Jeg har øvet mig på det i halvandet år snart, måske kan man endda også tælle månederne inde i maven med i denne sammenhæng, på at aflæse og forstå Agnes’ signaler. På mange punkter er det jo blevet så meget nemmere end det var det første års tid, fordi Agnes selv kan fortælle nu når hun har noget i bleen, er sulten/tørstig, vil læse bog, lege osv. Ofte kan jeg også udspørge hende om hun vil det ene eller det andet, og så kan hun selv svare ja eller nej, og det er jo en hel del nemmere end de gættelege man måtte ud i, i starten. Men alligevel er jeg sgu ikke ekspert i at kommunikere og forstå et halvandet årigt barn endnu, hvis jeg da nogen sinde bliver det. Denne weekend har Agnes været så pylleret, hun har det meste af tiden ville sidde helt op ad mig, helst hud mod hud, så vi rigtig kunne klistre til hinanden. Hun legede ikke som hun plejede og appetitten var egentlig også meget begrænset. Som weekenden skred frem, blev jeg mere og mere overbevist om, at noget ikke var som det skule være. Hun havde dog ikke feber og selvom jeg blev med at finkæmme hendes krop for at lede efter skoldkopper, som i den foregående uge var dukket tilfælde op af på hendes stue, så var der ligesom ikke rigtig noget at se. Søndag eftermiddag hentede hun pludselig sine sko og ville ud, inden da spiste hun en hel runddom rugbrød, og mens jeg skrev i et par timer, legede Agnes og hendes far på legepladsen, præcis som de plejer. Resten af aftenen blev der holdt lasagnefest og danset med sæbebobler, og ingen kunne forestille sig, at selv samme barn havde ligget helt stille og forpjevset hele formiddagen.

…Og hvad skal hele denne anekdote så til for…? Jamen altså, jeg forsøger sgu nok bare at sige, at det stadig af og til, er skide svært at forstå de små slyngler. Jeg får så tit mind-fucket mig selv til at tro, at noget må være galt, for så senere at slå det hen igen. På et tidspunkt i går, var vi faktisk ret overbeviste om at Agnes havde slået den ene arm, fordi hun ikke brugte den så meget som den anden, men senere stod hun så på hænder og cyklede, og alt var helt normalt. Så føler man sig sgu lidt fjollet. Måske havde hun ondt et sted, som gik over af sig selv, eller måske var det bare lige det vi skulle den formiddag, sidde tæt og lave absolut ingen ting. Efter en lang og hyggelig uge med påskeferie og intensivt samvær med mor og far, var hun brutalt tilbage i vuggeren fra 8-16 i den foregående uge. Agnes reagere ikke sådan voldsomt, når der sker forandringer i hendes hverdag, det har vi i hvert fald ikke oplevet meget af til ind til nu. Men for fanden, hvis der er noget jeg efterhånden har lært, så er det, at man ikke kan sige noget som helst generelt om børn og babyer. Alligevel er det som om, at vi voksne meget gerne vil putte vores børn i kasser alligevel ”hende her er meget følsom, hun er en rigtig drengepige, han driller altid osv.” Når børn bliver ældre, kan man ofte godt sige noget mere generelt om deres personlighedstræk, men i den her alder synes jeg det er for tidligt. De udvikler sig hele tiden og laver fine små ændringer i deres personlighed hen ad vejen. Det barn der startede med at være stille og indelukket i vuggestuen, er måske den der går forrest og råber højest i dag.
Jeg havde fornylig besøg af en veninde, der blev mor til hendes første barn for cirka tre måneder siden. Hun var lidt overvældet af det hele den dag og da jeg tænkte tilbage på min barselsperiode med Agnes, husker jeg også en periode omkring tremåneders alderen, som værende skide hård. Hun fortalte, at hun var helt vildt træt af at høre folk sige ”du har jo fået et nemt barn” – og det forstår jeg bare virkelig godt! Man kan selvfølgelig få et barn der ikke er syg så ofte, ikke har så meget temperament osv., men generelt vil jeg sgu våge og påstå, at ingen babyer generelt og hele tiden er nemme. Alle babyer og børn for den sags skyld, går igennem forskellig perioder, der er udfordrende. Og skulle det så være nogen trøst, at det udefra ser ud til at man har et nemt barn, hvis man selv er lige ved at miste besindelsen af frustrationer?
Jeg siger det også til mig selv, at jeg ikke kan sætte et label på Agnes om at hun er sådan og sådan og reagere på den måde i disse situationer, selv ikke hvis det har gentaget sig hundrede gange. Både fordi, at det ligesom kan bremse hende lidt i at udvikle og ændre sin personlighed hvis jeg holder fast i noget bestemt, men især fordi det bare er endnu mere frustrerende, hvis jeg ikke er åben over for, at tingene hele tiden ændrer sig.

