Dagen, der for andre måske ligner en regnvåd mandag morgen, med en temperatur der kun akkurat har sneget sig op på 15 grader her i slutningen af juni måned, ligner for mig noget nær den dejligste dag længe. Barnet er afleveret glad og velfornøjet i vuggeren, mit hjem er ved at blive rengjort (af en anden), mens jeg drikker en cortado og hygge-blogger fra morgenstunden. First world agtigt liv, ja ja, men jeg har fandeme fortjent det!

De seneste seks måneder har været vandvittige på mange måder. Først og fremmest er jeg blevet gravid, så livsomvæltende som det jo er i sig selv. Derudover har jeg haft travlt med studie, min kæreste har åbnet ny butik, samtidig med han har været i gang med og i øjeblikket er ved at færdiggøre sin MBA uddannelse, Agnes har fået sine sidste kindtænder, kun sovet igennem når månen og planeterne har stået helt rigtigt, og i det hele taget har hun fundet sin egen stemme og dagligt øvet og afprøvet nye divaskills. På den anden side, så er det her halve år nok også det hurtigst afviklede i mit liv. Jeg har ligesom kun kunne overskue at se frem til næste dag, næste gang jeg kunne sove, næste måltid osv. I fredags afleverede jeg så min sidste opgave inden sommerferie efterfulgt af barsel, og selvom jeg egentlig først om nogle uger ved om den er bestået eller ej, så tør jeg godt trække vejret og min fornemmelse er heldigvis ret god. Jeg sagde til mig selv, at nu skulle jeg fyre den af en aller sidste gang, inden jeg i over et år kan nøjes med at bekymre mig om konsistensen på babys afføring og hvor meget mødregruppe og babyrytmik jeg magter. Det betød at jeg burede mig inde i køkkenet med min computer, noter og en stak bøger, uden at sove eller rigtigt spise noget i et helt døgn. Det var fandeme sindssygt gjort! Jeg er jo efterhånden gravid i sjette måned og siden har jeg nærmest haft det som om jeg havde tømmermænd. Efter jeg havde afleveret min opgave kunne jeg nemlig ikke rigtig sove, og jeg endte med ligesom bare at springe den nat over, og det er først her tre nætter senere, jeg er ved at være oven på igen. Så nu er tiden inde at passe lidt på mig selv og drage lidt omsorg for den krop, der lige om lidt skal på hårdt arbejde – igen.

Egentlig går graviditeten så fint. Jeg føler jeg var lidt hårdere ramt af træthed og kvalme i starten af denne graviditet, end jeg var med Agnes, men til gengæld er jeg meget mindre påvirket nu, end på samme tidspunkt sidst. Jeg kan stadig komme ubesværet op og ned fra gulvet når Agnes vil lege, jeg kan bære hende de mange gange dagligt det er nødvendigt, uden at stønne eller beklage mig, og jeg kravler sgu stadig med op i klatrestativerne og rutcher ned ad rutchebanen. I dag har jeg cyklet ti kilometer frem og tilbage fra Østerbro, for at hente den fineste auberginefarvede strækvikle, som baby og jeg skal gå efteråret i møde i. Men den tur var altså noget længere end jeg cykler normalt, og da jeg hoppede af den tohjulede hjemme på Vesterbro igen, fik jeg den største (og første) plukve, der tog pusten fuldstændig fra mig. Ej, motion har jeg sgu også helt forsømt den seneste tid, så det må der lige strammes op på de næste par måneder. Jeg satser på at genopdage min glæde for svømning, helst flere gange i løbet af ugen. Jeg tror egentlig min vægtstigning ender nogenlunde samme sted som i sidste graviditet, med et plus på 12-13kg. Alligevel skal jeg hele tiden høre for, at min mave ser meget større ud end sidst. Jamen tak for det, tror jeg nok. Jeg tog lidt rigeligt på i den måned jeg lå med dårlig fod, fordi jeg jo var fuldstændig inaktiv og nok også trøstespiste lidt som kompensation, til gengæld har jeg ikke taget på overhovedet den seneste måned. Jeg synes det var en overskuelig vægtøgning jeg havde i første graviditet. De første otte kilo forsvandt ud sammen med Agnes, fostervand, moderkage osv. og de sidste fem kilo raslede af, og endda mere til, i løbet af få måneder mens jeg seriøst sad på min flade, drak sødmælks latté og ammede mit barn. Jeg krydser fingre for at det går lige så nemt denne gang, for hvis der er noget jeg ikke kan forene i mit hoved, så er det livet som nybagt mor og et slankeprojekt side om side! Det kræver sgu kalorier at amme og når man er i massivt søvnunderskud, så skal der altså andet end en skål salat til at holde en oprejst.

Som man måske fornemmer, så vil jeg virkelig udnytte og nyde den kommende tid, hvor jeg har god tid til at gøre en masse af de ting jeg synes er dejlige. Jeg ved at de næste år, hvor jeg skal være en skide god mor til hele to små børn, ikke efterlader meget tid til mig selv. Så jeg puster lige ud og lader op – så meget som hverdagen med et barn på knapt to år nu tillader. Jeg har også tid til at forberede mig på den lille nyes indmarch i vores familie, både på et praktisk og psykisk plan. Hvad disse forberedelser nærmere bestemt går ud på, vil jeg uddybe i et andet indlæg.

