Den lille forskel …på mor og far

Det er jo egentlig ikke kønsbestemt, og jeg kunne sikkert komme frygtelig galt afsted hvis jeg kastede mig ud i at sige noget generelt om forskelligheder på forældre, så for at undgå at nogen føler træng til et feministiske oprør, må jeg hellere holde bolden på egen banehalvdel. Vi lever i et ret traditionelt kønsopdelt parforhold Daniel og jeg, ikke fordi vi har taget en beslutning om at det er sådan vi gerne vil leve, men fordi det er sådan kabalen går op på nuværende tidspunkt. Daniel arbejder og bidrager med den største bid af lagkagen til økonomien i husholdningen, og jeg studere, henter og bringer datteren, handler ind og laver mad. Selvom jeg engang imellem får en lille smule kvalme når jeg fiser ned og henter A med cykelkurven fuld af toiletpapir og ostehaps, så må jeg jo huske på at vi selv har ønsket det sådan. Så arbejdsfordelingen i det lille hjem er altså også styret af ydre faktorer, og det fortjener at blive nævnt.
1. Forberedelsen på babys ankomst
I det sekund jeg fandt ud af jeg var gravid, var det eneste mine tanker kredsede omkring, det lille barn der voksede i min mave. Og jeg ved det var for meget – altså ikke for mig og min omgangskreds, hvor jeg gjorde mig umage for ikke at være alt for irriterende, men for Daniel der lagde øre til babysnak 24/7. Jeg for ud og fandt en masse bøger om graviditet, fødsel og pleje af en baby. Jeg ville være så forberedt som overhovedet muligt, samt følge barnets udvikling inde i maven helt ned i mindste detalje. Nogle gange lod jeg bøgerne være fremme, i håb at Daniel selv ville udvikle en nysgerrighed og læse lidt i dem, men det skete altså ikke. Jo jo, han prøvede da at virke interesseret når jeg hver eneste uge læste højt, at nu kunne barnet altså høre og havde fået hår og negle, men det var jo nok mest for at undgå et hormonelt raserianfald, hvis han ikke gjorde. Egentlig tror jeg også at berøring af maven, skete mest på mit initiativ. Set objektivt, er det jo helt klassisk. Faderen mærker ikke livet der vokser inde i sin egen krop og ni måneder er laaang tid at gå og sige ”ej, nu kommer den lige om lidt”. Men come on..!
2. Leg
Jeg kvæles jo klicheer, når jeg skal forsøge at sætte ord på de små og store forskelligheder, der er i det her makkerskab. Men mht. leg og tumling med det lille barn, er det bare SÅ godt, at der er lidt fra begge verdner i Agnes’ liv. Jeg er jo simpelthen så pylret nogen gange, at Agnes selv må skubbe mine beskyttende hænder væk, så hun kan løbe ubesværet op og ned ad bakkerne. Samtidig har situationer hvor Daniel har ment at en tre måneder gammel baby sagtens kan svinges i det ene ben, været på grænsen til direkte farlige. Agnes er ret vild og elsker når lege der involvere frit fald og rutchebaneture med hovedet først, så mens jeg stadig våger over at hun ikke kommer til skade, har Daniel sørget for at A ikke har taget permanent skade af sin über forsigtige mor.
3. Praktiske opgaver med en baby
Hvis jeg indledningsvis fik det til at lyde som om, at Daniel aldrig har skiftet en lorteble eller hentet sin datter i vuggestuen, så må jeg selvfølgelig skynde mig at sige, at Daniel er en utrolig nærværende og engageret far. Hans lange arbejdsdage betyder ofte, at han har ganske få timer med Agnes i hverdagen, og ja denne tid er kostbar og udfyldes hellere af leg på gulvet, en tur på legepladsen, eller en vild svingetur. Når det er sagt, så er det også hundrede procent selvforskyldt, at jeg tager mig af meget af den daglige pleje som f.eks. at give vitaminer, at klippe negle, at fjerne ørevoks, putte Agnes i bad, smører numsen hvis den er rød osv. Da Agnes kom til verden udviklede jeg mig bare til et stort mordyr. En løvemor. Det gjaldt selvfølgelig når vi var ude og jeg følte træng til at beskytte hende for det ene og det andet, men hjemme i privaten betød det også at jeg ofte bare gjorde ting uden at involvere Daniel yderligere. Resultatet af det, må jo uundgåeligt være at manden tænker ”nå nå, jamen det har hun jo styr på”.
4. Sygdom
Det er efterhånden old news, at jeg har været syg i sidste uge. Ugen før var det Daniel der var nede med influenza, og sådan er hele livet jo så skide tragikomisk. Og apropos tragikomisk, så er det jo tankevækkende hvordan sygdom rammer en far hårdere end den rammer end en mor. Og den lader vi så bare lige stå alene et øjeblik.

…jeg elsker dig Daniel!