Mit intitutionsbarn

Agnes’ første dag i vuggetue

Okay, det der med at sende sit barn i vuggestue for første gang, er sgu ikke for sarte sjæle. I hvert fald ikke i vores tilfælde. Heldigvis vendte skuden og det var ”kun” de første tre uger Agnes græd helt hysterisk. Nu er vi knapt nok kommet ud af sengen om morgenen, før A farer ud i gangen og henter sine støvler og flyverdragt og vil afsted. Og når vi aflevere hende lidt senere, har hun virkelig travlt med at få sagt farvel og komme i gang med sin vuggestuedag. I mandags sagde en pædagog til mig, at de fleste børn havde været lidt påvirket af at starte op igen efter ferien, men at Agnes havde været i fantastisk humør. Ej, det gør mig så inderligt glad at høre! Nogle kunne måske ønske sig, at barnet udviste lidt mere afsavn når nu man selv går og savner dem en hel del i løbet af dagen. Men helt ærligt, så foretrækker jeg at se begejstring og glæde i hendes øjne som det sidste, inden jeg går fra hende i 6-8 timer.

Nye bekymringer dukker dog op til overfladen… De første måneder sad Agnes konstant på armen af en pædagog. Hun søgte rigtig meget tryghed og jeg synes hun blev mødt med stor omsorg. Men hvad så nu? Nu går barnet og er veltilpas dagen lang og har ikke længere behov for den nærhed i løbet af dagen. Men bliver hun så husket? Når der er fire pædagoger til 14 børn, så skal man da være naiv hvis man tror, at det barn der ser glad ud og leger selv får den store opmærksomhed. Jeg tror også jeg selv var sådan et institutionsbarn, der bare nulrede rundt og var tilfreds. Hun er i den grad institutionaliseret nu, hvis der overhovedet er noget der hedder det.
Jeg er kæmpe fan af vuggestuen skylder jeg måske lige at nævne. Kemien mellem os og personalet er lige i øjet og jeg synes det er et fantastisk sted, at være et etårigt barn. Så her var vel bare lidt onsdags tanker og overspringshandlinger fra min Vesterbro stue á.

God dag til jer alle.