Jeg siger lige noget helt forbudt ”hold kæft hvor jeg glæder mig til vuggestuen åbner efter nytår igen”. Ja ja, børn er en velsignelse og vi skal nyde vores ferier sammen og kælke og spise honningkager, og alt det har vi så gjort nu. Nu savner jeg at gå på toilettet, uden at få puttet badeænder ned i trusserne og uden at skulle sidde og råbe ”nej, du må IKKE lege med toiletbørsten” imens. Jeg savner at skrive, bare lige et par timer, og ikke kun i 20 min. mens én snorker på altanen. Jeg kunne også godt have brugt en halv time for mig selv, til at købe et eller andet lårkort og uanstændigt jeg kan iføre mig i aften, men det ender jo nok med, at jeg kommer prustende og stønnende ud fra soveværelset efter at have endevendt hele klædeskabet – som jeg plejer. Fik jeg nævnt at Daniel har arbejdet her mellem jul og nytår og jeg er helt udmattet på denne aften, hvor det handler om at være knivskarp med frække bemærkninger og holde sig vågen så længe, som jeg ikke har været siden samme aften sidste år? Men jeg glæder mig. Vores nytårsaften bliver hyggelig, hvilket alle jo ved er et synonym for, ikke vild. Gode venner, lange grin, fin mad og rummelighed for at Agnes bare kan være, er den perfekte aften for mig.

Vores jul var fantastisk og hektisk på én og samme tid. Den 24. december mærkede vi, at to familier bliver til én når der kommer et barn til verden, og det er sgu ret smukt og moderne. Og på samme måde, som Agnes stjal hele showet juleaften, har hun jo lidt gjort for os hele det seneste år. Der har været mange ”første” af alt muligt: første maverul, første tand, første mad, første kravle tag, første skridt, første dag i vuggestuen, første ord osv. Og selvom disse milepæle virker som de vigtigste, så ved jeg at det vigtigste der er sket i dette år, er udviklingen af Agnes’ egen lille personlighed. Sådan én er jo svær at beskrive, men jeg vil alligevel forsøge at sætte et par ord på den. Agnes er frem for alt kærlig, og deler ud af kys og krammere utallige gange hver eneste dag. Hun er også så glad og kærlig når hun er sammen med andre børn og selvom hun i starten synes at vuggestuen var fjenden, så kan jeg virkelig mærke hvor glad hun bliver hver eneste morgen nu, når hun ser de andre børn. Hun er også meget grænsesøgende for tiden, især over for mig, bilder jeg mig ind. Tit gør hun noget frækt, bare for at opnå en reaktion. Jeg tænker nogle gange, at hun måske synes at vi var liiidt for meget i symbiose det første år, og nu allerede er i gang med at selvstændiggøre sig…

Jeg glæder mig helt vildt til det nye år! Jeg har lyst til at barbere mig skaldet, ej ikke rigtigt, men jeg elsker den tanke om at gå det nye år i møde ren og fri. Jeg er vild med ideen om, at man kan lægge alt det bag sig, som man ikke ønsker at tage med ind i det nye år, og fokusere på at skabe alt det man ønsker skal udgøre et nyt. Jeg er tydeligvis meget romantisk på den klamme måde, men det vil jeg have lov til at være. For mig er Nytårsaften først og fremmest en markering af drømme.

Tak til alle jer der har taget så godt imod min blog og læst med ind imellem. Jeg glæder mig så meget til at fortsætte mine skriverier i 2015.

Ha’ en fantastisk Nytårsaften!

Daniel og jeg er gået i gang med at se Matador, alle afsnit fra ende til anden. Jeg er nok den eneste i det ganske land, der aldrig har fået set alle afsnit af Matador, og det vil folk fortælle mig er en fejl gang på gang. Jeg skulle i øvrigt hilse og sige, hvis der skulle sidde nogle derude, der endnu ikke er kommet i julestemning – så er dét altså opskriften. Jeg bliver simpelthen så nostalgisk af den serie, der minder mig om min farmor og farfar, og deres liv og forretning i Køge. Maude og Hans-Christians dagligstue, er fuldstændig som jeg husker min farmor og farfars hjem – om end karakteren Maude, er langt fra den hjertevarme farmor jeg husker fra min tidlige barndom. Min farmor og farfar døde med kort tids mellemrum da jeg var en seks-syv år gammel, og i dag er deres store herskabslejlighed totalrenoveret og lavet til tre mindre lejligheder. Selvom jeg jo var ret lille da de gik bort, står deres hjem knivskarpt i min erindring. Jeg kan tage en mental guidet tur igennem hele lejligheden og placere hver en lille porcelænsfigur og maleri på væggene, måske fordi det var lidt som at træde ind i et afsnit af Matador. Det var en tidslomme, jeg ikke har oplevet før eller siden. Maden blev købt ind hos slagteren, ostemanden, bageren og på torvet blev der handlet grøntsager. Der blev spillet musik, da min farmor både kunne spille klaver og harmonika. Der blev læst bøger og store aviser, strikket og broderet. Meget meget fint og autentisk.

