Jeg skal snart føde igen! Faktisk er den nærtforestående fødsel lige nu så tæt på i min bevidsthed, at jeg de sidste to nætter har drømt at den er gået i gang. I går nat drømte jeg, at jordemoderen kom herhjem og så gik fødslen helt i stå, og i nat kom hun og overrakte mig en baby, der altså ikke var min. Så når min krop endelig får lidt ro, så går mit hoved i fødsel. Det er ikke okay. Det bringer mig dog til afsløringen af, hvad dette indlæg kommer til at handle om. Det er faktisk min fødselsberetning med Agnes, der jo som bekendt snart er to år gammel, men som jeg faktisk aldrig har fået skrevet ned. Daniel var så sød at tage nogle noter og lidt billeder undervejs, og selvom det måske kan virke lidt underligt at tage billeder af en person i voldsomme smerter, så var det så diskret at jeg ikke bed mærke i det, og efterfølgende hvor jeg kun kunne fremkalde få øjeblikke i min erindring, var det fantastisk at kunne se og læse det hele igennem igen. Så her er den altså, fortællingen om 14 timer i midten af september 2013, der rystede mig helt ned i min grundvold. På en og samme tid viser den min stærkeste og mest sårbare side. Dagen jeg blev mor for første gang.

Kl. er otte om morgenen mandag d. 23. september, og Daniel og jeg sover for anden gang i vores nyindkøbte andelslejlighed. Vi bliver vækket af telefon alarmen. Jeg er gået tre dage over termin – tre dage vi har brugt på at flytte og komme på plads i vores nye lejlighed. Det var en vandvittig hård weekend, men Daniel havde joket med at jeg ikke måtte føde før om mandagen, så vi nogenlunde var på plads med Agnes’ ting, inden hun kom ud. Set i bakspejlet, var det ret tydeligt, at da jeg slappede af og gav slip på de praktiske bekymringer omkring flytningen, så gik fødslen i gang. Få dage tidligere havde min jordemoder konstateret at hovedet ikke stod fast endnu og sagde med et smøret smil, at vi nok så hinanden igen i uge 41 plus et eller andet. Så inden i mit hoved havde jeg allerede forberedt mig på at gå 14 dage over, igangsættelse og hele den mølle. Jeg var derfor en lille smule i fornægtelse, da jeg kl. otte smuttede på toilettet og kunne konstatere at slimproppen var gået og en lille tegnblødning opstået. Det var helt surrealistisk for mig, for dér havde jeg jo lige ligget og sovet tungt og jeg kunne intet anderledes mærke. Så jeg gik tilbage i soveværelset og meddelte Daniel, at noget nok var i gang, men at han lige så godt kunne gå i bad og tage på arbejde, for efter hvad jeg havde læst mig til, så kunne den der slimprop godt gå flere dage, ja uger, før fødslen går i gang. Så Daniel gik i bad og jeg gik lidt rundt i lejligheden, da jeg mærkede at noget begyndte at murer i min krop. Allerede i løbet af et kvarter, var de første spæde veer begyndt at tage form og jeg kunne meddele Daniel efter sit bad, at han nok ikke skulle tage på arbejde alligevel.

Morgenen og formiddagen foregår så stille og fint. Daniel render til bageren og vi fejre med morgenbrød og friskpresset juice, at nu er vores store dag kommet. Jeg har veer, men de er udholdelige og jeg får spist lidt -det eneste jeg faktisk spiser, før en sygeplejerske kommer ind ved midnat med honingmadder til mig på hospitalet. Jeg hopper i bad og forfængelig som jeg jo er, så bliver der både tid til at fjerne lidt uønsket hårvækst og sætte en pæn frisure, mellem veerne. Det virker jo helt absurd og også lidt typisk mig, når jeg tænker på det i dag. Derefter satte vi os i stuen og så lidt tv sammen, men jeg lå for det meste med ryggen til og koncentrerede mig om at mærke min krop. Daniel beskrev hvor syret det var, at jeg med sekunders mellemrum grinede, jokede og fortalte, og det næste øjeblik lå sammenkrøllet af smerter.

