Lille spejl på væggen der…

Det at være nogens mor, er jo et kæmpe ansvar i sig selv! Ind til videre har det omfattet at tage sig af det lille barns helt basale behov, som mad, drikke, bleskift, badning, negleklipning, næsetørring, numsesmørring, tandskrupning osv. Selvfølgelig med fed streg under kærlighed, omsorg og nærvær. Men i disse dage sker der en helt særlig udvikling i Agnes, og jeg mærker hvordan hun nærmest over natten er gået fra at være en baby til at blive et lille barn. Det mest i øjenfaldende er selvfølgelig at hun er begyndt at gå og snakke og ikke længere bliver ammet, men den største udvikling overhovedet, er sket med Agnes’ bevidsthed. Hun forstår virkelig mange ting nu og viser os det gang på gang – stoltheden vil jo ingen ende tage! Derfor fylder tanker om, hvilken slags mor jeg vil være for Agnes mit hoved netop nu. Jeg vil helt sikkert være den gode slags mor, én der er tilpas cool, uden at være lige glad. Sangen om at ”børn gør som du gør, og ikke som du siger”, popper op i mit hoved hele tiden. Det er jo så irriterende at man selv bliver nødt til at være det gode eksempel for sit barn. Det forpligter bare skide meget!

I dag måtte jeg flygte fra mit kontor (læs: stue), da naboen de sidste mange dage har stået med en rystepudser på væggen der støder ind til vores. Jeg overvejede at kaste en røgbombe derind, men i stedet gik jeg på shopping. Det er knapt tre uger siden jeg stoppede med at amme, og nu er mælken endelig forsvundet. Det er altså lidt vildt hvordan mine bryster er gået fra vandmeloner til spejlæg fra den ene dag til den anden, og jeg måtte jo sande da jeg havde endevendt hele undertøjsskuffen, at alle bh’er var blevet for store. Ja ja, jeg ved det godt, i disse kræft tider og alt det der, så skal man jo bare være glad for at man har to bryster. Men alligevel skulle der altså noget lækkert og dyrt undertøj, til at fordøje den barske sandhed. Så der stod jeg så i prøverummets ubarmhjertige skarpe lys og med spejle, der gjorde sig umage for at vise alle vinkler af en efterårs bleg krop. Jeg synes jeg er blevet ældre at se på – et år uden søvn har givet nogle dybere linjer (nægter at kalde det rynker) omkring øjne og mund. Jeg ved jo godt jeg ikke er tyk og selvom jeg nok heller aldrig bliver en tynd starut, så har den krop der engang bar på 30 kg mere og desuden har dannet hule for den dejligste Agnes i ni måneder, gjort det godt. Alligevel er det eneste jeg ser en, to, tre fire… deller. Jeg er stadig tyndhåret, har fået en bums på hagen og er altså nu også udstyret med to spejlæg. Alle kender jo de der ture i omklædningsrummet, hvor øjnene bare flakker rundt på den stakkels krop og finder fejl. Sagen er bare den, at jeg havde lovet mig selv at det skulle være slut. Jeg ønsker, måske højere end noget andet, at Agnes skal vokse op med et højt selvværd. Jeg ved det ikke er nok at fortælle hende at jeg synes hun har den dejligste krop i verden, hvis jeg selv taler dårligt om min. Agnes skal aldrig høre mig snakke om slankekure eller mormorarme, og selvom jeg uden tvivl har højere selvværd i dag, end jeg havde for bare få år siden, så lægger der stadig en del arbejde forude. Næste gang jeg står der og banker min egen krop med en kødhammer, vil jeg tænke på Agnes. Det at være blevet mor, og måske endda mor til en pige, sætter sgu helt nye krav og standarder til en selv. Kryds fingre for mig.