Et spørgsmål om arv og miljø

For et par uger siden var Daniel og jeg til den første forældersamtale i Agnes’ vuggestue. Den afvikles for at samle op på barnets opstart (indkøring, på institutions sprog), ca. tre måneder senere. Så der stod vi så foran vuggestuens port med hinanden i hånden, og småfniste lidt af den spænding vi følte i maven. Vi ved jo godt at hun er den sødeste og smukkeste i verden, men vi er jo selvsagt et ret subjektivt panel. Så hvordan ser de hende, dem der har uddannelse, erfaring og hundredevis af børn at sammenligne med? Det var pædagogen, der også tog sig primært af Agnes i starten, og vel egentlig stadig, der stod for samtalen. Den første tid skulle jeg lige lure hende af, hun er meget anderledes end mig, og jeg tror at jeg helt instinktivt havde håbet på, at den person der skulle drage omsorg for Agnes og få hende til at føle sig tilpas i de nye rammer, var én der mindede lidt om mig selv. Hende hér er altså sådan én person meget store armbevægelser, en meget dyb og højlydt stemme og i det hele taget én der fylder rummet ud. Jeg tænkte hun mere var typen, der havde styr på hvordan man fik ti unger til at sidde stille og spise yoghurt uden at spilde, end én der sad med armene om et barn der havde det svært. Agnes havde en så hård start på vuggestuelivet. Normalt har vuggestuen en procedure for hvordan man indkører et barn på en uge – med Agnes tog det fire. Hun var så ulykkelig når vi gik fra hende, og hvor de fleste andre børn faldt til ro efter lidt tid, så fortsatte Agnes med at græde helt hysterisk, til vi kom retur efter max en time. Shit, det var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Vi var faktisk ret tæt på at kaste håndklædet i ringen flere gange og forsøge os med dagpleje eller noget helt tredje, men heldigvis blev Agnes glad for at være der – vitterligt fra den ene dag til den anden. Og hende den lidt højrøstede, har en helt særlig plads hos mig og ikke mindst hos Agnes, den dag i dag. Jeg havde helt sikkert misforstået den formøse pædagog og mine fordomme er gjort til skamme. Hver morgen giver hun Agnes et ordentligt smækkys og siger ”Hej skat”, og jeg fornemmer at hun helt oprigtigt er glad for hende. Til samtalen fortæller hun, at de også synes at det var en hård start Agnes havde, og anerkendte at det må have været svært for os. Til gengæld understreger hun, at hun stortrives nu. Det er jo ret sjovt for os at høre hvordan hun synes Agnes er, både fordi vores sammenlignings grundlag er ret snævert, men også fordi vi jo ikke er der til at se hvordan hendes hverdag er i vuggestuen, og hvordan hun omgås med de andre børn. Det bliver jo også lidt en samtale om hvordan Agnes’ personlighed udspiller sig, og det er jo virkelig skægt når vi taler om et lille bitte menneske, der i den grad er ved at forme sin egen unikke identitet. Vi går nok alle sammen rundt og synes vi er meget anderledes end vores forældre, om end vi også ved at nogle ting, kan vi bare ikke løbe fra. Alligevel tænkte jeg, at denne her egen identitet, først blev dannet meget senere i livet. Jeg tror også det handler om, at den nyfødte har groet inde i én, og så ligger der ligesom en forventning om at det der kommer ud, på én eller anden måde er et produkt af én selv. Men jeg kan ærligt sige, at Agnes kom ud og var helt sin egen fra aller første dag. Pædagogen i fortæller os, at Agnes er en skæg blanding af en temperamentsfuld lille dame, der nok skal give udtryk for hvordan hun synes tingene skal være, og samtidig en lidt skrøbelig pige, der stadig har brug for meget omsorg og kontakt fra de voksne. Efter Agnes er startet i vuggestue, er hun begyndt at tilbringe de fleste af døgnets timer sammen med andre voksne end hendes far og jeg, og de er jo naturligvis også er med til at præge hende. Jeg er så stolt over vores lille pige og det kan jeg slet ikke skjule. Jeg synes sgu hun er så god af sig, og kærlig og mild mod andre. Hun er også skide fræk, og lige for tiden tester hun virkelig grænser, f.eks. ved at hamre sin hånd ned i mit tastatur og spytte vand ud af munden fordi hun synes det er sjovt, selvom hun udemærket er klar over hun ikke må. Jeg har læst mig til, at det er netop nu der skal sættes ind med opdragelse, og at de små faktisk ønsker at få sat nogle tydelige rammer. Men helt ærligt, så er jeg stadig så akavet i den nye rolle som ”ramme-sættende-mor.” Ind til nu, har alt kunne slås hen med, at hendes intentioner ikke har været bevidste, men den går sgu ikke længere. Hun sender det der ”jeg er klogere end dig blik”, og så ved man jo ligesom hvad klokken er slået. Men hvad fanden stiller man lige op, når man på den ene side ikke kan snakke fornuft med en etårig, og på den anden side heller ikke kan få sig selv til at hæve stemmen over for så lille et menneske. Hun er jo så nuttet, og selvom jeg også kan blive irriteret på hende ind i mellem, så har jeg bare aller mest lyst til at kysse hende over det hele og ignorere hendes unoder. Ej, det går jo ikke! Heldigvis har vuggestuen arrangeret et foredrag for forældre d. 1. december, om netop opdragelse – jeg tager sgu notesblokken med.