Vi fik ringet til fødegangen på Roskilde Sygehus, hvor jeg gerne ville føde, selvom vi få dage tidligere var flyttet til Vesterbro. Ingen havde lige fortalt mig, hvor forfærdeligt det er at sidde i en bil når man har veer. Jordemoderen i telefonen beder os om at tage tid på veerne, og først vende tilbage når der er fem/seks minutter imellem. Jeg havde forinden downloadet en app på min telefon som skulle måle tidsintervallet, men vi kan ikke rigtigt få den til at fungere og hverken dér, eller på noget tidspunkt igennem fødslen, har jeg regelmæssige veer der på den måde kan måles. Af og til er der lang tid i mellem veerne og ind i mellem er der kun få minutter. Så vi dropper egentlig at måle dem og jeg lytter bare til min krop, der hen af eftermiddagen er ved at være ret presset. Så i stedet for at ringe og debattere med jordemødrene på fødegangen om jeg nu er langt nok henne i fødslen til at komme ind, ringer jeg blot og meddeler dem at vi nu kører hjemmefra. Klokken er på det tidspunkt 15-16 stykker

Køreturen fra Vesterbro til Roskilde var grotesk. Jeg husker det som om at trafikken var den værste nogensinde, og veerne væltede ind over mig mens jeg klyngede mig til håndtaget over døren. Jeg græd også lidt i bilen. Ikke på grund af smerten, men fordi det pludselig overvældede mig, at vi var på vej ind for at bringe vores datter til verden, og at hele vores liv om kort tid ville være forandret. Jeg overlevede køreturen og de fem veer jeg fik fra parkeringspladsen, til vi bliver vist ind på en modtagelsesstue. Her får jeg målt min temperatur, der er lidt forhøjet, målt hjertelyd og bliver undersøgt indvendigt. Jeg er fire centimeter åben og vi får ros for være kommet ind på et ”godt” tidpunkt og beskeden om, at vi bliver kørt ind på en fødestue og ikke skal hjem igen. Jeg får sådan et lavment, det var ikke særlig rart, men sikkert meget praktisk.

De næste timer flyder sammen for mig. Vi er på fødestuen, jeg sidder lidt med en varmepude, hopper på en yogabold og går lidt rundt. Jordemoderen er stort set ikke tilstede og Daniel må flere gange kalde på hende, når vi har brug for hjælp eller spørgsmål til noget. På et tidspunkt laver hun nogle Rebozo-øvelser på mig, noget jeg første gang havde hørt om til fødselsforberedelse, hvor man ligesom vrider kroppen lidt vha. et stort stykke stof. Formålet var at få lirket hovedet rigtigt ned i bækkenet og det var skide ubehageligt, og egentlig tror jeg det var fordi det var så effektivt. Efterfølgende oplever jeg i hvert fald en regulær vestorm og får ingen pauser til at samle kræfter, da den ene ve overtager den næste. Jeg bliver desperat og panisk og da jordemoderen snakker om saltvandsindsprøjtninger, beslutter jeg, at hvis jeg alligevel skal stikkes, kan de sgu lige så godt stikke den epiduralblokade ind og give mig fred. Hele apparatet omkring blokaden sættes i gang. De laver en hjertelydskurve på Agnes, alt imens jeg er ved at dø over at skulle ligge stille med den der elastik rundt om maven. De tager vidst også mit blodtryk og ligger et drop i hånden. Endelig er jeg klar til at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Jeg skal sidde helt stille med ryggen krummet og jeg må bede Daniel om at stå foran mig og støtte min krop, da jeg føler jeg er ved at miste bevidstheden. Mens jeg sidder der og anæstesilægen gør sig klar, så begynder jeg at få presseveer. Ingen har undersøgt hvor langt jeg er i fødslen på det tidpunkt. Jordemoderen spørg om jeg har pressetrang, det kan hun åbenbart høre, men jeg ved det faktisk ikke. Så hun beder mig om at ligge mig ned og sætter mine ben op i bøjlerne. Nu presser jeg, ingen tvivl om det. Jeg får revet droppet ud af hånden lodret op, uden at mærke det, fordi jeg ligger med hænderne under lænden. Jeg presser to gange lige efter hinanden og så er hovedet født, herefter går der en evighed føler jeg, og jeg kan huske at jordemoderen trykker mig lidt på maven, for at fremprovokere den sidste ve, der skal skubbe kroppen ud. Rygmarvsbedøvelsen nåede jeg aldrig.