Lidt mandags tanker herfra! God uge til jer alle.

Åh ja, det her kunne hurtigt udvikle sig til et sukkende langt indlæg om søvnunderskud. Men det tror jeg sgu ikke engang selv jeg gider at læse… Jeg vil i stedet fortælle om hvordan et barn der sover bedre, ikke er det samme som at forældrene sover mere. Jeg fortalte jo i mit første blogindlæg, om hvordan vores datter var sendt på amme-rehab, efter at have været en lidt for ivrig stamgæst i mælkebaren. Jeg hader ordet ’kold tyrker’, både fordi det i sig selv er ret grimt at sige hvis man tænker over det, men også fordi det i forældreland, ofte er sagt i forbindelse med at ændre en vane hos et barn på en hård og kontant måde. Daniel og jeg er sgu lidt nogle bløddyr, og det bliver nok aldrig rigtigt vores stil. Selv efter utallige råd fra bedsteforældre og andre, så har vi aldrig ladet Agnes ligge og græde. Tværtimod sker der en instinktiv reaktion når vi hører A græde, og vi løber hen og tager hende op. Jeg læste engang et udsnit af en forskningsafhandling, der helt klart påviste at babyers hjerne tager skade, hvis de får lov til at ligge og græde uden at blive trøstet. Men man skal heller ikke være naiv, når man stopper med at amme fra den ene dag til den anden, så vil der komme gråd, og hvis man har mødt Agnes vil man også vide, at hun ikke er typen der lader noget gå ned uden kamp. Vi blev enige om at den mest skånsomme måde at få hende igennem nætterne uden mælk, var at Daniel lagde sig på hendes værelse, så han kunne trøste hende når hun vågnede. Aftalen var også, at jeg død og pine ikke måtte komme ind og blande mig midt i det hele. De første mange nætter havde A forsat mange opvågninger, men falder heldigvis hurtigt til ro igen. Lange nætter med en grådkvalt baby, bliver heldigvis slet ikke aktuelt. Pyha!
Mens Daniel klare ærterne som en supermand, så ligger jeg i soveværelset med lukket dør. For første gang i over et år, har jeg endelig muligheden for at sove, og guderne skal vide at jeg har længtes efter den dag helt uden sammenligning. Vores lejlighed er ret lydt og jeg vågner uundgåeligt når A vågner, men hvad værre er, er at jeg begynder at ligge og vente på hvornår hun nu vågner næste gang. Otte dage senere, rykker Daniel tilbage ind i soveværelset, da A er begyndt at sove ret lange stræk uden at vågne. Den aften blev A lagt til at sove ved 19-tiden som normalt, og som timerne går hører vi ikke en lyd derinde fra. Vi vågner begge to mange gange, kigger på hinanden og siger ”det var satans”, men falder hen i rævesøvnen igen. Kl. 5 vågner vi begge med et sæt og er ret paniske over slet ikke at have hørt noget fra hende. Ti minutter senere vågner hun så, og vi fare begge to ind til hende. Vi kaster hende op i luften, giver hende tusind kys, high fiver hende og hinanden og elsker hende en lille smule højere. Den morgen hører vi musik og danser, vi bygger togbane, spiser morgenmad i en halv time og griner lidt af os selv – kontrasten til de nedadvendte mundviger og meget stille morgentrætte forældre, der normalt møder A om morgenen, er simpelthen så vildt.
I går snakkede jeg med min mor om, at jeg trods den oplagte mulighed, stadig ikke rigtigt kan sove. Hun fortæller mig, at hun sov overfladisk de første mange år, selvom jeg sov igennem. Hun siger ”man sover bare altid med et øre inde i det andet værelse og falder aldrig helt ned i den dybe søvn”. Er det bare sådan det er? Jeg nægter lige at acceptere det et øjeblik, suk!

