Historien om ”Den dag Agnes sov ti timer og vi troede hun var død…”

Åh ja, det her kunne hurtigt udvikle sig til et sukkende langt indlæg om søvnunderskud. Men det tror jeg sgu ikke engang selv jeg gider at læse… Jeg vil i stedet fortælle om hvordan et barn der sover bedre, ikke er det samme som at forældrene sover mere. Jeg fortalte jo i mit første blogindlæg, om hvordan vores datter var sendt på amme-rehab, efter at have været en lidt for ivrig stamgæst i mælkebaren. Jeg hader ordet ’kold tyrker’, både fordi det i sig selv er ret grimt at sige hvis man tænker over det, men også fordi det i forældreland, ofte er sagt i forbindelse med at ændre en vane hos et barn på en hård og kontant måde. Daniel og jeg er sgu lidt nogle bløddyr, og det bliver nok aldrig rigtigt vores stil. Selv efter utallige råd fra bedsteforældre og andre, så har vi aldrig ladet Agnes ligge og græde. Tværtimod sker der en instinktiv reaktion når vi hører A græde, og vi løber hen og tager hende op. Jeg læste engang et udsnit af en forskningsafhandling, der helt klart påviste at babyers hjerne tager skade, hvis de får lov til at ligge og græde uden at blive trøstet. Men man skal heller ikke være naiv, når man stopper med at amme fra den ene dag til den anden, så vil der komme gråd, og hvis man har mødt Agnes vil man også vide, at hun ikke er typen der lader noget gå ned uden kamp. Vi blev enige om at den mest skånsomme måde at få hende igennem nætterne uden mælk, var at Daniel lagde sig på hendes værelse, så han kunne trøste hende når hun vågnede. Aftalen var også, at jeg død og pine ikke måtte komme ind og blande mig midt i det hele. De første mange nætter havde A forsat mange opvågninger, men falder heldigvis hurtigt til ro igen. Lange nætter med en grådkvalt baby, bliver heldigvis slet ikke aktuelt. Pyha!
Mens Daniel klare ærterne som en supermand, så ligger jeg i soveværelset med lukket dør. For første gang i over et år, har jeg endelig muligheden for at sove, og guderne skal vide at jeg har længtes efter den dag helt uden sammenligning. Vores lejlighed er ret lydt og jeg vågner uundgåeligt når A vågner, men hvad værre er, er at jeg begynder at ligge og vente på hvornår hun nu vågner næste gang. Otte dage senere, rykker Daniel tilbage ind i soveværelset, da A er begyndt at sove ret lange stræk uden at vågne. Den aften blev A lagt til at sove ved 19-tiden som normalt, og som timerne går hører vi ikke en lyd derinde fra. Vi vågner begge to mange gange, kigger på hinanden og siger ”det var satans”, men falder hen i rævesøvnen igen. Kl. 5 vågner vi begge med et sæt og er ret paniske over slet ikke at have hørt noget fra hende. Ti minutter senere vågner hun så, og vi fare begge to ind til hende. Vi kaster hende op i luften, giver hende tusind kys, high fiver hende og hinanden og elsker hende en lille smule højere. Den morgen hører vi musik og danser, vi bygger togbane, spiser morgenmad i en halv time og griner lidt af os selv – kontrasten til de nedadvendte mundviger og meget stille morgentrætte forældre, der normalt møder A om morgenen, er simpelthen så vildt.
I går snakkede jeg med min mor om, at jeg trods den oplagte mulighed, stadig ikke rigtigt kan sove. Hun fortæller mig, at hun sov overfladisk de første mange år, selvom jeg sov igennem. Hun siger ”man sover bare altid med et øre inde i det andet værelse og falder aldrig helt ned i den dybe søvn”. Er det bare sådan det er? Jeg nægter lige at acceptere det et øjeblik, suk!