Og der var hun jo så, vores Agnes. Kl. 22.01. Hun kom op på mit bryst og jeg havde i al hast ikke nået at få t-shirt og bh af, så vi kunne ligge hud mod hud i de første sekunder. Så jeg hev op i det hele så det sad i en pølse under hagen, og jeg måtte anstrenge mig for at se hende ordentligt, men det var meget vigtigt for mig. Agnes skreg, Daniel klippede navlesnoren og alt var så fint. Desværre var der en del renderi på stuen. En sosu skulle hjælpe den stakkels jordemoder, der pludselig havde stået alene, med hvad der endte som lynfødsel, nogle vi havde bestilt til at komme og opsamle stamceller fra navlesnoren og anæstesilægen kiggede også ind. Jeg var stadig ret fjern og døsig, og måtte bede Daniel om at sidde med Agnes mens jeg fik født moderkagen og blev syet. Jeg magtede slet ikke mere smerte efter Agnes var ude. Der var heldigvis kun tale om små bristninger, men derfor gjorde det ondt af helvede til alligevel – både da hun syede mig og i dagene efter. Agnes blev målt og vejet, og selvom jeg lige fra første gang en fagperson lagde sine hænder på min mave, havde fået af vide, at babyen lå godt over gennemsnittet og blev vurderet til 4+ kg, så viste hun sig i stedet være en helt standard, 3420 gram og 50 centimeters udgave. Jeg synes hun var meget lille i starten, sikkert fordi jeg i så mange måneder havde forestillet mig at jeg skulle sidde med en stor buttet baby i armene, og jeg måtte huske mig selv på, at hun altså ikke var lille, men helt almindelig og perfekt. Jordemoderen tjekker hende også igennem og giver hende top point, efter en eller anden skala jeg ikke kan huske hvad hedder, alle nyfødte bliver opvejet imod. Hun fandt desuden hendes dut på øret, som jeg har beskrevet i dette indlæg (At blive forældre til et barn med “fejl”. Hvad hun dog ikke kommenterede på eller måske ikke vidste, var den store mængde fostervand Agnes havde nået at sluge på vejen ud. I kampens hede, havde jeg slet ikke tænkt over at jeg ikke havde haft vandafgang, og jeg troede egentlig at jordemoderen ville tage vandet, hvis det ikke gik af sig selv. Efterfølgende har jeg fået af vide, at man kun tager vandet hvis fødslen og veerne går lidt i stå, og det kan man jo ikke lige frem sige den gjorde på noget tidspunkt. Så ud kom vandet, på en og samme tid som Agnes og i en vældig fart. Jeg husker faktisk at de måtte svabe gulvet efterfølgende, så grotesk som det end lyder. Agnes fik da heller ikke en chance mod den store mængde vand og den hurtige tur ud igennem kanalen, så hun var ret for-kvalmet i dagene efter. I mit allerførste indlæg (Har du støttet en ammende mor i dag?), kan man i øvrigt læse om hvordan det komplicerede min amning den første tid, og hvordan det nok var katalysator for den angst jeg kæmpede med i al for lang tid efter.

