Forbrugsabstinenser og London drømme

Bare kald mig Karen Kedelig

I går var Daniel og jeg til årets første julefrokost. Hver for sig, vel og mærket. Jeg tog ud til vores gode venner, der inviterede til klassisk tamtam med det hele, og Daniel var afsted til den årlige firmajulefrokost. Agnes skulle i mellemtiden passes af sin farmor og farfar, der stod for underholdningen i et par timer og så at putte hende i seng. Sandheden er, at det var første gange Agnes blev lagt i seng af andre end Daniel og jeg. Jeg ved godt at nogle synes jeg er en pylleret mor, og det synes jeg er et kompliment, sådan har jeg i hvert fald fået det med tiden. Vi har kun fået A passet få gange, og egentlig kan vi bedst lide at gå ud når Agnes sover, hvad hun jo heldigvis gør de fleste dage omkring kl. 19. Alligevel er det jo så prisværdigt, når vi tilfældigvis er inviteret ud til to julefrokoster på én og samme aften, at svigerforældrene kaster sig ud i bilen og kører 100km, samt sidder og holder stuevagt den halve nat, så vi kan komme ud og slå til Søren. Svigerfar tilbød sågar at hente os i øst og vest, så vi kunne lade bilen stå. Men da jeg mærkede efter indeni, så var det jeg egentlig havde lyst til, en aften med gode venner og så hjem i ordentlig tid, minus julebrandert. Ja, kald bare Karen Kedelig. Da klokken nærmede sig midnat, min kæbe gjorde ondt i forsøget på at holde gab tilbage, mine bukser strammede og min raflearm var blevet øm, så trak min egen seng åhh så meget i mig. Inden jeg kørte, skrev jeg lige en sms til Daniel om at jeg satte kursen mod Vesterbro. Til min store overraskelse, skrev han at han gerne ville samles op på vejen. Så måske er vi bare familien Kedelig nu. Under alle omstændigheder, er vi en familie der står op et sted mellem kl. 05 og 06 hver eneste morgen, også på morgner hvor vi har været til julefrokost aftenen inden. Efter fem timers søvn, da Agnes synes at nu måtte dagen godt begynde, var ingen af os udhvilede. Så set i det lys, var det nok meget godt, at vi ikke var kommet væltende hjem kl. 4 med nissehuen siddende på skrå. Agnes har heldigvis gjort nemt at være trætte forældre i dag, og været i et mægtigt humør. Men noget var alligevel anderledes. Vores ikke særligt sutteglade pige, ville pludselig gerne have sutten i munden i lange perioder af dagen. Derudover synes hun det var sjovt at gå rundt med hue på, hvilket også er højest usædvanligt. Vores lille pige, der ellers normalt har appetit som en sømand, ville ikke rigtigt spise og inden vi fik set os om, gik det op for os at Agnes nu var ramt af den maveomgang, som vi har haft skiftevis on/off i ugevis. Jeg har snart tabt fem kilo på denne ufrivillige kur, og selvom det måske lyder som mange kvinders drøm, så kan jeg helt ærligt sige, at det er en ret ufed måde at tabe sig på.

Weekenden har vel været lidt bittersød, og nu skal jeg seng. Næste uge byder på noget meget nyt og spændende. Godnat!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forbrugsabstinenser og London drømme