At blive forældre til et barn med “fejl”

Forventningspresset på en nyfødt er jo enormt, når man tænker over det. Forældrene, og ja nok især moderen, har i ni måneder mere eller mindre konstant, gået og forestillet sig og spekuleret over det nye lille menneske de har skabt. Tanker og bekymringer, er vidst en del af det der nye liv som mor, lige fra den første svage lysrøde streg på en pind. Men det sjoveste og dejligste ved graviditeten, som jeg husker det, var at gå og gætte på hvordan den lille baby mon ville se ud. Det der med at blande genetik med et andet menneske, er jo i sig selv ret syret. Bliver det en dreng eller en pige, hvor stor er den mon, har den brune, blå eller grønne øjne, og hvad med hårfarven er den mon lys, mørk, rød eller sorthåret når den kommer ud? Virkelig sjovt er det jo, hvis man blander gener med en der ser meget anderledes ud end en selv – hvilke gener er mon så stærkest og hvem kommer barnet til at ligne mest?
Da vi fandt ud af at der var et lille hjerte der bankede inde i min mave, var vi ret hurtigt enige om at vi ville kende kønnet så hurtigt så muligt, og vi var simpelthen for nysgerrige til at vendte med at få spændingen udløst til fødslen. Agnes opførte sig heldigvis som om hun havde sin første konsultation hos gynækologen, og bøjede helt perfekt i benene og skød numsen frem, så jordemoderen uden tøven kunne fortælle os at vi ventede en pige. Derudover fik vi til alle jordmoderkonsultationer og skanninger beskeden om, at Agnes var en rigtig stor baby, der lå betydeligt over gennemsnittet – jordmoderens siger med det største smørrede smil ”ja, hun kommer ikke til at veje under fire kilo, det er jeg sikker på”, hvilket jo kan freake en hver gravid kvinde ud. Men ud over fødselsvægt og spændingen omkring kønnet, der jo var indfriet, så var Daniel og jeg nok de kedeligste der kunne have blandet gener – begge meget skandinaviske (jangerende til leverpostej), begge mørkhåret, begge med blå øjne, begge relativt høje og med en relativ høj fødselsvægt selv. Så jeg havde et helt klart billede af hvordan Agnes kom til at se ud… Jeg tænkte at hvis man tog et babybillede af mig og et af Daniel, og holdte dem oven på hinanden, så havde vi Agnes. Jeg syntes i øvrigt også, at vi begge er en rimelig fifty/fifty udgave af vores forældre, så jeg forberedte mig mentalt, så godt man nu kan, på at tage imod vores Langkilde/Ørud 4+ kg monster baby.
Men det er jo sådan med alt her i livet, i hvert fald i mit, at intet er forudsigeligt, og hvis man bilder sig ind at tro at ’I got it all figured out”, så kan man være helt sikker på at man bliver meget overrasket. Så det gjorde vi. Agnes kom til verden og ja, det med kønnet og øjenfarven var så det eneste, der stemte overens med det billede jeg havde gået og visualiseret inde i mit hoved i ni måneder. Agnes vejede 3420g, var helt lyshåret og havde de fineste træk. Derudover lignede hun KUN Daniel, og jeg måtte jo joke med, at han blot havde udnyttet min krop, til skabe en klon af sig selv. Det skal dog være ærligt sagt, at jeg ikke havde det store overskud til at nyde hendes skønhed lige efter fødslen, hvor hun kom op på mit bryst. I ved, det der øjeblik man ser på film, hvor alle smerter med ét forsvinder og kvinden bare er lykkelig og interesseret i den nyfødte. Sådan havde jeg det ikke, jo jeg var lykkelig, lykkelig over det var overstået, og over hun var her og var sund og rask, men jeg havde ikke overskud til at ligge og falde i svimer over hvordan hun så ud.
