Da jeg var 17 år flyttede jeg fra barndomshjemmet i Køge til Nørrebro. Her gik jeg i gymnasiet, røg min første joint og fandt engang en død mand. Kontrasten mellem den stille hverdag i provinsen og det meget urbane Nørrebro, var til at få øje på. Årene efter studenterhuen kom jeg vidt omkring – Samsø, Århus, Frederiksberg og flere andre steder, men da jeg pludselig stod uden bolig for et par år siden, så ville skæbnen, at jeg flyttede tilbage til Køge igen. Der er noget helt særligt over det sted man er vokset op, og efter mange år ude, var der også noget dejligt ved at være tilbage i fødebyen.
En kold januar morgen, stod jeg og kiggede på Daniel og derefter på sygeplejersken, og så igen på Daniel og tilbage på sygeplejersken – og det gik op for mig at alt var ved at ændre sig. Inde i mig voksede en lille bønnestage, der en dag skulle komme ud, og hvis liv vi skulle skabe rammerne omkring. Vi vidste at vi med tiden måtte bo i noget større end den toværelses, og at tiden med ubegrænsede lejemål var forbi. Heldigvis forbarmede bankrådgiveren sig over den lille nye familie, og vi kunne begynde at kigge på lejlighed. For første gang nogensinde skulle vi til at eje noget, og så SAMMEN – very scary. Vi vidste at vores vej måtte gå modsat de fleste andre kommende forældre, og vi flyttede fra provinsen tilbage til byen. Vi fandt den fineste og dejligste lejlighed på Vesterbro, og flyttede ind dagen efter jeg havde termin – hvilket jo var fuldstændig vandvittig timing og kraftigt må frarådes. Jeg har et billede i hovedet af mig selv der sidder i en lænstol i midten af den tomme stue, mens folk fare rundt omkring mig med vores ting og flyttekasser, og mig der er så højgravid at jeg bare må tude over hele situationen. Forfærdeligt! Men da vi kom hjem med Agnes fra hospitalet få dage senere, var det hele jo så nyt og spændende, og selvom der også var en hvis stressfaktor ved at flere af vores ting stadig ikke var pakket ud, så var der også noget hyggeligt i at gå der med vores lille nye baby og bygge rede.
Den første tid var det jo nok især mig der nød at være tilbage i byen. Agnes lå mest og sov sin i voksipose, og jeg kunne få dagen til at gå med at traske rundt og kigge på vinduer, købe latté til min barnevogns kopholder og gå i mødregruppe. Men som foråret kom og A blev mere og mere klar til at udforske verden, blev Vesterbro også hendes domæne. Nede forenden af vores vej ligger den største og mest fantastiske lejeplads, kaldet Skydebanen. Vi kalder det Agnes’ andet hjem, da vi kommer der næsten hver dag. Vi startede med stille og rolige ture i babygyngen og at sidde og spise sand i sandkassen. Da det blev sommer kom der vand i et kæmpe stort soppebassin, og efter at have set det lidt an, blev det dagens højdepunkt på de varme sommerdage, at komme ned og blive dyppet – det der for de større børn var et soppebassin, gik nemlig Agnes til over navlen. Og generelt er det jo bare aldrig kedeligt at være barn på Vesterbro, der er børnefamilier overalt og desuden bare liv fra morgen til aften. Meget tid er gået med at følge med i metrobyggeriet, hvis maskiner og larm kan fascinere en etårig mere end man skulle tro. Og selvom parcelhuse i provinsen også har sine kvaliteter – hvis jeg bare skal komme med et par eksempler: vaskemaskine, friparkering og ledige institutionspladser, så vil jeg ikke bytte. Vi får tit spørgsmålet, om hvorvidt vi mærker til misbrugsmiljøet i området. Det gør vi. Når man går en tur på Vesterbro en lørdag formiddag i solskin, er det svært at tro, at ved mørkets frembrud er gaden helt forandret. Mange lejligheder på Vesterbro er helt åndsvagt dyre, og det ses at mange af de der bor her, både har råd til at være helt hipster cool i tøjet og uden tøven betale 200kr for en let frokost. Vores gade er bestemt ikke en af de belastede og der er egentlig meget lidt aktivitet efter mørkets frembrud, men med kun et stenkast til Istedgade, møder vi nogle hvis liv har haft en meget hård skæbne. På vejen til Agnes’ vuggestue går vi lige forbi Mændenes Hjem, hvor der altid er lidt tumult. På gaden står en prostitueret kvinde, der lige skal ae Agnes på kinden og sige ”so cute”. Foran indgangen til