nissehuen siddende på skrå. Agnes har heldigvis gjort nemt at være trætte forældre i dag, og været i et mægtigt humør. Men noget var alligevel anderledes. Vores ikke særligt sutteglade pige, ville pludselig gerne have sutten i munden i lange perioder af dagen. Derudover synes hun det var sjovt at gå rundt med hue på, hvilket også er højest usædvanligt. Vores lille pige, der ellers normalt har appetit som en sømand, ville ikke rigtigt spise og inden vi fik set os om, gik det op for os at Agnes nu var ramt af den maveomgang, som vi har haft skiftevis on/off i ugevis. Jeg har snart tabt fem kilo på denne ufrivillige kur, og selvom det måske lyder som mange kvinders drøm, så kan jeg helt ærligt sige, at det er en ret ufed måde at tabe sig på.

Weekenden har vel været lidt bittersød, og nu skal jeg seng. Næste uge byder på noget meget nyt og spændende. Godnat!

De sidste par måneder har vi haft nogle ret store udbetalinger til bl.a. flybilletter og et nyt spisebord, sammenholdt med hvad vi jo alle sammen ved, at næste måned er en ret udgiftsrig én af slagsen, har vi besluttet at leve en smule mere skrabet end vi plejer, her i november – ja, så voksne er vi sgu blevet… Vi har administreret vores daglige indkøb og lavet mad til flere dage ad gangen, og det har jo sådan set ikke været så slemt. Faktisk har det været meget tidbesparende, kun at skulle tænke på aftensmad hver anden dag, og ja egentlig er jeg stor fan af restemad, og synes ofte maden smager bedre dagen efter. Så vi lever jo stadig ret hæderligt, det ved jeg. Alligevel synes jeg det er så hårdt at ligge bånd på mig selv, når det kommer til alle de småbeløb, jeg godt ved er frås, men som forsøder min tilværelse, åh så meget. F.eks. er det snart to uger siden jeg har drukket en latté, der altså ikke er brygget i mit eget køkken. For nogle lyder det jo helt åndsvagt, men for en bachelorskrivende mor til en etårig, har kaffe restriktioner direkte indflydelse på livskvalitet og ikke mindst arbejdsindsats. Desuden må I sgu også lige give mig ret i, at det netop nu er det mest ubarmhjertigt tidspunkt, at lave forbrugsstop. Det går jo helt amok med reklamer alle vegne, og jeg har så meget lyst til at købe små sløjfer til Agnes’ ikke eksisterende pandehår, lækkert vamset uldtøj hun kan tulle rundt i, og ikke mindst noget fint tøj jeg kan putte hende i, til alle de kommende arrangementer hun skal slæbes rundt til. Jeg har selv forelsket mig i en kjole med dyb udskæring i ryggen, et par sorte bukser og et mørkeblåt tørklæde. Derudover har jeg bare lyst til at forkæle mig selv hele tiden med lækker mad og kage, og det er jo lidt som om, at man bare må have den slags at hygge sig med i dette grå november helvede. Okay, jeg har mega meget forbrugsabstinenser i disse dage. Jeg har også lige modtaget en mail om at Magasin har 20% på alt i mad, vin og bolig i aften, og jeg synes jo nok at jeg trænger til noget lækkert julenips…
Jeg ved dog at det nok skal gå, for om 16 dage rejser Daniel, Agnes, min mor og jeg til London og julehygger i fire dage, og det glæder jeg mig helt barnligt meget til. Desuden har mine bedsteforældre vundet en and, så den 24. december er også reddet. Men hvis I ser mig med et deprimeret udtryk og ekstra trætte hænge øjne, så ved i nu hvorfor.