Et spørgsmål om arv og miljø

Noget om perspektiver og den skarpe tone på nettet

 

I går blev mit blogindlæg om at blive forældre til et barn med ”fejl”, bragt som en artikel på voresborn.dk (læs artiklen her: http://voresborn.dk/baby-0-1/kost-og-sundhed/9489-mor-blog-at-blive-foraeldre-til-et-barn-med-fejl). Jeg vidste nok godt, at overskriften på artiklen ville kunne provokere nogle, men alligevel må jeg sige, at mange af de kommentarer der er blevet skrevet på Vores Børns facebook side (de kan læses her: https://www.facebook.com/VoresBorn), er kommet fuldstændigt bag på mig. Først og fremmest vil jeg skynde mig at takke for de søde kommentarer, der heldigvis har været flest af. Jeg bliver så glad og ikke mindst bekræftet i det var det rigtige valg, at fortælle åbent om hvordan vores oplevelse med at blive forældre til et barn med en kosmetisk fejl, når jeg kan læse at andre kan relatere til de tanker og følelser vi gik igennem. Mange har delt billeder af deres børn, der er født med større eller mindre ”fejl”, eller fortalt om egne oplevelser – det synes jeg er fantastisk. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere på de negative ting der er skrevet, fordi jeg synes at artiklen sagtens kan bære at stå alene, og at dens indhold ikke skal forsvares. Men så alligevel, når artiklen er blevet så mistolket af nogle og man angriber min person, så stikker det sgu i mit moderhjerte.

 

Lad mig først lige få noget på det rene. En kosmetisk fejl, er en lægelig betegnelse, og altså ikke noget jeg selv har fundet på at kalde det. Jeg går ikke rundt til hverdag og siger at Agnes har en fejl, og jeg ved godt at det ville have klinget bedre i manges ører, hvis jeg i stedet havde valgt at kalde det en “særhed” eller et “kendetegn” i blogindlægget, men det ændrer dog ikke på, at det ER en kosmetisk fejl. Jeg vil også gerne understrege, at min historie er en fortælling om den oplevelse og de følelser Daniel og jeg gik igennem, i det øjeblik vi fandt ud af at Agnes var født med en dut på øret, og de er jo vores og måske ville andre have følt anderledes, men man kan ikke tillade sig at sige at vores reaktion var forkert. Jeg har aldrig påstået at Agnes’ kosmetiske fejl er stor, og jeg er udmærket klar over hvor harmløs den er. Det synes jeg nu også jeg beskriver i blogindlægget. Den fylder lige præcis ingen ting i vores hverdag! Derfor bliver jeg rigtig ked af det, når folk trækker historien ud af proportioner. Nogle skriver at jeg skal opveje Agnes’ lille bitte dut med børn, der er født med alvorlige misdannelser og kroniske sygdomme. Nej, det skal jeg lige præcis ikke, for det kan jeg ikke. Man kan SLET ikke trække perspektiver mellem de ting og vores historie, og det ville være meget forkert at forsøge.

 

Jeg bliver sgu lidt målløs, når jeg engang i mellem læser hvad folk tillader sig at skrive på nettet. For mig er det første gang jeg oplever den slags, og jeg bliver altså nødt til lige at runde af med at komme med en opfordring til at holde den gode tone.

 

God aften til jer alle!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et spørgsmål om arv og miljø