Viser korpuset frem

Jeg har indvilliget i noget, for mig vildt, anderledes og grænseoverskridende…

En af mine bekendte kontaktede mig i denne uge, da hun er i gang med et spændende kunstprojekt og i den forbindelse gerne ville tage billeder af en gravid kvinde. Noget i mig havde lyst til bare at skynde mig og sige ja, ikke mindst fordi jeg syntes projektet lød så fint, men så dukkede alle forbeholdende samtidig op og stod ligesom i kø for at fortælle mig hvorfor dette ikke var en god ide.

Jeg er ikke sådan en der dyrker min krop ret meget, hverken under graviditet eller ellers. Måske er det bare en vane, der ligger tilbage fra de mange år jeg kæmpede med overvægt og blev ekspert i at dække mig til og undgå for meget uønsket fokus – det ved jeg faktisk ikke. De seneste år har jeg dog sluttet fred med min krop, der om ikke andet, har været en ret flot udgave af sig selv. Anyhow, går jeg altså stadig aldrig i stramtsiddende tøj eller viser ret meget bar hud frem. Selvværdet kan åbenbart stadig tåle lidt forbedring og generelt har jeg det meget svært med at posere foran et kamera. Jeg tror jeg har tre-fire billeder fra da jeg var gravid med Agnes, som Daniel tog mens vi pakkede flyttekasser ned, få uger før fødslen. Mange tager jo billeder hver eneste uge. Det kan jeg sådanset godt forstå, for det er da syret og fantastisk den forandring ens krop gennemgår under en graviditet, og ja inden man har set sig om er det fordi. Jeg har bare ikke haft den trang.

…Men for fanden, det er måske sidste gang jeg er gravid og den mave er sgu i forvejen lidt omsorgssvigtet. Jeg glemmer ligesom at nusse den og nyde alle de mange små spark, når jeg på det eneste tidspunkt jeg har til den slags kvalitetstid, altid ender med at falde i søvn. En app jeg har været nødt til at downloade på min telefon, fortæller mig at jeg efterhånden er 24 uger henne og jeg må helt kliché agtigt sige, at jeg slet slet ikke kan følge med denne gang. App’en fortæller mig desuden, at babyen i maven efterhånden vejer ca. 700g, jeg har til gengæld taget knap 6kg på, og selvom det er nogenlunde det samme som på sammen tidspunkt i sidste graviditet, så er maven (og brysterne i øvrigt) blevet eksplosivt meget større denne gang. Desuden har min frisør klippet mit hår helt hæsligt sidste gang, og sådan kunne jeg jo blive ved med at finde et hav af gode grunde til ikke at forevige mig selv på fotos lige i øjeblikket. Alligevel har jeg valgt at sige ja til projektet, måske netop af den samme grund. Fordi jeg ved, at min selvkritiske personlighed nok vil forfølge mig resten af livet og den dag jeg læner mig tilbage og siger ”holdkæft en snack du er”, nok aldrig kommer. Billederne bliver også lidt anderledes og skal tages i mit eget hjem. Det passer mig virkelig fint at jeg ikke skal stå foran et lærred med en hånd placeret over maven og en under, og smile anstrengt ind i linsen. Jovist, kan de billeder også være virkelig fine, men det er bare ikke lige mig.

Billederne skal udstilles på rådhuset i Århus hen over sommeren og hvis jeg ikke er ved at dø af skam, så viser jeg dem sgu også frem her på bloggen.