Alt dette på trods, synes jeg ikke fødslen var forfærdelig. Forfærdelige fødsler er jo dem hvor der er liv spil. Hverken Agnes eller jeg på var på noget tidspunkt i nogen form for kritisk situation, det er værd at understrege. Alligevel har fødslen sat et lille traume, både i krop og sjæl. Den smerte, som alle jo ved er en del af fødslen, tog mig fuldstændig med storm. Månedsvis af yogatimer, vejrtrækningsøvelser og tykke bøger om fødsler, havde ikke kunne forberede mig på den intensitet. Jeg blev bange og utryg, og oveni det fysiske arbejde kroppen er på, så er det altså ikke følelser man skal håndtere. Jeg vidste derfor med det samme, at hvis jeg nogensinde skulle gennemleve noget tilsvarende igen, skulle det foregå helt anderledes. Derfor har vi nu besluttet, at lillesøster skal komme til verden herhjemme i trygge omgivelser. Jeg ved min krop er stærk og det jeg har brug for, for ikke at ende med samme angst og utryghed igen, er at der en jordemoder der følger mit forløb, fortæller mig hvordan det hele skrider frem og er tilstede til at guide mig igennem de intense perioder.

Jeg glæder mig til at føde igen, for d. 23. september 2013, er ikke blot mindet om en traumatiserende angst og smerte. Det er min datters fødselsdag. Mødet med verdens smukkeste og vigtigste menneske i mit liv. Et kærligheds møde, der affødte nye følelser jeg ikke vidste jeg havde i mig. Følelser, der af og til har været svære at håndtere og forstå. At blive mor for først gang, rystede mig helt ind i min grundvold og har for evigt forandret mig.

Det siges at fødselssmerten er den bedste forberedelse på livet som mor – det kan der måske være noget om.

Det der med at vælge navn til sit barn er altså virkelig en svær beslutning, næsten sværere end beslutningen om at få dem 😉

Med Agnes vaklede i vi længe mellem to navne – Agnes og Dagmar. Men i god tid inden fødslen var vi dog afklarede. Denne gang var vi meget tidligt hooked på ét navn, Vera, og stod det til Daniel alene, så behøvede vi sådanset ikke koge mere suppe på det – et navn Agnes i øvrigt også har kunne sige i lang tid, og det er jo sødt. Jeg er til gengæld så ubeslutsom, og i mit hoved myldrer det rundt med fine gamle pigenavne. Jeg er altså stadig, her seks uger før termin, fuldstændig uafklaret. Det skal måske lige siges, at Daniel er en smule mere traditionel end jeg er og flere gange har nedlagt veto mod mine forslag. Den røv.

Nå, men her kommer lige en oversigt (i tilfældig rækkefølge) over nogle af mine favoritter. Jeg elsker lister.

• Elva
• Nora
• Ebba (det hed min farmor i øvrigt)
• Olga
• Irma
• Gry/Gro
• Vera
• Nova
• Erna
• Ida

Jeg er helt klart forelsket i gamle danske/nordiske navne, ligesom de fleste andre i disse dage, tydeligvis. Relativt korte. De fleste slutter vidst på A ser jeg lige, men det vil jeg våge at påstå er en tilfældighed.

Vil I ikke hjælpe mig lidt? Sig jeres mening. Kom med nye forslag…

Billedet har som sådan ikke noget med den følgende tekst at gøre, jeg synes bare det var herligt.

Mit blogindlæg i mandags fortjener lige en update her på ugens sidste dag. Sådan en ferieramt institution er altså ikke så tosset alligevel, skulle jeg hilse og sige – både fra den toårige og hendes forældre. For når der er dobbelt så mange hænder til hvert barn som til hverdag, og tilmed en solbeskinnet storby at udforske, så er der sgu også feriefornemmelser i vuggeren i disse dage. Hver eneste dag har de været på udflugt i Christianiacyklerne, alle børn med hver deres søde cykelhjelm på, helt selvlysende af solcreme. Der er blevet kigget på dyr og vand på Islandsbrygge og besøgt nye store legepladser på Frederiksberg, men vigtigst af alt, Agnes har været glad og fornøjet når hun har været afsted. Så ugen er endt med at være så fin og den mavefornemmelse der nærede den første dag, har virkelig hurtigt fortaget sig. Agnes er i vuggestue om formiddagen og så henter jeg hende straks efter hendes middagslur. Det giver mig noget så sjældent, som et par timers ego-tid. Tid der alt efter hvordan natten er forløbet, enten bliver udnyttet til at tage en lur, til at ordne praktiske ting i hjemmet og herunder så småt gøre klar til et nyt familiemedlems ankomst, tandlæge besøg og en helt dejlig veninde-bif-date, der først sluttede efter midnat (wow).

