Jeg har indvilliget i noget, for mig vildt, anderledes og grænseoverskridende…
En af mine bekendte kontaktede mig i denne uge, da hun er i gang med et spændende kunstprojekt og i den forbindelse gerne ville tage billeder af en gravid kvinde. Noget i mig havde lyst til bare at skynde mig og sige ja, ikke mindst fordi jeg syntes projektet lød så fint, men så dukkede alle forbeholdende samtidig op og stod ligesom i kø for at fortælle mig hvorfor dette ikke var en god ide.
Jeg er ikke sådan en der dyrker min krop ret meget, hverken under graviditet eller ellers. Måske er det bare en vane, der ligger tilbage fra de mange år jeg kæmpede med overvægt og blev ekspert i at dække mig til og undgå for meget uønsket fokus – det ved jeg faktisk ikke. De seneste år har jeg dog sluttet fred med min krop, der om ikke andet, har været en ret flot udgave af sig selv. Anyhow, går jeg altså stadig aldrig i stramtsiddende tøj eller viser ret meget bar hud frem. Selvværdet kan åbenbart stadig tåle lidt forbedring og generelt har jeg det meget svært med at posere foran et kamera. Jeg tror jeg har tre-fire billeder fra da jeg var gravid med Agnes, som Daniel tog mens vi pakkede flyttekasser ned, få uger før fødslen. Mange tager jo billeder hver eneste uge. Det kan jeg sådanset godt forstå, for det er da syret og fantastisk den forandring ens krop gennemgår under en graviditet, og ja inden man har set sig om er det fordi. Jeg har bare ikke haft den trang.
…Men for fanden, det er måske sidste gang jeg er gravid og den mave er sgu i forvejen lidt omsorgssvigtet. Jeg glemmer ligesom at nusse den og nyde alle de mange små spark, når jeg på det eneste tidspunkt jeg har til den slags kvalitetstid, altid ender med at falde i søvn. En app jeg har været nødt til at downloade på min telefon, fortæller mig at jeg efterhånden er 24 uger henne og jeg må helt kliché agtigt sige, at jeg slet slet ikke kan følge med denne gang. App’en fortæller mig desuden, at babyen i maven efterhånden vejer ca. 700g, jeg har til gengæld taget knap 6kg på, og selvom det er nogenlunde det samme som på sammen tidspunkt i sidste graviditet, så er maven (og brysterne i øvrigt) blevet eksplosivt meget større denne gang. Desuden har min frisør klippet mit hår helt hæsligt sidste gang, og sådan kunne jeg jo blive ved med at finde et hav af gode grunde til ikke at forevige mig selv på fotos lige i øjeblikket. Alligevel har jeg valgt at sige ja til projektet, måske netop af den samme grund. Fordi jeg ved, at min selvkritiske personlighed nok vil forfølge mig resten af livet og den dag jeg læner mig tilbage og siger ”holdkæft en snack du er”, nok aldrig kommer. Billederne bliver også lidt anderledes og skal tages i mit eget hjem. Det passer mig virkelig fint at jeg ikke skal stå foran et lærred med en hånd placeret over maven og en under, og smile anstrengt ind i linsen. Jovist, kan de billeder også være virkelig fine, men det er bare ikke lige mig.
Billederne skal udstilles på rådhuset i Århus hen over sommeren og hvis jeg ikke er ved at dø af skam, så viser jeg dem sgu også frem her på bloggen.
De seneste dage har været rimelig vilde i vores lille hjem og har i den grad gjort indtryk…
Rullefald på trappen
Onsdag morgen startede fuldstændig som sædvanligt, med to forældre der skal i bad og en lille der skal skiftes, have morgenmad og fornemmelsen af at tiden er uendelig, selvom vi egentlig har ret travlt. Som så ofte før, tager én voksen barnet i hånden og hjælper det ned ad trappen (det kan godt tage lidt tid), mens den anden slukker lys og låser døre. På en måde er det altid som om, at jo mere travlt vi har, jo længere tid er barnet om alt ting. F.eks. mente Agnes pludselig, halvejs nede ad trappen, at hun skulle vende om og begynde at gå op igen. Og det er så her ulykken indtræffer… Det hele skal lige gå lidt for stærkt, jeg får lavet en eller anden akavet manøvre i forsøget på at få A til at skifte retning og på et split sekund vælter jeg, lige så lang som jeg er, ned ad trapperne ude på vores opgang. Heldigvis får jeg ikke hevet Agnes med, som jeg jo holdte i hånden og selvom jeg forvrider min fod grimt og er overvældet af smerter, så føler jeg straks en endnu større lettelse. For inde i min mave gror et lille nyt liv, hvis velbefindende naturligvis går forud for mit eget, og jeg er evigt taknemmelig for at jeg fik taget godt fra med hænderne og ikke landede direkte på maven. I minutterne efter er der selvfølgelig lidt kaos – Daniel er bekymret, Agnes græder helt vildt og er forskrækket, og jeg er lidt for forpint til at sige ret meget. Agnes vil kun trøstes af mig, eller måske snare trøste mig. Det er jo klart, hun er blevet rigtig bange og har jo aldrig set mig ligge sådan før. Jeg skal da også ærligt sige, at en lille tåre sneg sig ud af mine øjne, da følelser