Jeg tænker lidt på værdier i disse dage. Jeg har min egen familie nu, og vi kan selv skabe de rammer vi ønsker os. Jeg kan mærke at jeg er mere traditionel end jeg nogensinde havde forestillet mig, og måske har lyst til at være ved. Jeg har snakket meget om mit parforhold i de seneste indlæg, og jeg er selv lidt overrasket over hvor tæt på det er kommet. Min blog er ikke længere kun sjove anekdoter fra livet som mor, men også fyldt med personlige tanker og drømme. For mig, handler julen i høj grad om kærlighed. Mine største kærlighedsidealer er min mormor og morfar, som jeg er så heldig at have endnu. De har det fineste forhold, hvor kys og kærtegn, og det at gøre noget for hinanden uden at forvente at få noget igen, er stærkt implementeret i hverdagen. Og så har de snart været gift i TRES år, det er jo så fascinerende og nok noget de færreste af os kommer til at opleve. Jeg spurgte engang min mormor, hvad hun troede der gjorde, at de havde holdt sammen i alle disse år? Og hun svarede ”at de for længst var holdt op med at tro at græsset var grønnere inde hos naboen”. Måske er det ikke et skide romantisk svar, men jeg synes det er så sandt og sigende. Når man deler et helt liv sammen med én, så handler det fandeme om at bruge tiden og energien på at forme det forhold man selv ønsker sig, og ikke på at læne sig tilbage og drømme om livet på den anden side ligusterhækken.

Jeg ønsker jer alle den dejligste jul fyldt med kærlighed. Kys hinanden lidt mere, det er snart sidste chance i år…

En kold og våd Tivolitur i lørdags

Jeg tror alle kommende forældre har kigget hinanden i øjnene og sagt ”vi skal ikke blive nogle af dem, der glemmer hinanden og langsomt glider fra hinanden, når vi to bliver til tre”. Vi lover hinanden, at vi stadig vil gå i biografen, kysse hinanden flere gange om dagen, knalde flere gange om ugen og være spontane, sjove og fjollede. Vi føler måske at vi kender vores partner rigtig godt, men vi kender ikke hinanden som forældre. Det er en helt ny livssituation, der ændrer én. Daniel og jeg er ikke helt de samme som vi var for 15 måneder siden, grundstene er måske de samme, men noget er alligevel forandret. Det skal ikke forstås negativt, det er bare sådan det er, men det betyder, at vi på en eller anden måde, skal lære hinanden at kende på ny.

Jeg synes vi er et godt forældreteam. I lørdags skændtes og råbte vi af hinanden, og sådan er vi også ret uperfekte engang i mellem, men generelt vil jeg mene at stemningen er god og kærlig i vores lille hjem. Alligevel skete der det, lige midt i en grænsesøgende etåriges temperamentsudbrud, overarbejde og følelsen af total udmattelse, at vi glemte alt det vi havde lovet hinanden. Glemte at vi engang var andet end bare Agnes’ forældre og to forhandlingspartnere, der skal dele sol og vind, opvask og opdragelse, søvn og samvittighed, ligeligt imellem os.

Heldigvis er vi ikke blevet magelige endnu og arbejdshandskerne trukket på igen. Ingen skal sgu stille sig tilfreds med et middelmådigt parforhold! Jeg tænker tilbage på det første år Daniel og jeg kendte hinanden, hvor jeg konstant havde underlivsbetændelse og skægpest på hagen, åh ja, det var en fin tid. I år handler julen for os om de nære ting, og at lytte og blive lyttet til, om at sidde tæt og slukke for computer og telefoner og om at gå i seng på samme tid, også selvom der var noget andet man liiige kunne nå at lave. Men fandeme om den ikke også handler om at barbere ben, løbe ture og løsne morknolden. Og apropos løbeture, så var jeg afsted i morges, for tredje gang siden i torsdags. Ind til videre er det kun lykkedes mig at løbe i regn og blæst, og løbeskoene er sgu svære at snøre kl. 7.30 om morgenen, når det er fem grader og kuling udenfor. I morges skulle jeg lige i Døgn Netto og købe en yoghurt på vej hjem fra løbeturen. Bag kassen sidder en 18-20 årig fyr med morgenhår, og jeg forsøger alt hvad jeg kan på ikke at få øjenkontakt med ham, selvom han og jeg var de eneste i forretningen, men mit hoved var rødere end en tomat og jeg magtede det sgu ikke lige. Så udbryder han lige pludselig ”har du været ude og løbe en mandag morgen kl. 8 i regnvejr? ” og jeg kigger lidt forskrækket op på ham og siger helt forsigtigt ”ja”, hvortil han læner sig ud over kassen for at give mig en high five og siger ”fuck hvor sejt, det er stilen det der”. Jeg havde lyst til at give ham et kys på kinden – mega overskuds-mandags-humør. Jeg er helt glad nu, og i eftermiddag kommer to veninder og drikker glögg i min stue. Jeg tror faktisk at en eftermiddagsbuzz med de dejligste piger, er det sidste der skal til for at få mit julehumør helt i top.