Må i den forbindelse lige indskyde verdens største anbefaling til filmen Mommy, der er i øjeblikket kan ses i biografen Vester Vov Vov. Filmen sætter fokus på et vigtigt dilemma, der til trods for at foregå i Canada, er SÅ relevant her i Danmark også. Filmen handler om en stor teenage dreng med diagnosen ADHD og hvordan det er at være mor til et barn, som hun selvfølgelig elsker helt dybtfølt, men som samtidig har en meget udad regerende, seksualiseret og grænseoverskridende adfærd. En så smuk og stærk film!

…Og så er livet jo skønt, når man både har uendeligt meget tid til sit barn, tid til at tage sig en formiddagslur og tid til at gå i biografen midt i ugen. Alligevel føler jeg sgu at internettet har fået diarré her i sommervarmen, og det påvirker mig at læse den ene artikel efter den anden om, hvor vigtigt det er at børn har lang sommerferie fra institutionen. Det er jeg som sådan ikke uenig i og jeg er da også meget opmærksom på at Agnes både har halve- og hele dage hjemme, sammenhængende ugers ferie sammen med begge sine forældre og masser af øjeblikke der afviger fra de daglige rutiner. Men vores situation er jo også så privilegeret og livet som studerende/barslende mor, meget tilgivende over for ønsket om en institutionsfri sommer. Stop dog lige med at hælde salt i såret på de forældre, der i forvejen kæmper for at få hverdagen til at harmonere med vuggestuens åbningstider og arbejdsmarkedets høje timekrav. Helt ærligt. Jeg kender sgu ikke nogen, der ikke gider være sammen med deres børn – hvem er de?

Jeg har dog en anden lille opsang til forældreland her på ugens sidste hverdag, der bygger på en episode jeg overværede, da jeg hentede A den anden dag. Vi var et par stykker der kom ind ad døren samtidig for at samle unger op, og det stod hurtigt klart at hele det her sammenlægning af vuggestuer og nye forhold, betød at der altså ikke lige var styr på det hele. Så der stod vi alle sammen med et barn på den ene arm og roede i nogle kasser med den anden. Stemningen blev hurtigt trykket, da de andre forældre begyndte at snerre af personalet og bekræfte hinanden i, hvor dårligt det var, at ungernes sko og overtøj ikke lige var til at finde. Jeg forstod det slet ikke, hvis nogle har passet godt på mit barn en hel dag, så er det da så ligegyldigt at jeg skal bruge ti minutter på at lede efter den ene sandal. Og jeg kunne heller ikke drømme om, foran mit barn, at snakke til personalet på den måde. Så apropos stressede forældre, tag en dyb indånding. Hvis mit barn er glad, er jeg glad, og alt det praktiske er da underordnet.

God weekend!