Jeg håber I andre også får en skøn dag!

I torsdags var jeg nede og brevstemme. Jeg skal nemlig til eksamen d. 18. juni, og jeg kan allerede forudse at jeg nok ikke finder tid til det på valgdagen – men stemmes, det skal der sgu! I virkeligheden kunne jeg vel godt have brugt et par dage mere, til at sætte mig bedre ind i diverse partiers valgprogram, og midt i eksamensræset i disse dage, skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har fulgt særligt godt med i valgkampen. Det er lidt som om, at når skoledagen er slut og barnet er puttet, så tuner jeg altså hellere ind på et program om boligindretning end om boligskat. Men nogle gange skal man sgu også bare fastholde sin første indskydelse og stole på den, og det gjorde jeg så da jeg stod i stemmeboksen. Politik har altid interesseret mig og jeg kunne aldrig drømme om ikke at få stemt. Jeg er ikke selv aktiv i politik i øjeblikket, men det var jeg faktisk engang, om end for et parti, jeg kun har stemt på én eneste gang.

Ja, den er sgu god nok, tilbage i gymnasietiden var jeg en af de første der meldte mig ind i det parti, der den gang hed Ny Alliance med Nasar Khadar som formand. Jeg var faktisk så engageret, at jeg sammen med en håndfuld andre unge mennesker var inviteret til møde på Christiansborg, og var med til at opstarte partiets ungdomsorganisation. Desuden cyklede jeg byen tyndt med Gitte Seebergs valgplakater på bagagebæreret og på valgnatten drak jeg mig fuld sammen med Malou Aamund (af alle), der dengang var opstillet som kandidat. Ej okay, det var en skide skæg periode og helt unikt, at få lov til at være med i et partis spæde start. Mit kærlighedsforhold til partiet var dog kortvarigt og da de ikke gik imod DF og den borgerlige regerings aftale på asylområdet, der for mig var en af de vigtigste mærkesager, så slog jeg op og smækkede med døren.

Jeg kan afsløre at når man er 17 år og går i gymnasiet på indre Nørrebro, så er det altså ikke skide populært at stemme på et parti, der støtter op om en højreorienteret regering. De fleste af mine venner befandt sig stik modsat, på den yderste vestrefløj. Heldigvis var rummeligheden stor nok til at Køge-pigen kunne få lov til at være anderledes, og det befandt jeg mig også fint med.

Ved de seneste valg har jeg sat mit kryds på Det Radikale Venstre, denne gang inklusiv. Jeg stemmer ALTID personligt, denne gang på Ida Auken, der efter min mening er pisse dygtig og altid får sagt alt det, som jeg lige selv skulle til at sige 😉 Hvad denne ændring helt præcis skyldes, har jeg svært ved at sætte ord på, men det er jo klart at når man selv bliver forældre, boligejer osv., så rykkes der sgu helt rundt på ens fundament. Det der betyder mest for mig, er at alle børn skal have lige muligheder og at vi skal passe meget bedre på vores fantastiske natur.

Jeg har nok aldrig helt forstået, hvorfor det skal være en hemmelighed hvor man sætter sit kryds? Jeg ved godt at mange ikke er enige med mig, men det er jo det smukke ved vores demokrati.

God valgdag til jer alle på næste torsdag.

Det er jo efterhånden gået op for mig, at det der med at være gravid igen, jo også indbefatter at jeg på et eller andet tidspunkt midt i september, skal gennemleve endnu en fødsel. Jeg har flere gange fortalt, at det med at føde var en rimelig traumatisk oplevelse for mig, selvom jeg godt ved at mange kvinder, der har haft komplicerede fødsler, sikkert ville betragte min første fødsel som en drømmefødsel. Men det er jo en subjektiv oplevelse, og selvom jeg egentlig altid synes jeg har været god til at håndtere smerte, så oplevede jeg fødselssmerten som en bølge af angst, utryghed og det totale kontroltab. Sidenhen har en jordemor kaldt min fødsel for en ”idealfødsel”, da den forløb relativt hurtigt, uden medicinsk indblanding og uden vandafgang, hvilket ifølge hende skulle være den mest skånsomme måde (for barnet vel og mærket) at komme til verden på. Sidst nævnte leder mig hen til at fortælle om mit første besøg hos jordemoderen for et par måneder siden, som jeg allerede nu kan afsløre var en rigtig positiv oplevelse, der i den grad har sat gang i en helt ny tankeproces.