vuggestuen står to af de der ”postkasser”, hvor man kan aflevere sin brugte sprøjte. Og hvis man har prøvet at aflevere sit barn før kl. 8, vil man vide, at der fixes på trappetrinnet ved siden af, hver eneste nat. Hver morgen bliver der spulet med sæbevand og fejet med maskine, og urin, bræk og glasgår fjernes fra gaden, med mindre man altså er meget tidligt oppe. Jeg synes dog aldrig det har været et problem, og det er jo unikt hvordan to så vidt forskellige verdener kan færdes og leve i de samme gader. Tanker om, at Agnes en dag skal se eller opleve noget som børn helst bør skånes for, må jo melde sig hos to forældre der selv er opvokset i provinsen, men alene det at disse tanker er tænkt, gør at vi kan slappe af omkring det, og sætte pris på hvor fantastisk det virkelig er at være barn på Vesterbro.

Det at være nogens mor, er jo et kæmpe ansvar i sig selv! Ind til videre har det omfattet at tage sig af det lille barns helt basale behov, som mad, drikke, bleskift, badning, negleklipning, næsetørring, numsesmørring, tandskrupning osv. Selvfølgelig med fed streg under kærlighed, omsorg og nærvær. Men i disse dage sker der en helt særlig udvikling i Agnes, og jeg mærker hvordan hun nærmest over natten er gået fra at være en baby til at blive et lille barn. Det mest i øjenfaldende er selvfølgelig at hun er begyndt at gå og snakke og ikke længere bliver ammet, men den største udvikling overhovedet, er sket med Agnes’ bevidsthed. Hun forstår virkelig mange ting nu og viser os det gang på gang – stoltheden vil jo ingen ende tage! Derfor fylder tanker om, hvilken slags mor jeg vil være for Agnes mit hoved netop nu. Jeg vil helt sikkert være den gode slags mor, én der er tilpas cool, uden at være lige glad. Sangen om at ”børn gør som du gør, og ikke som du siger”, popper op i mit hoved hele tiden. Det er jo så irriterende at man selv bliver nødt til at være det gode eksempel for sit barn. Det forpligter bare skide meget!

I dag måtte jeg flygte fra mit kontor (læs: stue), da naboen de sidste mange dage har stået med en rystepudser på væggen der støder ind til vores. Jeg overvejede at kaste en røgbombe derind, men i stedet gik jeg på shopping. Det er knapt tre uger siden jeg stoppede med at amme, og nu er mælken endelig forsvundet. Det er altså lidt vildt hvordan mine bryster er gået fra vandmeloner til spejlæg fra den ene dag til den anden, og jeg måtte jo sande da jeg havde endevendt hele undertøjsskuffen, at alle bh’er var blevet for store. Ja ja, jeg ved det godt, i disse kræft tider og alt det der, så skal man jo bare være glad for at man har to bryster. Men alligevel skulle der altså noget lækkert og dyrt undertøj, til at fordøje den barske sandhed. Så der stod jeg så i prøverummets ubarmhjertige skarpe lys og med spejle, der gjorde sig umage for at vise alle vinkler af en efterårs bleg krop. Jeg synes jeg er blevet ældre at se på – et år uden søvn har givet nogle dybere linjer (nægter at kalde det rynker) omkring øjne og mund. Jeg ved jo godt jeg ikke er tyk og selvom jeg nok heller aldrig bliver en tynd starut, så har den krop der engang bar på 30 kg mere og desuden har dannet hule for den dejligste Agnes i ni måneder, gjort det godt. Alligevel er det eneste jeg ser en, to, tre fire… deller. Jeg er stadig tyndhåret, har fået en bums på hagen og er altså nu også udstyret med to spejlæg. Alle kender jo de der ture i omklædningsrummet, hvor øjnene bare flakker rundt på den stakkels krop og finder fejl. Sagen er bare den, at jeg havde lovet mig selv at det skulle være slut. Jeg ønsker, måske højere end noget andet, at Agnes skal vokse op med et højt selvværd. Jeg ved det ikke er nok at fortælle hende at jeg synes hun har den dejligste krop i verden, hvis jeg selv taler dårligt om min. Agnes skal aldrig høre mig snakke om slankekure eller mormorarme, og selvom jeg uden tvivl har højere selvværd i dag, end jeg havde for bare få år siden, så lægger der stadig en del arbejde forude. Næste gang jeg står der og banker min egen krop med en kødhammer, vil jeg tænke på Agnes. Det at være blevet mor, og måske endda mor til en pige, sætter sgu helt nye krav og standarder til en selv. Kryds fingre for mig.

