“Hov, der var noget du glemte”

Når man tillader sig at stikke næsen frem, så må man også forvente at få kritik og blive konfronteret med holdninger, der er anderledes end ens egen. Jeg elsker virkelig når folk kommentere og i det hele taget, tager stilling til det jeg skriver. I går modtog jeg en meget fin og velformuleret kritik af mit tidligere indlæg ”Så lav dog nogle børn”. Jeg har fået lov til at citere fra det, og det ligger mig meget på sinde at fortælle mine tanker om netop det.

”Meeen så læste jeg dit indlæg om at lave flere børn, som jeg tit synes man får gentaget både i pressen og på nært hold i sin dagligdag (tro mig, min egen mor kunne ikke være mere enig;) og nu er jeg nødt til at sige noget til det. Jeg har ikke børn eller kæreste pt. Alle de mennesker der muligvis er i forhold og venter med at få børn kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om, men når jeg læser alt om bare at skynde sig at lave børn kan jeg ikke lade være med at blive lidt opgivende – med et smil. Måske findes de veninder ikke i din omgangskreds, så lad mig forklare: Vi vil jo nemlig allesammen gerne kende en potentiel far til vores børn bare en smuuuule tid forinden vi skal være forældre, så kender vi ham ikke eller har måske kun lige mødt ham, så er det altså ikke pga karriere og økonomi at vi ikke får børn. Jeg har vist også læst at dig og Daniel kendte hinanden 4-5 år før I fik børn? Du var så heldig at møde ham mens du var “ung” nok! Tænk hvis I i stedet havde slået op ca omkring hvor du blev gravid- så havde du nok heller ikke været mor i dag. Og den “type” har jeg MASSER af i min omgangskreds. Man/jeg/vi har simpelthen ikke pt kendt nogen “længe nok” til at vi kunne forestille os at have børn med dem (og det er en helt anden, garanteret også reel nok, problematik, men det er ikke den du virker til at anfægte!) – og det er ikke eksterne forhold der afgør det. Hvis dit blog-indlæg KUN var rettet mod alle dem i forhold du muligvis kender eller forestiller dig ikke får børn nu pga de faktorer, så er denne besked HELT gal og jeg undskylder mange gange! 🙂 Men jeg kan ikke lade være med nu at tænke du er en af dem der har glemt at der rent faktisk findes singler (både u- og frivilligt) som ja er 24-25-26 år og derfor sandsynligvis ikke får børn i 2015 – uanset hvor stor en gave de garanteret er.:) Selvfølgelig er din blog et udtryk for hvor du er i DIT liv og kan ikke være så politisk korrekt at du tager alle forbehold, men lige her ville jeg bare gerne gøre opmærksom på noget du MÅSKE har glemt – eller også ved du det selvfølgelig og så undskylder jeg altså virkelig.”

Da jeg læste ovenstående, sad jeg og blev en lille smule træt af mig selv. Min blog er jo, som alt andet i denne fantastiske virtuelle verden, et opstillet og romantiseret billede af et liv og en hverdag. Jeg synes ikke jeg prøver at fremstille mig selv som værende perfekt, men samtidig så kommer jeg heller aldrig til at være én, der sætter mig ned og skriver et langt indlæg efter Daniel og jeg har skændtes, eller Agnes bare har været ’pain in the ass’ hele aftenen. Det er bare ikke min stil. Det kan være helt utrolig befriende at læse om mødre, der tør sige at deres barn er en lort, at deres mænd er svin og deres job er røvsygt, det føles bare så meget rare at skrive om alt det andet. Derfor har jeg alligevel i dag lyst til at fortælle, at hvis jeg engang i mellem får det til at lyde som om, at jeg har fundet opskriften på det lykkelige liv, så er det langt fra sådan jeg selv føler det. Jeg har også brug for lige at understege, at overskriften på mit seneste indlæg ”Så lav dog nogle børn”, i den grad var skrevet med ironi, provokation og et glimt i øjet. For vi ved jo alle, at det at få børn, er en kæmpe livsbegivenhed, som selvfølgelig ikke er noget man ”bare” laver.

Daniel og jeg mødte hinanden, da jeg var 19 og han var 27, og dengang var børn slet ikke et emne. Hverken forholdet eller vores egen identitet, havde magtet det, på det tidspunkt. Vores nærmeste vil vide, at vores forhold har været stormfuldt i perioder, og præget af både usikkerhed og brud, og som læseren også gør opmærksom på, så kunne vores skæbne sagtens være endt anderledes – og ja, så havde jeg nok næppe haft et barn i dag. Livet er jo så uforudsigeligt, og selvom vi har hinanden nu, så er fremtiden ukendt for os alle. Alligevel kan jeg sidde her og blive helt sentimental når jeg tænker over, hvor fantastisk det er at dele den forelskelse og kærligheden til det liv man har skabt, sammen med én. Det giver en sammenhørighed, der svær at beskrive med ord. Jeg kan se nu, at jeg helt mangler den vinkel i mit tidligere indlægget. Mit fokus var, at forsøge at skubbe lidt til den opfattelse jeg selv er vokset op med – at børn er noget man får, når man har færdiggjort sin uddannelse, fået et fast job, erhvervet sig en stationcar og har en fed opsparing på bankkontoen. Jeg ville gerne fortælle at mindre også kan gøre det, og selvom jeg er studerende og vores økonomi naturligvis er påvirket heraf, så synes jeg faktisk det er en ret nobel tilværelse vi har bragt Agnes til verden til. Men jeg er klar over, at det ikke er det eneste der i spil, og i langt de fleste tilfælde, er det tilfældigheden i hvornår vi møder den vi har lyst til at stifte familie med, der afgør tidspunktet vi får vores børn.

Et par i min tætteste omgangskreds har taget et aktivt valgt om, at de ikke ønsker at få børn, og for dem er det sikkert noget trættende at læse et indlæg som mit, og generelt høre den evige sang om at der fødes for få børn i Danmark. Jeg har også været pårørende, hvis man kalder det, det, til et par der var ufrivilligt barnløse i mange år og jeg har sågar en bekendt der har fået et doner barn. Vores liv former sig så forskelligt og uvist, og jeg beklager VIRKELIG hvis jeg var unuanceret eller ufølsom i mit seneste indlæg!

Jeg vil gerne slutte af med at komme med et ønske om, at I bliver ved med kommentere, rette kritik og stille spørgsmål til det jeg skriver. Det motivere mig og gør mig så glad.

God weekend til jer alle.