Parforholdet post pattebarn

En kold og våd Tivolitur i lørdags

Jeg tror alle kommende forældre har kigget hinanden i øjnene og sagt ”vi skal ikke blive nogle af dem, der glemmer hinanden og langsomt glider fra hinanden, når vi to bliver til tre”. Vi lover hinanden, at vi stadig vil gå i biografen, kysse hinanden flere gange om dagen, knalde flere gange om ugen og være spontane, sjove og fjollede. Vi føler måske at vi kender vores partner rigtig godt, men vi kender ikke hinanden som forældre. Det er en helt ny livssituation, der ændrer én. Daniel og jeg er ikke helt de samme som vi var for 15 måneder siden, grundstene er måske de samme, men noget er alligevel forandret. Det skal ikke forstås negativt, det er bare sådan det er, men det betyder, at vi på en eller anden måde, skal lære hinanden at kende på ny.

Jeg synes vi er et godt forældreteam. I lørdags skændtes og råbte vi af hinanden, og sådan er vi også ret uperfekte engang i mellem, men generelt vil jeg mene at stemningen er god og kærlig i vores lille hjem. Alligevel skete der det, lige midt i en grænsesøgende etåriges temperamentsudbrud, overarbejde og følelsen af total udmattelse, at vi glemte alt det vi havde lovet hinanden. Glemte at vi engang var andet end bare Agnes’ forældre og to forhandlingspartnere, der skal dele sol og vind, opvask og opdragelse, søvn og samvittighed, ligeligt imellem os.

Heldigvis er vi ikke blevet magelige endnu og arbejdshandskerne trukket på igen. Ingen skal sgu stille sig tilfreds med et middelmådigt parforhold! Jeg tænker tilbage på det første år Daniel og jeg kendte hinanden, hvor jeg konstant havde underlivsbetændelse og skægpest på hagen, åh ja, det var en fin tid. I år handler julen for os om de nære ting, og at lytte og blive lyttet til, om at sidde tæt og slukke for computer og telefoner og om at gå i seng på samme tid, også selvom der var noget andet man liiige kunne nå at lave. Men fandeme om den ikke også handler om at barbere ben, løbe ture og løsne morknolden. Og apropos løbeture, så var jeg afsted i morges, for tredje gang siden i torsdags. Ind til videre er det kun lykkedes mig at løbe i regn og blæst, og løbeskoene er sgu svære at snøre kl. 7.30 om morgenen, når det er fem grader og kuling udenfor. I morges skulle jeg lige i Døgn Netto og købe en yoghurt på vej hjem fra løbeturen. Bag kassen sidder en 18-20 årig fyr med morgenhår, og jeg forsøger alt hvad jeg kan på ikke at få øjenkontakt med ham, selvom han og jeg var de eneste i forretningen, men mit hoved var rødere end en tomat og jeg magtede det sgu ikke lige. Så udbryder han lige pludselig ”har du været ude og løbe en mandag morgen kl. 8 i regnvejr? ” og jeg kigger lidt forskrækket op på ham og siger helt forsigtigt ”ja”, hvortil han læner sig ud over kassen for at give mig en high five og siger ”fuck hvor sejt, det er stilen det der”. Jeg havde lyst til at give ham et kys på kinden – mega overskuds-mandags-humør. Jeg er helt glad nu, og i eftermiddag kommer to veninder og drikker glögg i min stue. Jeg tror faktisk at en eftermiddagsbuzz med de dejligste piger, er det sidste der skal til for at få mit julehumør helt i top.

Til alle jer der har juleferie nu – heldige svin J

Til jer andre – god mandag!