af smerte, chok og lettelse strømmede ind over mig på en og samme tid, og det har hun jo heller aldrig set før. Selvom jeg egentlig hurtigt synes jeg får styr på mig selv og overskud til at sidde lidt med Agnes og fortælle hende, at alt er ok og hun ikke skal være ked af det, så er det tydeligt at hun ikke helt forstår det. Daniel sætter hende op på cyklen, og jeg kan høre hende kalde ”moaar”, ”moaar” hele vejen ned af vejen. Jeg sætter mig tilbage i lejligheden igen og her får følelserne frit løb, jeg tænker på det forfærdelige der kunne være sket, hvor voldsomt Agnes reagerede osv., men også på hvordan vi dog skal få hverdagen til at hænge sammen, når jeg ikke kan bruge den ene fod i en periode. For jeg var nemlig straks klar over hvad der var sket, noget jeg desværre har prøvet flere gange før, at jeg forvrider foden så meget, at det siger et knæk. Før har jeg altid mistænkt at det var lyden af en knogle der brækkede, men det har siden vist sig, at det er lyden af ledbåndet der rives over, man kan høre. Et par timer på Frederiksberg akutmodtagelse, bekræftede da også den teori. Så nu er jeg udstyret med et elastikbind og et par krykker den nærmeste tid. Agnes har lidt svært ved at forstå hvorfor jeg ikke kan danse med hende og Daniel har et lille smule hektisk blik, efter han pludselig har overtaget alle opgaver for en stund, men egentlig er jeg fortrøstningsfuld og tror på at jeg hurtigt er på benene igen. Pyha!
En listetyv
Onsdag aften går jeg i seng, tager lidt smertestillende og er i det hele taget spændt på hvordan natten skal gå med en fod, der skal balancere ovenpå tre puder, en mave der efterhånden også skal placeres lidt strategisk før at det er behageligt samt tanken om at jeg højst sandsynlig skal humpe mig ud og tisse i løbet af natten. Jeg vågner hundrede gange den nat, men egentlig går det bedre end forventet og jeg får sovet en del. Næste morgen er det Kr. himmelfarts dag, som dog i livet med småbørn, starter samme tid som en normal hverdag. Daniel henter Agnes ind i vores seng, som vi altid gør om morgenen. Jeg ligger stille med foden, mens han går tilbage ud i lejligheden, da det undrer ham lidt at der er meget koldt. Han konstatere at vores dør til altanen står piv åben og desuden også et af vinduerne i køkkenet. Først tænker vi, at vi måske ikke har fået lukket dem ordentligt til og at det må have blæst meget i løbet af natten, så de er gået op af sig selv. Men i minutterne efter, opdager Daniel langsomt, at der mangler flere ting i vores lejlighed. Jeg er i fornægtelse i ret lang tid, også fordi jeg endnu ikke har set det med egne øjne. Men da jeg får samlet krykkerne op og bevæget mig ud i lejligheden, går virkeligheden også op for mig. Vores telefoner, min taske og begge vores punge mangler og et stort fedt fodaftryk på vores hvide køkkenbord bekræfter mistanken om, at der har været én inde i lejligheden, mens vi alle tre har ligget og sovet. Daniel banker vores stakkels nabo op kl. 6.30, på denne nationale helligdag, og får lov til at låne hans telefon. Vi får kontaktet politiet, spæret alle kort og telefoner samt indtalt telefonsvarebeskeder til vores nærmeste om, at de ikke kan kontakte os. Politiet kom efter en times tid og var meget forstående og professionelle. Deres teori var, at det kunne være en Roma, der typisk kun stjæler penge og telefoner – som de straks videresælger på Istedgade. Der var nemlig også fri adgang til vores computere, tv, højtaler, smykker, bilnøgler osv., som personen ikke har rørt. Vi føler os meget heldige, at personen ikke har rendt med mere og ud over lidt billeder af Agnes og min voksende mave på min telefon, er der sådan set ikke noget affektionsværdi i det vi har mistet. Og udover at man føler sig ret begrænset, når man hverken har telefon eller dankort i husstanden, så er det ikke det værste de kunne være rendt med. Agnes har ikke nogen anelse om hvad der er forgået og er heldigvis for lille til at forstå det. Hun synes bare det var hyggeligt og spændende, da de to politimænd dukkede op midt i morgenmaden og hun ville gerne vise sine nye solbriller til den søde politimand. Folk har været rigtig søde til at spørge til hvordan vi har haft det med det hele, men vi har heldigvis været meget fattede. Det er da en vildt ulækker tanke, at der har listet en fremmed rundt i vores hjem, mens Agnes har ligget alene inde på sit værelse og vi har ligget halvnøgne og uvidende. Alligevel har vi valgt at sige, at vi ikke kan gå rundt og være bange for at være herhjemme eller for at sove om natten. Vi må være mere forsigtige i fremtiden og sikre os at alt er lukket og låst inden vi går i seng og så tro på at det ikke sker igen.
Sikke en lang smøre, men det var lidt svært at fatte mig i korthed, når to så begivenhedrige dage kommer lige i røven af hinanden.
