Kærlighed og Matador

Daniel og jeg er gået i gang med at se Matador, alle afsnit fra ende til anden. Jeg er nok den eneste i det ganske land, der aldrig har fået set alle afsnit af Matador, og det vil folk fortælle mig er en fejl gang på gang. Jeg skulle i øvrigt hilse og sige, hvis der skulle sidde nogle derude, der endnu ikke er kommet i julestemning – så er dét altså opskriften. Jeg bliver simpelthen så nostalgisk af den serie, der minder mig om min farmor og farfar, og deres liv og forretning i Køge. Maude og Hans-Christians dagligstue, er fuldstændig som jeg husker min farmor og farfars hjem – om end karakteren Maude, er langt fra den hjertevarme farmor jeg husker fra min tidlige barndom. Min farmor og farfar døde med kort tids mellemrum da jeg var en seks-syv år gammel, og i dag er deres store herskabslejlighed totalrenoveret og lavet til tre mindre lejligheder. Selvom jeg jo var ret lille da de gik bort, står deres hjem knivskarpt i min erindring. Jeg kan tage en mental guidet tur igennem hele lejligheden og placere hver en lille porcelænsfigur og maleri på væggene, måske fordi det var lidt som at træde ind i et afsnit af Matador. Det var en tidslomme, jeg ikke har oplevet før eller siden. Maden blev købt ind hos slagteren, ostemanden, bageren og på torvet blev der handlet grøntsager. Der blev spillet musik, da min farmor både kunne spille klaver og harmonika. Der blev læst bøger og store aviser, strikket og broderet. Meget meget fint og autentisk.

Jeg tænker lidt på værdier i disse dage. Jeg har min egen familie nu, og vi kan selv skabe de rammer vi ønsker os. Jeg kan mærke at jeg er mere traditionel end jeg nogensinde havde forestillet mig, og måske har lyst til at være ved. Jeg har snakket meget om mit parforhold i de seneste indlæg, og jeg er selv lidt overrasket over hvor tæt på det er kommet. Min blog er ikke længere kun sjove anekdoter fra livet som mor, men også fyldt med personlige tanker og drømme. For mig, handler julen i høj grad om kærlighed. Mine største kærlighedsidealer er min mormor og morfar, som jeg er så heldig at have endnu. De har det fineste forhold, hvor kys og kærtegn, og det at gøre noget for hinanden uden at forvente at få noget igen, er stærkt implementeret i hverdagen. Og så har de snart været gift i TRES år, det er jo så fascinerende og nok noget de færreste af os kommer til at opleve. Jeg spurgte engang min mormor, hvad hun troede der gjorde, at de havde holdt sammen i alle disse år? Og hun svarede ”at de for længst var holdt op med at tro at græsset var grønnere inde hos naboen”. Måske er det ikke et skide romantisk svar, men jeg synes det er så sandt og sigende. Når man deler et helt liv sammen med én, så handler det fandeme om at bruge tiden og energien på at forme det forhold man selv ønsker sig, og ikke på at læne sig tilbage og drømme om livet på den anden side ligusterhækken.

Jeg ønsker jer alle den dejligste jul fyldt med kærlighed. Kys hinanden lidt mere, det er snart sidste chance i år…