Post eksamens eufori og min gravide krop

Dagen, der for andre måske ligner en regnvåd mandag morgen, med en temperatur der kun akkurat har sneget sig op på 15 grader her i slutningen af juni måned, ligner for mig noget nær den dejligste dag længe. Barnet er afleveret glad og velfornøjet i vuggeren, mit hjem er ved at blive rengjort (af en anden), mens jeg drikker en cortado og hygge-blogger fra morgenstunden. First world agtigt liv, ja ja, men jeg har fandeme fortjent det!

De seneste seks måneder har været vandvittige på mange måder. Først og fremmest er jeg blevet gravid, så livsomvæltende som det jo er i sig selv. Derudover har jeg haft travlt med studie, min kæreste har åbnet ny butik, samtidig med han har været i gang med og i øjeblikket er ved at færdiggøre sin MBA uddannelse, Agnes har fået sine sidste kindtænder, kun sovet igennem når månen og planeterne har stået helt rigtigt, og i det hele taget har hun fundet sin egen stemme og dagligt øvet og afprøvet nye divaskills. På den anden side, så er det her halve år nok også det hurtigst afviklede i mit liv. Jeg har ligesom kun kunne overskue at se frem til næste dag, næste gang jeg kunne sove, næste måltid osv. I fredags afleverede jeg så min sidste opgave inden sommerferie efterfulgt af barsel, og selvom jeg egentlig først om nogle uger ved om den er bestået eller ej, så tør jeg godt trække vejret og min fornemmelse er heldigvis ret god. Jeg sagde til mig selv, at nu skulle jeg fyre den af en aller sidste gang, inden jeg i over et år kan nøjes med at bekymre mig om konsistensen på babys afføring og hvor meget mødregruppe og babyrytmik jeg magter. Det betød at jeg burede mig inde i køkkenet med min computer, noter og en stak bøger, uden at sove eller rigtigt spise noget i et helt døgn. Det var fandeme sindssygt gjort! Jeg er jo efterhånden gravid i sjette måned og siden har jeg nærmest haft det som om jeg havde tømmermænd. Efter jeg havde afleveret min opgave kunne jeg nemlig ikke rigtig sove, og jeg endte med ligesom bare at springe den nat over, og det er først her tre nætter senere, jeg er ved at være oven på igen. Så nu er tiden inde at passe lidt på mig selv og drage lidt omsorg for den krop, der lige om lidt skal på hårdt arbejde – igen.

Egentlig går graviditeten så fint. Jeg føler jeg var lidt hårdere ramt af træthed og kvalme i starten af denne graviditet, end jeg var med Agnes, men til gengæld er jeg meget mindre påvirket nu, end på samme tidspunkt sidst. Jeg kan stadig komme ubesværet op og ned fra gulvet når Agnes vil lege, jeg kan bære hende de mange gange dagligt det er nødvendigt, uden at stønne eller beklage mig, og jeg kravler sgu stadig med op i klatrestativerne og rutcher ned ad rutchebanen. I dag har jeg cyklet ti kilometer frem og tilbage fra Østerbro, for at hente den fineste auberginefarvede strækvikle, som baby og jeg skal gå efteråret i møde i. Men den tur var altså noget længere end jeg cykler normalt, og da jeg hoppede af den tohjulede hjemme på Vesterbro igen, fik jeg den største (og første) plukve, der tog pusten fuldstændig fra mig. Ej, motion har jeg sgu også helt forsømt den seneste tid, så det må der lige strammes op på de næste par måneder. Jeg satser på at genopdage min glæde for svømning, helst flere gange i løbet af ugen. Jeg tror egentlig min vægtstigning ender nogenlunde samme sted som i sidste graviditet, med et plus på 12-13kg. Alligevel skal jeg hele tiden høre for, at min mave ser meget større ud end sidst. Jamen tak for det, tror jeg nok. Jeg tog lidt rigeligt på i den måned jeg lå med dårlig fod, fordi jeg jo var fuldstændig inaktiv og nok også trøstespiste lidt som kompensation, til gengæld har jeg ikke taget på overhovedet den seneste måned. Jeg synes det var en overskuelig vægtøgning jeg havde i første graviditet. De første otte kilo forsvandt ud sammen med Agnes, fostervand, moderkage osv. og de sidste fem kilo raslede af, og endda mere til, i løbet af få måneder mens jeg seriøst sad på min flade, drak sødmælks latté og ammede mit barn. Jeg krydser fingre for at det går lige så nemt denne gang, for hvis der er noget jeg ikke kan forene i mit hoved, så er det livet som nybagt mor og et slankeprojekt side om side! Det kræver sgu kalorier at amme og når man er i massivt søvnunderskud, så skal der altså andet end en skål salat til at holde en oprejst.

Som man måske fornemmer, så vil jeg virkelig udnytte og nyde den kommende tid, hvor jeg har god tid til at gøre en masse af de ting jeg synes er dejlige. Jeg ved at de næste år, hvor jeg skal være en skide god mor til hele to små børn, ikke efterlader meget tid til mig selv. Så jeg puster lige ud og lader op – så meget som hverdagen med et barn på knapt to år nu tillader. Jeg har også tid til at forberede mig på den lille nyes indmarch i vores familie, både på et praktisk og psykisk plan. Hvad disse forberedelser nærmere bestemt går ud på, vil jeg uddybe i et andet indlæg.

Jeg håber I andre også får en skøn dag!