Lige inden jeg lukker en masse brok ud om, hvor skide hårdt det er at aflevere Agnes i vuggeren lige for tiden, så må jeg simpelthen starte med at fortælle hvor fantastisk glade vi har været og fortsat er for stedet. Mit hjerte går ud til de pædagoger, der ikke blot giver mit barn knus og nærvær hver eneste dag, men som fandeme må jonglere med flere bolde i luften, end det for de fleste af os er muligt. Mine bekymringer går sådanset heller ikke på institutionen i sig selv og så absolut ikke på de faste pædagoger på Agnes’ stue, problemet er snarer logistisk, men desværre med stor indvirkning på den vigtigste person i min verden. For selvom Agnes dagligt har kontakt med flere forskellige pædagoger, så er der én helt særlig hun har knyttet sig til. I den perfekte verden ville hun jo bare være der altid og hele tiden, men selvom denne pædagog aldrig har en sygedag, så har hun jo ret til en uges ferie i ny og næ. Ferien, som hun nok i Agnes øjne godt kunne være foruden, falder dog bare på et så uheldigt tidspunkt. Fra vores udgangspunkt forstås. Agnes’ vuggestue er i samme klynge (dvs. samme ledelses organisation) som en anden vuggestue og børnehave, og disse i ferietider hvor hver institution kun har en tredjedel af det samlede antal børn at tage sig af, udnyttes muligheden for at slå kræfterne sammen og nøjes med at åbne den ene vuggestue. Det betyder, at vi fra i dag og de næste to uger frem, skal aflevere Agnes i ”søster-”institutionen, der jo, selvom den er placeret lige overfor, er helt fremmed for Agnes. Og så uden hendes elskede pædagog er der til at tage imod hende. Det er ikke fordi hun skriger og kaster sig på gulvet, nej hvad værre er, er at hun bare bliver stille og mut, holder sig helt tæt på mig for jeg ikke skal gå og spørg hundrede gange efter hendes yndlings. Det er en af de dage hvor man har lyst til sige ”ej, mor mente det ikke”, og så tage hende med hjem under armen igen. Virkeligheden er jo bare ikke sådan. De sidste tre uger har A været meget lidt i vuggeren, dels har vi alle tre holdt en uges ferie sammen og derudover har jeg holdt hende hjemme de fleste andre dage eller kun sendt hende afsted i ganske få timer. Jeg er jo hjemme for tiden pga ferie og barsel, og i min ideal verden skulle Agnes jo slet ikke i vuggestue overhovedet i denne tid. Jeg har dog lidt freelance opgaver i øjeblikket, der muligvis ikke kræver mange timer, men meget koncentration. Desuden skal jeg ærligt sige, at jeg også har brug for lidt ro nu her hvor jeg er gået ind i den sidste fase af min graviditet. Agnes står fortsat op helt ukristeligt tideligt om morgenen og med en kæreste der arbejder fra 7.30-19.00 hver dag, så er det sgu fast arbejde at aktivere en tumling på egen hånd en hel dag. Jeg er endnu engang velsignet med verdens nemmeste graviditet, men alligevel er seks timers nattesøvn ikke tilstrækkeligt. Faktisk kan jeg mærke, at alle gener opstår når jeg ikke får sovet nok – halsbrænd, plukveer og ømhed i mave og lænd. Symptomer der fluks forsvinder når jeg er udhvilet igen.

Nå, men dilemmaerne i mit hoved er mange kan i nok forstå, sikkert også lidt hormonelt betinget. Jeg tænker så ufattelig meget på, at tiden hvor Agnes har min fulde opmærksomhed er ved at rende ud. Det gør mig lykkelig, glad og forventningsfuld, men også en smule ængstelig, som jeg også tidligere har beskrevet. Jeg har et stort behov for at alt skal være perfekt lige i øjeblikket, både de ydre ting, f.eks. brugte vi dagen i går på at få ordnet vores altan, fjernet alger og givet olie, noget der ellers ikke er blevet prioriteret ret højt hidtil. Men også de nære ting skal være perfekte, f.eks. vil jeg gerne have at Agnes skal være glad hele tiden, hvilket jo er fuldstændig utopisk. Jeg øver mig derfor i at se det perfekte i det uperfekte. En altan fuld af alger er et symbol på, at alle weekender er blevet brugt på legepladsen, og at Agnes af og til bliver ked af det er jo ikke er et udtryk for at hun grundlæggende ikke er glad, men blot en måde at udtrykke sig på.

