Update på den ferieramte vuggestue, en film anbefaling og en opsang til forældreland om hvordan vi taler foran vores børn

Billedet har som sådan ikke noget med den følgende tekst at gøre, jeg synes bare det var herligt.

Mit blogindlæg i mandags fortjener lige en update her på ugens sidste dag. Sådan en ferieramt institution er altså ikke så tosset alligevel, skulle jeg hilse og sige – både fra den toårige og hendes forældre. For når der er dobbelt så mange hænder til hvert barn som til hverdag, og tilmed en solbeskinnet storby at udforske, så er der sgu også feriefornemmelser i vuggeren i disse dage. Hver eneste dag har de været på udflugt i Christianiacyklerne, alle børn med hver deres søde cykelhjelm på, helt selvlysende af solcreme. Der er blevet kigget på dyr og vand på Islandsbrygge og besøgt nye store legepladser på Frederiksberg, men vigtigst af alt, Agnes har været glad og fornøjet når hun har været afsted. Så ugen er endt med at være så fin og den mavefornemmelse der nærede den første dag, har virkelig hurtigt fortaget sig. Agnes er i vuggestue om formiddagen og så henter jeg hende straks efter hendes middagslur. Det giver mig noget så sjældent, som et par timers ego-tid. Tid der alt efter hvordan natten er forløbet, enten bliver udnyttet til at tage en lur, til at ordne praktiske ting i hjemmet og herunder så småt gøre klar til et nyt familiemedlems ankomst, tandlæge besøg og en helt dejlig veninde-bif-date, der først sluttede efter midnat (wow).

Må i den forbindelse lige indskyde verdens største anbefaling til filmen Mommy, der er i øjeblikket kan ses i biografen Vester Vov Vov. Filmen sætter fokus på et vigtigt dilemma, der til trods for at foregå i Canada, er SÅ relevant her i Danmark også. Filmen handler om en stor teenage dreng med diagnosen ADHD og hvordan det er at være mor til et barn, som hun selvfølgelig elsker helt dybtfølt, men som samtidig har en meget udad regerende, seksualiseret og grænseoverskridende adfærd. En så smuk og stærk film!

…Og så er livet jo skønt, når man både har uendeligt meget tid til sit barn, tid til at tage sig en formiddagslur og tid til at gå i biografen midt i ugen. Alligevel føler jeg sgu at internettet har fået diarré her i sommervarmen, og det påvirker mig at læse den ene artikel efter den anden om, hvor vigtigt det er at børn har lang sommerferie fra institutionen. Det er jeg som sådan ikke uenig i og jeg er da også meget opmærksom på at Agnes både har halve- og hele dage hjemme, sammenhængende ugers ferie sammen med begge sine forældre og masser af øjeblikke der afviger fra de daglige rutiner. Men vores situation er jo også så privilegeret og livet som studerende/barslende mor, meget tilgivende over for ønsket om en institutionsfri sommer. Stop dog lige med at hælde salt i såret på de forældre, der i forvejen kæmper for at få hverdagen til at harmonere med vuggestuens åbningstider og arbejdsmarkedets høje timekrav. Helt ærligt. Jeg kender sgu ikke nogen, der ikke gider være sammen med deres børn – hvem er de?

Jeg har dog en anden lille opsang til forældreland her på ugens sidste hverdag, der bygger på en episode jeg overværede, da jeg hentede A den anden dag. Vi var et par stykker der kom ind ad døren samtidig for at samle unger op, og det stod hurtigt klart at hele det her sammenlægning af vuggestuer og nye forhold, betød at der altså ikke lige var styr på det hele. Så der stod vi alle sammen med et barn på den ene arm og roede i nogle kasser med den anden. Stemningen blev hurtigt trykket, da de andre forældre begyndte at snerre af personalet og bekræfte hinanden i, hvor dårligt det var, at ungernes sko og overtøj ikke lige var til at finde. Jeg forstod det slet ikke, hvis nogle har passet godt på mit barn en hel dag, så er det da så ligegyldigt at jeg skal bruge ti minutter på at lede efter den ene sandal. Og jeg kunne heller ikke drømme om, foran mit barn, at snakke til personalet på den måde. Så apropos stressede forældre, tag en dyb indånding. Hvis mit barn er glad, er jeg glad, og alt det praktiske er da underordnet.

God weekend!