Efter lidt tid går jordemoderen i gang med at undersøge Agnes. Vi havde jo set på flere skanninger, at hun havde to arme, to ben, ti fingre og ti tæer, og i øvrigt udviklede sig helt normalt. Tanker om at hun skulle være født med nogle misdannelser, var meget fjerne. Det kan man da i øvrigt heller ikke holde ud at gå og pryde sit hoved med, det er da for dystert. Hun måler, vejer, tjekker hendes ryg og mave, fuger i hænderne osv. Pludselig siger hun ”hov, hun har da et vedhæng ved det højre øre”. Et vedhæng, hvad fanden er det? Det viser sig at være den betegnelse man bruger, når der ligesom er en lille ekstra gevækst, men at der ikke er misdannelser på selve øret. Hun siger også at en børnelæge lige vil kigge på den, og sandsynligvis underbinde den, således at den falder af, af sig selv. Der melder sig jo tusind følelser i det sekund. Det er så tabubelagt at sige højt, men helt ærligt så var en af de tanker der meldte sig ”jamen, hun er jo ikke perfekt”. Det er forbudt at sige, jeg ved det! Men selvom Daniel og jeg ikke sagde det højt til hinanden, så håbede vi børnelægen ville gøre et eller andet hurtigt og smertefrit, så den ville forsvinde. Børnelægen kiggede på hende, men sagde at det ikke var noget han havde erfaring med at fjerne, og at vi skulle gå direkte til en ørelæge når vi kom hjem. Jeg mener det var tre dage efter fødslen, at vi stod hos ørelægen. Hun siger til os, at den lille dut trods alt er fyldt med nerver, og at det vil kræve fuld narkose at fjerne den. Hun understreger at øret er intakt og at indgrebet er hundrede procent kosmetisk. Som alle ved, ligger man kun børn i narkose, når det er rigtigt nødvendigt. Hun siger vi skal komme igen lige inden hun skal starte i skole og få den fjernet. Hun forklarer os, at børn i vuggestue og børnehave ikke driller hinanden, men når de når skolealderen er det en anden snak. På den ene side, var der jo også en hvis lettelse over at vores helt nyfødte barn ikke skulle udsættes for smerte, men helt ærligt, så var vi også en lille smule irriterede. Det var som om at den lille dut, generede vores øjne. Og det var også lidt et irritationsmoment, at høre folk fortælle ”ja, så er Daniel og Sabine blevet forældre til den fineste og skønneste lille pige, MEN hun har en dut på det ene øre”. Som om der var et MEN, som ikke kunne undlades. Jeg vagte ofte lige at nævne det når folk kom på barselsbesøg, for så skulle de ikke selv tage sig sammen til at spørge i forlegenhed. Men derudover faldt der egentlig ret meget ro på, der ligesom ikke nok timer i et døgn med et spædbarn, til at sætte sig ned og gøre sig de store tanker om en øredut. Nu var den der, og sådan var det. Men som vi kommer mere og mere ud af den treværelses, bliver vi også engang imellem mødt med spørgsmålet ”hov, hvad er det?”. I sommers var jeg på ferie med min søster og nevøer, og lige pludselig henover aftensmaden, siger min syvårige nevø ”Sabine, Sabine – Agnes har fået et myggestik på øret”. Jeg elsker børn og deres umiddelbarhed, og det er jo så nuttet at han synes det ligner et myggestik. Jeg har næsten fået et kærlighedsforhold til den lille dut i dag, jeg elsker at sidde og nulre den, til stor irritation for Agnes. Jeg tænker også tit at den er blevet mindre, men det er den jo nok ikke, den er bare ikke vokset, mens hovedet og øret jo er vokset en del.
Der rejser sig dog et helt nyt dilemma, som vi skal tage stilling til – skal man udsætte børn for kosmetiske operationer? Holdningerne derude er mange og stærke, og vi er allerede blevet mødt med dem et par gange. Jeg tror vi lader den beslutning vente på sig, da vi jo først rigtigt behøver forholde os til det om fem års tid. Under alle omstændigheder vil vi have plastikkirurgerne inde på Rigets vurdering, så vi kan træffe en beslutning ud fra et oplyst grundlag.
Jeg har i dag en bøn om, at kosmetiske ”fejl” hos babyer, ikke skal være så stort et tabu. I virkeligheden er de fleste af os jo nok født med et eller andet… Jeg mener bare, det er jo ingen skam når voksne fortæller om at de er født med et modermærker, storkebid osv., men lige så snart det er børn, så er det meget mere sensitivt. Jeg er født med en pigmentfejl på det venstre ben, Daniel skelede som barn, og sådan er har de fleste af os jo små medfødte ”fejl”. Jeg håber at nogen af jer har lyst til at skrive en kommentar til dette indlæg, og fortælle hvad I eller jeres børn har af små ”fejl”. Måske kan det være med til at lette forventningspresset på de nyfødte babyer lidt, hvis der er en større åbenhed omkring det…?

Her ses den meget omtalte dut. På billedet er Agnes ca. 6 måneder.