En dag af gangen og en bekymring mere nedskrevet – heldigvis er det ofte nok til at den reduceres fuldstændig og med tiden bliver helt ubetydelig. Tak fordi I vil læse med, selvom det af og til er svært at holde styr på ordene i mit roede hoved.

Et lille pip fra ferieland, der jo i det ”nye” liv som forældre, til forveksling kan minde en del om hverdagen. Hver morgen står vi op ved fire-fem tiden, og det vil jeg for evigt ynke, brokke, skælde og smælde over herinde, så jeg i det mindste ikke gør det i hovedet på den toårige. Det må I sgu undskylde. Derudover nærmer Agnes sig med hastige skridt trodsalderen, som jeg havde hørt skulle træde i kraft når barnet er omkring to år, men som jeg dog ville have svoret, at A tog hul på langt tidligere. Hvad jeg ikke vidste var, at det kun var en lille appetizer. Så hun er vel som børn er flest i denne alder, lige dele sød og irriterende. Ej, selvfølgelig mest sød og elskelig. Men altså også ret irriterende. På den ene side er hun en supermand, der på alle måder ønsker selvstændighed og nok skal fortælle og diktere hvordan alt skal foregå, og med alle de nye ord der myldrer frem, så er hun efterhånden ved at blive utrolig udtryksfuld (som det vel på diplomatisk vis hedder). Og på den anden side er hun stadig det her lille skrøbelige menneske, der virkelig føler livets uretfærdighed, når hendes banan ved et uheld knækker over på midten. Så ja, en forestilling om at der med masser tid og overskud, på automatiskvis opstår en harmonisk og konfliktfri hverdag, hvor hele familien sover længe og spiser jordbær dagen lang, er altså en illusion. Det skal hermed være sagt!

Alligevel behøver man ikke kigge ret godt efter, lige over de mørke render under øjnene, før man tydeligt fornemmer en helt særlig ro, der her et par uger inde i min ferie, for alvor har indfundet sig. Jeg tror jeg både fysisk og mentalt er ved at indstille sig på den vilde omvæltning, der blot om et par måneder vil vende op og ned på hele min verden, endnu engang. Så lad det bare regne og blæse og barnet skrige, jeg bager pandekager og puster badebassin op imens.

Det er nok også for at beskytte mig selv lidt, og forhindre de forbudte følelser der engang i mellem dukker op i denne graviditet, følelser af pludselig at få kolde fødder og tænke ”hvad fanden har vi gang i?”. Det er kombinationen af, på den ene side at vide hvor hårdt det var at have et spædbarn, og på den anden side ikke at ane hvordan det er, pludselig at have to små børn. Følelsen af kolde fødder er jo helt ukonstruktive, og i selv sammen skrivende stund er et lille menneske i min mave ved at give mig blå mærker indvendigt, for ligesom at pointere dets eksistens. Lige om lidt er vi en familie på fire – lige meget hvor meget panikangst jeg ligesom kan fremkalde i mit lille hoved. Jeg skylder måske lige at fortælle, at denne graviditet var fuldstændig planlagt, om end det alligevel tog os lidt med bukserne nede (dårligt valg af ordsprog i denne sammenhæng), at det skulle gå så stærkt. Men vi ved, at dét i sig selv er en gave og et privilegium, og vi var glade og lykkelige for første sekund. Så det er tankerne om det uvisse og de ting jeg ikke kan kontrollere, der engang imellem får mig ud og vakle lidt. Alt imens jeg bliver helt varm indeni når jeg forestiller mig det søskendebånd, der forhåbentlig vil vokse og udvikle sig mellem vores to små piger, samtidig med vi endnu engang får lov til at opleve hvor fantastisk det er, at se et lille menneske gro og blive til sin egen lille person, som vil fylde vores hjerter med endnu mere uforebeholdt kærlighed.

Børn, bekymringer og kærlighed går i sandhed hånd i hånd, og det føler jeg ekstra kraftigt i denne tid.