Har du støttet en ammende mor i dag?

Hvad skal mit aller første blogindlæg så omhandle? Ja, det kunne jo være så meget – men jeg kan mærke at jeg bliver nødt til at starte ud, lige der hvor jeg er nu. I dag er det præcis tre døgn siden jeg ammede Agnes for sidste gang. Når jeg tænker tilbage på mine tanker om amning før og under graviditeten, husker jeg mig selv sige ”ja, så skal jeg lige amme i seks måneder og så er jeg ellers klar til at tylle shots i baren igen”. Samtidig var jeg meget opsat på at Agnes skulle ammes, og det blev et meget stort succeskriterie i det nye liv som mor, at få etableret en velfungerende amning. Men der skete noget i det sekund jeg fik Agnes i mine arme for første gang…

Efter 14 timers veer og uden vandafgang, blev Agnes’ første møde med verden en tur i den store vandrutsjebane, og hun blev bogstavelig talt skyllet ud på to/tre presseveer. Hun græd med det samme, og der var som sådan intet dramatisk omkring selve fødslen. Jeg fødte kl 22.01 om aftenen og inden gulvet var svabet, jeg havde fået mit broderi, stamceller var opsamlet, Agnes havde været igennem sit første sundhedstjek, svigerfamilien havde kysset og dikket for første gang – ja, så var klokken langt over midnat. Vi blev så kørt op på barselsgangen, og kom som de første ind på en stue, men med beskeden om at der hurtigt ville komme flere nybagte forældre. Sygeplejersken siger til os, at det er vigtigt for den helt nyfødte at der er mørkt på stuen, så hun kan få ro. Men jeg er bange og utryg over ikke rigtigt at kunne se hende i mørket. Som timerne går og vi alle skal forsøge at få lidt søvn, bliver jeg mere og mere urolig. Agnes siger nogle mærkelige lyde og jeg kan mærke at der er vådt rundt om hende. Og når hun ikke laver lyde, så prikker jeg til hende for lige at få hende til at bevæge sig. På et tidspunkt får jeg Daniel til at gå ud og hente sygeplejersken, men hun kommer ikke og Daniel får at vide, at det er helt normalt at de ligger og raller lidt og kaster lidt fostervand op. Ud på morgenen kommer lyset ind på vores stue, og jeg får et kæmpe chok da jeg ser der ligger blod rundt om Agnes. Jeg bliver beroliget om at det er blod der har været i fostervandet, som Agnes har slugt, og at det er helt ufarligt. Hun kaster ret meget op det første døgn og er generelt lidt utilpas. Alt imens forsøger jeg at amme hende. En sygeplejerske kigger med og siger hurtigt at jeg skal lade være, da Agnes simpelthen er så for kvalmet, at hun får det værre når jeg forsøger at give hende brystet i munden.

Mens det her står på, er stuen blevet fyldt op af tre andre nybagte forældre. Formiddagen og eftermiddagen går med besøg og om aftenen må Daniel køre hjem, da fædre kun må overnatte den første nat. Jeg tilbringer hele den nat inde i et ammerum alene med Agnes. Jeg kan ikke lide at være sammen med de andre forældre og babyer på stuen. Og selvom vi bliver frarådet at forlade sygehuset før mælken er løbet til, så ringer jeg til Daniel kl. 6 om morgenen, og siger han godt kan starte bilen og komme og hente os. På det tidspunkt har jeg stort set ikke sovet i tre dage.

På mange måder gav det ro at komme hjem og jeg fik sovet lidt. På andre måder, var det her angsten virkelig satte ind. Jeg sov KUN når Daniel sad og kiggede på Agnes. Ikke noget med lige at ligge hende i vuggen eller smutte på toilettet – nej, nu havde han vagten. Inge (vores sundhedsplejerske), som skulle vise sig at være det sødeste menneske på jorden, kom forbi allerede samme dag vi var hjemme. Hun vejede Agnes og vi kunne se at hun havde tabt sig fra 3420g til næsten 3000g, siden fødslen. Puha, det var jo hjerteskærende at jeg ikke havde kunne give hende nok mad. Jeg kunne tydeligt mærke at mælken var ved at løbe til og det gjorde ondt af helvede til, men Inge snakkede om modermælkserstatning og jeg følte mig som en kæmpe fiasko. Så jeg ammede og ammede og ammede – til brysterne var hudløse. Og så kom det jo, som om nogen havde tændt på knappen. Mine bryster var vokset til det tidobbelte og jeg har aldrig været så stolt over noget i hele mit liv. Få dage efter kom Inge og vejede A igen, og hun var tilbage på sin fødselsvægt. Halleluja! Modermælkserstatning nåede vi aldrig til.

Fra den dag af, var jeg verdens stolteste mor hver gang jeg ammede Agnes. Daniel grinede tit af at jeg altid valgte at amme på de mest synlige steder, når vi var ude. Jeg var helt sikkert en af de mødre, som har fået folk til at kløjes i kaffen. Agnes var også hurtigt en meget amme glad baby, og ville gerne ligges til meget ofte. Det var hårdt at amme så mange gange i døgnet, men stoltheden over at kunne give Agnes den næring hun behøvede og se hende vokse og blive stærk, overskyggede alt. Desuden viste Agnes sig også at være ret uinteresseret i fast føde, da vi begyndte at introducere det, og levede faktisk primært af modermælk til hun var ni/ti måneder. På en eller anden måde kunne jeg bedst mærke Agnes når hun lå i mine arme og digede. Angsten og uroen i kroppen forsvandt i disse stunder.

Men lige som det hele lyder lykkeligt, så går det bare fuldstændig skævt om natten. Agnes begynder at ville sove med brystet i munden hele tiden. Samtidig virker det også som om, at dét netop vækker hende – som hvis hun tabte en sut. Om dagen var hun nu blevet ret uinteresseret i amning, med mindre hun var meget træt eller syg. Derfor tog jeg en hård beslutning om at stoppe med at amme fra den ene dag til den anden. Jeg var kørt helt ned, og et år og 14 dages konstant afbrudt søvn, var sgu ved at tage pippet fra mig.

Jeg synes man skal være ærlig over for sig selv, så det vil jeg forsøge at være. Jeg er mor for første gang, og er blevet det et par år før de fleste i min omgangskreds, så jeg er meget påvirkelig over for andres holdninger og velmenende råd, og ikke mindst fordomme og tendenser i samfundet. Jeg mødte meget skepsis omkring mit relativt lange ammeforløb, men jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Hvis jeg nu ikke var lige ved at dø af søvnmangel, så kunne jeg sagtens have fortsat længe endnu.

Jeg vil gerne afslutte mit allerede alt for lange første blogindlæg, med at takke min søde kæreste for altid at bakke op og støtte mig i min amning. Selv når vores nærmeste kunne finde på at være skeptiske og kritisere, så kunne jeg altid regne med dig. Jeg vil også så gerne opfordre alle, til at være støttende og give kærlighed til ammende mødre. Det er så vigtigt og nødvendigt.