Til alle jer der har juleferie nu – heldige svin J

Til jer andre – god mandag!

Sådan for real – nok ikke. Men jeg synes virkelig den her vinter allerede er ret rådden. Sidste vinter bemærkede jeg slet ikke, at det regnede og var mørkt og koldt, for der var Agnes stadig en lille prut og jeg befandt mig lige midt i euforien af min barselsboble. Jeg er sjældent særligt god til at mærke, hvornår jeg har det godt og hvornår jeg har det mindre godt. Jeg tror jeg synes jeg lever et lidt for privilegeret liv, til nogen sinde at sige, at jeg IKKE har det godt. Med alt det gode min hverdag er fyldt op ad, de utallige kys og mavekrampe-grineture jeg får hver eneste dag, så skulle man da være et skarn hvis man ikke rendte rundt og var glad i låget. Og det er jeg OGSÅ, men samtidig ikke. Giver det mening? Jeg hænger sgu lidt med mulen for tiden, og det er jeg træt af (som man ville have sagt i Jylland, hvor jeg jo engang har boet, og derfor godt må sige). Efter en meget voksen snak i familierådet i går, om hvordan vi får energien, gnisten og humøret op i det lille hjem i igen, har jeg lagt en strategi.

Min plan ser sådan her ud:

1. Jeg vil, hver anden dag resten af december og HELE fucking januar, løbe mig en tur. Jeg har ingen ambitioner om hvor langt og hvor hurtigt, det er det med at komme afsted, der er målet i sig selv. Det handler hverken om kilo eller kondital, men om at få røde kinder og et skud endorfiner i kroppen. Jeg kommer ikke til at trætte nogen, eller mig selv, med talte centimeter der forbliver eller forlader mit korpus, nej for engang skyld, vil jeg ene og alene opveje min succes i mit eget gode humør. I morges var jeg afsted for første gang. Knolden sad som den skulle, måsen i tights ikke helt, men da radioen forkælede mine ører med Backstreet Boys kl. 7.20 en torsdag morgen, tog det ene skridt sgu det andet.

2. Jeg vil tage en vitaminpille hver dag. Jeg var skide god til det da jeg var gravid, men ellers er det aldrig rigtigt noget jeg har gjort det i. Nu skal det være.

3. Jeg vil ikke spise sukker i hverdagene. Det er jul og jeg har fandeme ikke tænkt mig at spise anderledes end alle andre, i den anledning. Jeg har bare sådan en krop, ligesom de fleste andre kvinder i øvrigt, hvor mit blodsukker kontinuerligt med mit humør, svinger op og ned hele dagen, hvis jeg ikke spiser ordentligt. Det gider jeg ikke at være påvirket af hver eneste dag.

Jeg glæder mig til og håber på at disse små (okay, ret store for mig) tiltag, vil få julehumøret op igen og ikke mindst hjælpe mig igennem den her ondskabsfulde grå vinter. I vores familie starter julen på lørdag med en tur i Tivoli med svigerfamilien, og søndag med julebrunch i Køge med mine søskende, nevøer, niecer, svogerer og sviginder. Det bliver hyggeligt!

Tak til den sødeste veninde, der ignorerede at mine øjne blev blanke over kaffen i går og bare lyttede. Men virkelig også tak for at holde mig med selskab og desuden holde mig på sporet, da jeg skulle gøre alle julegaveindkøbene på et tætpakket strøg i går – alene havde jeg sgu ikke magtet det.

God dag til jer alle!

Netop hjemvendt fra fire dages smuttur til det smukke frostklædte London – hér er en beretning om vores ferie og lidt anbefalinger til at rejse med en etårig.