Køreturen til Lalandia er lang for enhver. Man skulle tro det var værst for den forventningsfulde otteårige med ipoden på bagsædet, men også for en voksen der sidder med låsen til sikkerhedsselen oppe i numsen og favnen fuld af rosiner, kan to timer lige ud af motorvejen være ret udmattende. Heldigvis sover Agnes i sin autostol, præcis som moderen havde dikteret. Mange sukkerroemarker og en Rød Kors butikker senere, ankommer vi til hvad der fra ydersiden ligner en stor lagerhal. Men vi er da kun lige trådt ind ad døren før Mokey Tonkey land folder sig ud for vores øjne. Kuglerum, rutchebane, klatrevæg, lego-bygge-rum og meget andet, bringer jo alle i højt humør. Man føler hurtigt man er kommet til Mallorca, ikke kun fordi der er 25 grader, men også fordi der står palmer og er en helt opstillet gågade med fortovscaféer og fontaine. I tøjforretningen sælger der maxikjoler og klipklappere, og jeg fornemmer at det havde været et mere korrekt valg af outfit, end den højhalset striktrøje jeg ankom i. Folk klæder om til aftensmad og man kan få sig en drink i baren inden middagen – det må være det tætteste man kommer på charterferie, og så midt på en mark på Lolland.
Vandladet var jo en fest i sig selv, og der var sgu fine forhold og aktiviteter til både store og små. Her parkerede vi Agnes hos mormor og fik en halv times fri leg. Jeg er helt pjattet med rutchebaner og havde kastet min kærlighed på den største af slagsen. Daniel er mere den forsigtige type, og jeg elsker at lokke ham til at prøve ting, han ikke er helt tryg ved. Vi vandrede op ad en halv kilometer lang trappe med en stor badering, der oprindeligt var tiltænkt fire personer, men nu kun gav tilladelse til to blege kroppe ad gangen. Hvad jeg ikke vidste var, at rutchebanen havde nogle meters frit fald. Jeg fik øjenkontakt med Daniel i det sekund det går op for os begge, at nu forsvinder underlaget under os, og der er ingen vej tilbage. Jeg så dødsangsten i hans øjne, og samtidig med at han skældte og smældte over at jeg fik snydt ham op i den, så sluttede turen få sekunder senere. Jeg var helt vild og måtte prøve den igen, mens Daniel havde hjertebanken og var stille den næste halve time. Skønt! Agnes fik også flere rutcheture på skødet af mig, og lykken er jo gjort når barnet hulker af grin lang tid efter. Egentlig var der tænkt på aktiviteter til børn i alle aldre, og selvom det var tydeligt at de større børn på 3+ år virkelig fik meget ud af turen, så var det altså slet ikke kedeligt for en etårig at tilbringe fire dage i Lalandia.
Lalandia indfriede alle forventninger, og var med al sin ucharme fuldstændig gennemført. Og selvom en københavner familie måtte bage sine egne hjemmebagte boller af de rigtige øko-mel-typer og medbringe hele to Nespresso maskiner, så var vi sgu med hele vejen. Lalandia rocks!

