Hvad fanden er Black Friday?

Julepresset på forældre, Quasimodos øje og gratis foræringer

Jeg tabte sgu pusten lidt i går… Hele Facebook og Instagram tilmed, var fuldstændig overdynget af billeder af børn i fint tøj, pyntede hjem, familier der var ude og hente juletræer og risengrød der simrede på komfurerne. Jeg kan berette om, hvis der er andre bonderøve eller SU ramte familier derude, at must-have i år er en Kubus stage, et kalenderlys fra By Nord og en nissedør. Ja, en NISSEDØR! Desuden er det også vigtigt med en pakkekalender med 24 pakker, pakket ind i det rigtige naturfarvede gavepapir. Jeg har jo deklareret mig selv som juleelsker tidligere og det står jeg ved, men jeg må indrømme at vores weekend var knapt så pastelfarvet. Julepresset på forældre er sgu da enormt!

Lørdag morgen vågnede Agnes med et hævet og rødt øje. For os sker så noget altid uden for lægens åbningstid. Vi måtte derfor ringe 1813, som man jo efterhånden kun har hørt dårlig omtale af. Vi kom direkte igennem til sygeplejersken, der var virkelig sød og sagde, at vi kunne sende et billede af øjet ind til dem, så kunne de lige vurdere det og vi kunne måske undgå en tur til lægevagten. Hun ringede selv tilbage og sagde at vi måtte en tur på Bispebjerg Hospital, hvor vi fik en tid en time senere. Vi kom direkte til og selvom lægen ikke helt kunne forklare hvorfor det ene øje pludselig var hævet op, så mente han alligevel at det var nødvendig med en antibiotikakur. Infektioner omkring øjet skal man tage alvorligt. Jeg synes altså det fortjener at blive nævnt, når sundhedsvæsnet engang imellem fungerer upåklageligt. Det var dejligt. Desværre måtte jeg så aflyse min venindedate, og skifte varm kaffe og hjemmelig hygge ud med en kold kørertur i 6A, med Agnes der mente at hun skulle danse i midtergangen alle 27 minutter. Søndagen gik med at underholde den lille krudtugle, mens Daniel passede sit arbejde – det er sgu hårdt at være detailhandler i julemåneden. Vi kom præcis et sekund for sent til at se juletræet blive tændt på torvet i Køge, men julemanden vinkede direkte til Agnes, og så var dagen jo reddet. Da weekenden var omme, havde der ikke på meget som sneget sig en julekugle ind i den treværelses, hjemmet lignede bestemt ikke noget der var værd at offentliggøre billeder af og Daniel og jeg spiste pomfritter til aftensmad.

I dag har der dog været masser af tid til overspringshandlinger, og som en ægte københavner bragte jeg et juletræ hjem i min cykelkurv. Jeg fik fat i det andet sidste juletræ i Føtex, og det er selvsagt et ret sølle og skævt ét af slagsen. Så nu er der sgu både kommet julekugler i stuen, små træhuse, kogler og LED lys på altanen. Nu må vi se hvor mange julekugler der overlever måneden ud, og hvor meget gran Agnes når at få tygget sig igennem. Lige nu ser det ret fint ud synes jeg.

Jeg har tænkt over noget. Jeg magter ikke helt at kører julekonkurrencer her på bloggen. Alligevel vil jeg gerne give noget væk. Min tanke er, at forære nogle af de ting Agnes er blevet for stor til eller har mistet interessen for, væk. Vi har alt for meget – nogle gange tager jeg mig selv i at tænke ”hvad nu hvis vi får flere børn”, men sandheden er, at selv om vi fik ti børn mere, ville vi stadig have for meget. Jeg vil derfor lægge nogle ting ud løbende hele december måned her på bloggen, som frit kan afhentes på adressen. Det er selvfølgelig genbrug, men jeg vil ikke forære noget væk, der ikke er hundrede procent i orden. For at få disse ting, skal du IKKE tagge en ven, kopiere et billede eller like forskellige sider, nej du skal blot sende en mail til sabine@langkilde.dk, for nærmere aftale om afhentning. Jeg ville elske, hvis tingene kunne nå ud til småt bemidlede familier, der mangler lidt til julegaver eller andet. Meeen, man behøver altså ikke at være sultedøden nær for at tage imod Agnes’ ting, jeg er bare glad for hvis andre kan få glæde af det. De ting der ikke bliver afhentet i løbet af december måned, vil jeg aflevere hos Mødre Hjælpen på Vesterbro. Princippet må vidst være først til mølle. Den første foræring ligger jeg op i morgen.

God julekarma herfra!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad fanden er Black Friday?