Samtalen startede ud helt forvirrende, med at hun sad med hele tre forskellige vandrejournaler med fornavnet ”Sabine” på, og ikke vidste hvem af dem der var mig – jeg var så ingen af dem og mine papirer var åbenbart forsvundet i systemet. Hun vidste derfor intet om mig på forhånd og vi måtte ligesom starte fra scratch. Vi snakkede naturligvis lidt om graviditetens forløb indtil videre, men der var nu egentlig ikke så meget at fortælle, og hun var også mere interesseret i at høre om min første fødsel og mine tanker om den forestående. Selvom det jo snart er to år siden jeg pressede Agnes ud at mit aller dyrebareste, og jeg på mange måder føler at fødslen er en menneskealder siden, så kunne jeg alligevel mærke, at bare det at fortælle om det igen gav en kæmpe knude i maven. Jeg føler altid at jeg skal starte med at sige, at fødslen var helt uden komplikationer og at både Agnes og jeg var sunde og raske under hele forløbet, men at jeg også må nævne, at jeg synes det var en meget grænseoverskridende oplevelse. Jeg fortæller hende, at jeg helt klart vil have en epidural denne gang, for nu havde jeg sgu prøvet det der ”naturlig fødsel”, og det var fandeme ikke så fantastisk som folk havde gjort det til. Men inden jeg når ret langt i min fødselsberetning, sagde hun helt afklaret i stemmen ”det tror jeg ikke på du når” og forklarede, at med den korte tid jeg havde været i aktiv fødsel (4-5 timer), kombineret med at anden gangs fødsler ofte går endnu hurtigere, så ville jeg slet ikke nå at få gavn af den. Hun mener at det jeg manglede under fødslen og vil have bedst gavn af denne gang, er en til at hjælpe og guide mig med at håndtere smerten. Og det ved jeg hun har ret i. For jeg fødte på en aften hvor der var meget travlt på fødegangen og hvor en kompliceret fødsel fandt sted nøjagtigt samtidig med min. Det betød, at vi stort set var alene på stuen under hele fødslen og selv måtte rende ud og hente jordemoderen hvis vi havde spørgsmål eller brug for hjælp til noget. Det var meget distraherende og gav rigtig meget uro, hvilket nok også gjorde, at jeg slet ikke fattede hvad det var der skete og hvorfor helvede det gjorde så ondt, da jeg var i den sidste del af udvidelsesfasen og begyndte at få presseveer. Ingen havde ligesom fortalt mig at nu var jeg ved at føde og jeg var sikker på at noget var helt galt – hvad fanden vidste jeg, jeg havde jo aldrig prøvet noget sammenligneligt før. Jordemoderen spørg mig så, om jeg har overvejet en hjemmefødsel denne gang, hvortil jeg må svare helt tydeligt nej. Det havde jeg ligesom bare aldrig rigtig tænkt over, ingen jeg kender har født hjemme, hverken i vennekredsen eller i familien, og så ville jeg jo som nævnt gerne have muligheden for smertelindring denne gang, og det kan man kun få på et hospital. Alligevel sender hun mig ud af døren med en masse foldere og hjemmesideadresser om hjemmefødsler og siger at hun synes jeg skal overveje det.

Jeg når faktisk ikke ret langt ned af Vesterbrogade før jeg begynder at tænke, at det da nok slet ikke var så dum en ide. For hvis jeg alligevel ikke kan nå at få smertelindring på hospitalet og af bitter erfaring ved, at det der med at have en jordemoder hos sig under fødslen, altså ikke er en selvfølge, så vil det måske være bedre bare at blive hjemme, hvor der er helt ro og hvor den jordemoder der kommer ud bliver hos én fra fødslens start til slut.

Sidenhen har jeg undersøgt, læst og hørt en masse, for sådan én er jeg, én der ikke træffer nogle beslutninger før al information er gennemgået minutiøst og alle overvejelser nøje afmålt. Og jeg må sige, at jeg er mere og mere hooked på ideen. Men Daniel har jo også noget at skulle have sagt i sådan en sag, selvom selve fødslen må siges at være en solopræstation, så er jeg ikke den eneste der bliver forældre den dag. Han startede med at stejle fuldstændigt og synes i bund og grund at det var noget hippiefis. Jeg har dog forsøgt at bløde ham lidt op og vendt tilbage til det igen og igen, fortalt det ifølge statistikken ikke er spor mere farligt og i tordags fik jeg sågar lokket ham med til en hjemmefødseslscafé på Hvidovre Hospital. Det var helt tydeligt, at vi havde brug for at få stillet en masse spørgsmål og selvom rummet var helt fyldt op med kommende forældre, så var det Daniel og jeg der tog al taletiden. Vi havde hånden op fra vi kom til mødet var slut, åh gud ja sådan er vi. Daniels spørgsmål gik mest på sikkerheden bag og han var meget sød til at spørge om noget, jeg faktisk slet ikke selv havde skænket en tanke ”hvad nu hvis moren oplever kraftig blødning eller andet?”.  Mine spørgsmål var mere fjollede, som f.eks. ”skal man selv skaffe sig af med moderkagen og hvis man føder i kar, skal man så op og føde moderkagen på land?”. Men jeg føler vi kom det lidt nærmere trods alt, også selvom der blev snakket om balsamering af moderkagen og om nogle der havde haft et gospelkor med under fødslen, som vi nok ikke helt kan relatere til, så lød det meste virkelig fint.

Vi arbejder os nu hen imod en hjemmefødsel, men har absolut ikke låst os fast, for vi vil nemlig helt frem til lille babys fødselsdag, have lov til at ombestemme os – begge to.