Forventningspresset på en nyfødt er jo enormt, når man tænker over det. Forældrene, og ja nok især moderen, har i ni måneder mere eller mindre konstant, gået og forestillet sig og spekuleret over det nye lille menneske de har skabt. Tanker og bekymringer, er vidst en del af det der nye liv som mor, lige fra den første svage lysrøde streg på en pind. Men det sjoveste og dejligste ved graviditeten, som jeg husker det, var at gå og gætte på hvordan den lille baby mon ville se ud. Det der med at blande genetik med et andet menneske, er jo i sig selv ret syret. Bliver det en dreng eller en pige, hvor stor er den mon, har den brune, blå eller grønne øjne, og hvad med hårfarven er den mon lys, mørk, rød eller sorthåret når den kommer ud? Virkelig sjovt er det jo, hvis man blander gener med en der ser meget anderledes ud end en selv – hvilke gener er mon så stærkest og hvem kommer barnet til at ligne mest?
Da vi fandt ud af at der var et lille hjerte der bankede inde i min mave, var vi ret hurtigt enige om at vi ville kende kønnet så hurtigt så muligt, og vi var simpelthen for nysgerrige til at vendte med at få spændingen udløst til fødslen. Agnes opførte sig heldigvis som om hun havde sin første konsultation hos gynækologen, og bøjede helt perfekt i benene og skød numsen frem, så jordemoderen uden tøven kunne fortælle os at vi ventede en pige. Derudover fik vi til alle jordmoderkonsultationer og skanninger beskeden om, at Agnes var en rigtig stor baby, der lå betydeligt over gennemsnittet – jordmoderens siger med det største smørrede smil ”ja, hun kommer ikke til at veje under fire kilo, det er jeg sikker på”, hvilket jo kan freake en hver gravid kvinde ud. Men ud over fødselsvægt og spændingen omkring kønnet, der jo var indfriet, så var Daniel og jeg nok de kedeligste der kunne have blandet gener – begge meget skandinaviske (jangerende til leverpostej), begge mørkhåret, begge med blå øjne, begge relativt høje og med en relativ høj fødselsvægt selv. Så jeg havde et helt klart billede af hvordan Agnes kom til at se ud… Jeg tænkte at hvis man tog et babybillede af mig og et af Daniel, og holdte dem oven på hinanden, så havde vi Agnes. Jeg syntes i øvrigt også, at vi begge er en rimelig fifty/fifty udgave af vores forældre, så jeg forberedte mig mentalt, så godt man nu kan, på at tage imod vores Langkilde/Ørud 4+ kg monster baby.
Men det er jo sådan med alt her i livet, i hvert fald i mit, at intet er forudsigeligt, og hvis man bilder sig ind at tro at ’I got it all figured out”, så kan man være helt sikker på at man bliver meget overrasket. Så det gjorde vi. Agnes kom til verden og ja, det med kønnet og øjenfarven var så det eneste, der stemte overens med det billede jeg havde gået og visualiseret inde i mit hoved i ni måneder. Agnes vejede 3420g, var helt lyshåret og havde de fineste træk. Derudover lignede hun KUN Daniel, og jeg måtte jo joke med, at han blot havde udnyttet min krop, til skabe en klon af sig selv. Det skal dog være ærligt sagt, at jeg ikke havde det store overskud til at nyde hendes skønhed lige efter fødslen, hvor hun kom op på mit bryst. I ved, det der øjeblik man ser på film, hvor alle smerter med ét forsvinder og kvinden bare er lykkelig og interesseret i den nyfødte. Sådan havde jeg det ikke, jo jeg var lykkelig, lykkelig over det var overstået, og over hun var her og var sund og rask, men jeg havde ikke overskud til at ligge og falde i svimer over hvordan hun så ud.