Jeg tror virkelig at vi i øjeblikket får belønningen for det benhårde arbejde, det var at være Agnes’ forældre de første 9-12 måneder. Agnes var sådan én baby, der bare KUN var tilfreds i sin mors eller fars arme, og det var altså hjernedødt hårdt engang imellem, skal jeg hilse og sige. Alligevel er jeg så stolt af at vi lyttede til hendes behov og vores egen mavefornemmelse, og i dag er hun den mest tillidsfulde, nysgerrige og glade pige. Det viste sig derfor også at være det helt optimale tidspunkt, at vakuumpakke hendes lille krop i flyverdragt og elefanthue, og placere hende i en paraplyklapvogn i fire dage. Hun har seriøst været den sødeste rejsemakker, man kunne ønske sig. Faktisk så sød, at vi engang imellem glemte at give hende mad og skifte hendes ble, før den hang nede i knæhaserne. Lykken var gjort hvis hun bare fik lov til at jage en due, spise en ostemad og kysse lidt på os alle sammen. Agnes har dog også mærket at det var ferie og både smagt pomfritter, chokoladecroissant, været længe oppe og fået nyt legetøj.

London er en stor by! Vi tager sjældent offentlige transportmidler når vi er i udlandet Daniel og jeg, mest fordi vi bare hellere vil gå end at stå mast i en propfyldt metro, men i London var disse også meget lidt klapvognsvenlige. Når man beslutter sig for at gå til alt, til trods for at vi egentlig boede centralt, opdager man hvor stor en by London virkelig er. Og når man allerede er på gaden ved ottetiden, så er der dømt trætte trætte forældre-fødder sidst på dagen. Min mor, der var så sød at gøre os selskab på turen, tilbød hver eneste aften at holde vagt på vores hotelværelse, så vi kunne tage ud og danse på bordene. Men når vi havde trasket rundt i 12 timer, så var det altså bare dejligst at smække stængerne op i dobbeltsengen, blunde til en gammel engelsk krimi og dele et rør Pringles. Så vi gjorde egentlig det smarte, synes jeg selv, at vi gik ud og spiste lækker frokost, og så blev aftensmaden oftest en sandwich eller en portion Cup Noodles på hotelværelset, når Agnes gik om kuld ved 20-tiden.

Vi var ikke de eneste der synes, at sådan en forlænget weekend midt i december, var oplagt til at tilbringe i London. Faktisk var menneskemylderet lidt overvældende til tider. Det var selvfølgelig mere udholdeligt i de små sidegader, men man har ligesom ikke været i London, hvis man ikke har været en tur igennem Oxford Street og i stormagasinerne Harrods, Selfridges og Liberty of London. Så det var vi. Min mor forærede Agnes en kjole med strutskørt og palietter. Nuttetheds faktoren kommer til at sprænge alle grænser denne jul, især når hun også får den fine frakke på, som jeg var nødt til at købe til hende.

Vi havde pakket absolut minimalistisk og selv med bleer, vaskeklude og et par legeting, tog vi afsted med to halvtomme håndbagagekufferter. Det var fint – dagene hvor jeg slæbte alt fra øllebrød til pusleunderlag med mig hvor end jeg skulle hen, er i den grad ovre. Det eneste jeg virkelig savnede var Agnes’ slynge eller en god bæresele. For selvom Agnes sad i klapvognen lagt ud over hvad der kan forventes at en etårig, og i øvrigt også gik rigtig meget selv, så ville hun engang imellem også bare gerne bærers. Det skulle helst være hende moren med spaghettiarmene, der skulle løfte, og jeg er sikker på at mine arme er blevet et par centimeter længere og min ryg et par år ældre, efter denne tur.

Flyveturen tur/retur gik også fantastisk, da det lykkedes os at få kørt hende helt træt lige inden vi gik ombord. Hendes dyne, en lille pakke rosiner at gumle på når vi lettede og et blødt maveskind at hvile sit hoved på, var alt der skulle til for at søvnen indtraf.

Da vi gik ned ad Vesterbrogade i går eftermiddags, snakkede vi om, at vi følte vi havde været ude og rejse i meget længere tid end vi egentlig havde. Nogle gange, er det der med lige at komme helt ud af sine vante omgivelser og hygge lidt om sig selv og hinanden, nok. Og så er det jo så prisværdigt at have en mor, der kaster alt hvad hun har hænderne og rejser med på storbyferie. Hun er sgu den dejligste mormor for Agnes og desuden også ret hyggeligt selskab for os andre.

Juleindkøb, julefrokoster og familiesammenkomster, kom bare an!