Et bybarn er født – en hyldest til Vesterbro

Da jeg var 17 år flyttede jeg fra barndomshjemmet i Køge til Nørrebro. Her gik jeg i gymnasiet, røg min første joint og fandt engang en død mand. Kontrasten mellem den stille hverdag i provinsen og det meget urbane Nørrebro, var til at få øje på. Årene efter studenterhuen kom jeg vidt omkring – Samsø, Århus, Frederiksberg og flere andre steder, men da jeg pludselig stod uden bolig for et par år siden, så ville skæbnen, at jeg flyttede tilbage til Køge igen. Der er noget helt særligt over det sted man er vokset op, og efter mange år ude, var der også noget dejligt ved at være tilbage i fødebyen.
En kold januar morgen, stod jeg og kiggede på Daniel og derefter på sygeplejersken, og så igen på Daniel og tilbage på sygeplejersken – og det gik op for mig at alt var ved at ændre sig. Inde i mig voksede en lille bønnestage, der en dag skulle komme ud, og hvis liv vi skulle skabe rammerne omkring. Vi vidste at vi med tiden måtte bo i noget større end den toværelses, og at tiden med ubegrænsede lejemål var forbi. Heldigvis forbarmede bankrådgiveren sig over den lille nye familie, og vi kunne begynde at kigge på lejlighed. For første gang nogensinde skulle vi til at eje noget, og så SAMMEN – very scary. Vi vidste at vores vej måtte gå modsat de fleste andre kommende forældre, og vi flyttede fra provinsen tilbage til byen. Vi fandt den fineste og dejligste lejlighed på Vesterbro, og flyttede ind dagen efter jeg havde termin – hvilket jo var fuldstændig vandvittig timing og kraftigt må frarådes. Jeg har et billede i hovedet af mig selv der sidder i en lænstol i midten af den tomme stue, mens folk fare rundt omkring mig med vores ting og flyttekasser, og mig der er så højgravid at jeg bare må tude over hele situationen. Forfærdeligt! Men da vi kom hjem med Agnes fra hospitalet få dage senere, var det hele jo så nyt og spændende, og selvom der også var en hvis stressfaktor ved at flere af vores ting stadig ikke var pakket ud, så var der også noget hyggeligt i at gå der med vores lille nye baby og bygge rede.
Den første tid var det jo nok især mig der nød at være tilbage i byen. Agnes lå mest og sov sin i voksipose, og jeg kunne få dagen til at gå med at traske rundt og kigge på vinduer, købe latté til min barnevogns kopholder og gå i mødregruppe. Men som foråret kom og A blev mere og mere klar til at udforske verden, blev Vesterbro også hendes domæne. Nede forenden af vores vej ligger den største og mest fantastiske lejeplads, kaldet Skydebanen. Vi kalder det Agnes’ andet hjem, da vi kommer der næsten hver dag. Vi startede med stille og rolige ture i babygyngen og at sidde og spise sand i sandkassen. Da det blev sommer kom der vand i et kæmpe stort soppebassin, og efter at have set det lidt an, blev det dagens højdepunkt på de varme sommerdage, at komme ned og blive dyppet – det der for de større børn var et soppebassin, gik nemlig Agnes til over navlen. Og generelt er det jo bare aldrig kedeligt at være barn på Vesterbro, der er børnefamilier overalt og desuden bare liv fra morgen til aften. Meget tid er gået med at følge med i metrobyggeriet, hvis maskiner og larm kan fascinere en etårig mere end man skulle tro. Og selvom parcelhuse i provinsen også har sine kvaliteter – hvis jeg bare skal komme med et par eksempler: vaskemaskine, friparkering og ledige institutionspladser, så vil jeg ikke bytte. Vi får tit spørgsmålet, om hvorvidt vi mærker til misbrugsmiljøet i området. Det gør vi. Når man går en tur på Vesterbro en lørdag formiddag i solskin, er det svært at tro, at ved mørkets frembrud er gaden helt forandret. Mange lejligheder på Vesterbro er helt åndsvagt dyre, og det ses at mange af de der bor her, både har råd til at være helt hipster cool i tøjet og uden tøven betale 200kr for en let frokost. Vores gade er bestemt ikke en af de belastede og der er egentlig meget lidt aktivitet efter mørkets frembrud, men med kun et stenkast til Istedgade, møder vi nogle hvis liv har haft en meget hård skæbne. På vejen til Agnes’ vuggestue går vi lige forbi Mændenes Hjem, hvor der altid er lidt tumult. På gaden står en prostitueret kvinde, der lige skal ae Agnes på kinden og sige ”so cute”. Foran indgangen til vuggestuen står to af de der ”postkasser”, hvor man kan aflevere sin brugte sprøjte. Og hvis man har prøvet at aflevere sit barn før kl. 8, vil man vide, at der fixes på trappetrinnet ved siden af, hver eneste nat. Hver morgen bliver der spulet med sæbevand og fejet med maskine, og urin, bræk og glasgår fjernes fra gaden, med mindre man altså er meget tidligt oppe. Jeg synes dog aldrig det har været et problem, og det er jo unikt hvordan to så vidt forskellige verdener kan færdes og leve i de samme gader. Tanker om, at Agnes en dag skal se eller opleve noget som børn helst bør skånes for, må jo melde sig hos to forældre der selv er opvokset i provinsen, men alene det at disse tanker er tænkt, gør at vi kan slappe af omkring det, og sætte pris på hvor fantastisk det virkelig er at være barn på Vesterbro.