Efter lidt tid går jordemoderen i gang med at undersøge Agnes. Vi havde jo set på flere skanninger, at hun havde to arme, to ben, ti fingre og ti tæer, og i øvrigt udviklede sig helt normalt. Tanker om at hun skulle være født med nogle misdannelser, var meget fjerne. Det kan man da i øvrigt heller ikke holde ud at gå og pryde sit hoved med, det er da for dystert. Hun måler, vejer, tjekker hendes ryg og mave, fuger i hænderne osv. Pludselig siger hun ”hov, hun har da et vedhæng ved det højre øre”. Et vedhæng, hvad fanden er det? Det viser sig at være den betegnelse man bruger, når der ligesom er en lille ekstra gevækst, men at der ikke er misdannelser på selve øret. Hun siger også at en børnelæge lige vil kigge på den, og sandsynligvis underbinde den, således at den falder af, af sig selv. Der melder sig jo tusind følelser i det sekund. Det er så tabubelagt at sige højt, men helt ærligt så var en af de tanker der meldte sig ”jamen, hun er jo ikke perfekt”. Det er forbudt at sige, jeg ved det! Men selvom Daniel og jeg ikke sagde det højt til hinanden, så håbede vi børnelægen ville gøre et eller andet hurtigt og smertefrit, så den ville forsvinde. Børnelægen kiggede på hende, men sagde at det ikke var noget han havde erfaring med at fjerne, og at vi skulle gå direkte til en ørelæge når vi kom hjem. Jeg mener det var tre dage efter fødslen, at vi stod hos ørelægen. Hun siger til os, at den lille dut trods alt er fyldt med nerver, og at det vil kræve fuld narkose at fjerne den. Hun understreger at øret er intakt og at indgrebet er hundrede procent kosmetisk. Som alle ved, ligger man kun børn i narkose, når det er rigtigt nødvendigt. Hun siger vi skal komme igen lige inden hun skal starte i skole og få den fjernet. Hun forklarer os, at børn i vuggestue og børnehave ikke driller hinanden, men når de når skolealderen er det en anden snak. På den ene side, var der jo også en hvis lettelse over at vores helt nyfødte barn ikke skulle udsættes for smerte, men helt ærligt, så var vi også en lille smule irriterede. Det var som om at den lille dut, generede vores øjne. Og det var også lidt et irritationsmoment, at høre folk fortælle ”ja, så er Daniel og Sabine blevet forældre til den fineste og skønneste lille pige, MEN hun har en dut på det ene øre”. Som om der var et MEN, som ikke kunne undlades. Jeg vagte ofte lige at nævne det når folk kom på barselsbesøg, for så skulle de ikke selv tage sig sammen til at spørge i forlegenhed. Men derudover faldt der egentlig ret meget ro på, der ligesom ikke nok timer i et døgn med et spædbarn, til at sætte sig ned og gøre sig de store tanker om en øredut. Nu var den der, og sådan var det. Men som vi kommer mere og mere ud af den treværelses, bliver vi også engang imellem mødt med spørgsmålet ”hov, hvad er det?”. I sommers var jeg på ferie med min søster og nevøer, og lige pludselig henover aftensmaden, siger min syvårige nevø ”Sabine, Sabine – Agnes har fået et myggestik på øret”. Jeg elsker børn og deres umiddelbarhed, og det er jo så nuttet at han synes det ligner et myggestik. Jeg har næsten fået et kærlighedsforhold til den lille dut i dag, jeg elsker at sidde og nulre den, til stor irritation for Agnes. Jeg tænker også tit at den er blevet mindre, men det er den jo nok ikke, den er bare ikke vokset, mens hovedet og øret jo er vokset en del.
Der rejser sig dog et helt nyt dilemma, som vi skal tage stilling til – skal man udsætte børn for kosmetiske operationer? Holdningerne derude er mange og stærke, og vi er allerede blevet mødt med dem et par gange. Jeg tror vi lader den beslutning vente på sig, da vi jo først rigtigt behøver forholde os til det om fem års tid. Under alle omstændigheder vil vi have plastikkirurgerne inde på Rigets vurdering, så vi kan træffe en beslutning ud fra et oplyst grundlag.
Jeg har i dag en bøn om, at kosmetiske ”fejl” hos babyer, ikke skal være så stort et tabu. I virkeligheden er de fleste af os jo nok født med et eller andet… Jeg mener bare, det er jo ingen skam når voksne fortæller om at de er født med et modermærker, storkebid osv., men lige så snart det er børn, så er det meget mere sensitivt. Jeg er født med en pigmentfejl på det venstre ben, Daniel skelede som barn, og sådan er har de fleste af os jo små medfødte ”fejl”. Jeg håber at nogen af jer har lyst til at skrive en kommentar til dette indlæg, og fortælle hvad I eller jeres børn har af små ”fejl”. Måske kan det være med til at lette forventningspresset på de nyfødte babyer lidt, hvis der er en større åbenhed omkring det…?