WOW, tusind tak for den store interesse, de søde kommentarer og meget hjertevarme modtagelse af mit første blogindlæg. Jeg har lyst til at gemme mig lidt bag en betonblok, som Agnes på billedet – jeg lagde jo indlægget op i håb at nogen ville læse det, og så blev jeg alligevel lidt genert…

I går var en vild dag! Verdens trætteste forældre afleverede A i vuggeren ved otte tiden. Ja, ammestop er altså stadig lig med uendeligt lange og søvnløse nætter. Et par timer senere bliver jeg ringet op af en pædagog fra A’s stue. …og nu har jeg jo så dårlig samvittighed over, at min første tanke var noget i stil med ”åh nej, nu har hun sikkert fået let feber pga de hundredevis af kindtænder, der myldrer frem i munden på hende hele tiden, og så skal jeg have en lang dag med hende herhjemme, hvor det eneste hun vil trøstes med er brystet, som jo er helt forbudt”… Men en lidt forsigtig stemme i telefonen fortæller mig, at Agnes er faldet og har slået sin overlæbe ned i jorden. Det samme, nok ret klassiske fald, havde hun i øvrigt lavet dagen inden og havde allerede en opsvulmet og rød overlæbe, men denne gang var de i tvivl om såret skulle syes. Guderne skal vide, at så noget altid sker på de mest ubelejlige tidpunkter, og i går var en meget vigtig dag for Daniel rent arbejdsmæssigt, en dag han længe har set frem til. Han var ikke i nærheden og tog ikke sin telefon. Så jeg måtte hoppe op på jernhesten. Da jeg kom frem prustende og med galopperende hjerte, stod de med hende ude i puslerummet. Det havde tydeligvis blødt ret meget, og der lå hvad der i min øjne lignede, et meterhøjt bjerg af blodige engangsklude på gulvet. Så vi måtte af sted til lægen, bag på cyklen og så derudaf. Oppe hos lægen liver Agnes helt op, hun syntes det er det fedeste sted at være. De har den største bane til biler, et legekøkken med mange forskellige gryder og pander der kan larme og et vortesvin man kan ride på. Samtidig sidder der utroligt mange sjove mennesker med hovedet mellem benene eller begravet i et blad, som man kan prikke og sige hej til. Og der står jeg så med røde kinder og svedplamager under armene, mens jeg forsikrer sekretæren om, at hun altså har slået sig ret meget.

Lægen kigger på læben, læbebådet og tænderne selvfølgelig. Hun siger rigtignok at flængen, der heldigvis sidder på indersiden af læben, gaber lidt og at hvis hun havde været voksen ville det nok have fået et enkelt sting, men at sy et etårigt barn indebærer fuld narkose, så det vil man helst undgå. Det eneste at gøre, er at dulme hævelsen med noget koldt – fair chance, at A gider sidde mere end et halvt sekund med noget på læben. Hun er sgu sej nok den lille kriger, hun ligner lidt Anni Fønsby i disse dage, men er stadig ret dejlig!