Her ses den meget omtalte dut. På billedet er Agnes ca. 6 måneder.

Åh ja, det her kunne hurtigt udvikle sig til et sukkende langt indlæg om søvnunderskud. Men det tror jeg sgu ikke engang selv jeg gider at læse… Jeg vil i stedet fortælle om hvordan et barn der sover bedre, ikke er det samme som at forældrene sover mere. Jeg fortalte jo i mit første blogindlæg, om hvordan vores datter var sendt på amme-rehab, efter at have været en lidt for ivrig stamgæst i mælkebaren. Jeg hader ordet ’kold tyrker’, både fordi det i sig selv er ret grimt at sige hvis man tænker over det, men også fordi det i forældreland, ofte er sagt i forbindelse med at ændre en vane hos et barn på en hård og kontant måde. Daniel og jeg er sgu lidt nogle bløddyr, og det bliver nok aldrig rigtigt vores stil. Selv efter utallige råd fra bedsteforældre og andre, så har vi aldrig ladet Agnes ligge og græde. Tværtimod sker der en instinktiv reaktion når vi hører A græde, og vi løber hen og tager hende op. Jeg læste engang et udsnit af en forskningsafhandling, der helt klart påviste at babyers hjerne tager skade, hvis de får lov til at ligge og græde uden at blive trøstet. Men man skal heller ikke være naiv, når man stopper med at amme fra den ene dag til den anden, så vil der komme gråd, og hvis man har mødt Agnes vil man også vide, at hun ikke er typen der lader noget gå ned uden kamp. Vi blev enige om at den mest skånsomme måde at få hende igennem nætterne uden mælk, var at Daniel lagde sig på hendes værelse, så han kunne trøste hende når hun vågnede. Aftalen var også, at jeg død og pine ikke måtte komme ind og blande mig midt i det hele. De første mange nætter havde A forsat mange opvågninger, men falder heldigvis hurtigt til ro igen. Lange nætter med en grådkvalt baby, bliver heldigvis slet ikke aktuelt. Pyha!
Mens Daniel klare ærterne som en supermand, så ligger jeg i soveværelset med lukket dør. For første gang i over et år, har jeg endelig muligheden for at sove, og guderne skal vide at jeg har længtes efter den dag helt uden sammenligning. Vores lejlighed er ret lydt og jeg vågner uundgåeligt når A vågner, men hvad værre er, er at jeg begynder at ligge og vente på hvornår hun nu vågner næste gang. Otte dage senere, rykker Daniel tilbage ind i soveværelset, da A er begyndt at sove ret lange stræk uden at vågne. Den aften blev A lagt til at sove ved 19-tiden som normalt, og som timerne går hører vi ikke en lyd derinde fra. Vi vågner begge to mange gange, kigger på hinanden og siger ”det var satans”, men falder hen i rævesøvnen igen. Kl. 5 vågner vi begge med et sæt og er ret paniske over slet ikke at have hørt noget fra hende. Ti minutter senere vågner hun så, og vi fare begge to ind til hende. Vi kaster hende op i luften, giver hende tusind kys, high fiver hende og hinanden og elsker hende en lille smule højere. Den morgen hører vi musik og danser, vi bygger togbane, spiser morgenmad i en halv time og griner lidt af os selv – kontrasten til de nedadvendte mundviger og meget stille morgentrætte forældre, der normalt møder A om morgenen, er simpelthen så vildt.
I går snakkede jeg med min mor om, at jeg trods den oplagte mulighed, stadig ikke rigtigt kan sove. Hun fortæller mig, at hun sov overfladisk de første mange år, selvom jeg sov igennem. Hun siger ”man sover bare altid med et øre inde i det andet værelse og falder aldrig helt ned i den dybe søvn”. Er det bare sådan det er? Jeg nægter lige at acceptere det et øjeblik, suk!