Billedet har som sådan ikke noget med den følgende tekst at gøre, jeg synes bare det var herligt.

Mit blogindlæg i mandags fortjener lige en update her på ugens sidste dag. Sådan en ferieramt institution er altså ikke så tosset alligevel, skulle jeg hilse og sige – både fra den toårige og hendes forældre. For når der er dobbelt så mange hænder til hvert barn som til hverdag, og tilmed en solbeskinnet storby at udforske, så er der sgu også feriefornemmelser i vuggeren i disse dage. Hver eneste dag har de været på udflugt i Christianiacyklerne, alle børn med hver deres søde cykelhjelm på, helt selvlysende af solcreme. Der er blevet kigget på dyr og vand på Islandsbrygge og besøgt nye store legepladser på Frederiksberg, men vigtigst af alt, Agnes har været glad og fornøjet når hun har været afsted. Så ugen er endt med at være så fin og den mavefornemmelse der nærede den første dag, har virkelig hurtigt fortaget sig. Agnes er i vuggestue om formiddagen og så henter jeg hende straks efter hendes middagslur. Det giver mig noget så sjældent, som et par timers ego-tid. Tid der alt efter hvordan natten er forløbet, enten bliver udnyttet til at tage en lur, til at ordne praktiske ting i hjemmet og herunder så småt gøre klar til et nyt familiemedlems ankomst, tandlæge besøg og en helt dejlig veninde-bif-date, der først sluttede efter midnat (wow).

Må i den forbindelse lige indskyde verdens største anbefaling til filmen Mommy, der er i øjeblikket kan ses i biografen Vester Vov Vov. Filmen sætter fokus på et vigtigt dilemma, der til trods for at foregå i Canada, er SÅ relevant her i Danmark også. Filmen handler om en stor teenage dreng med diagnosen ADHD og hvordan det er at være mor til et barn, som hun selvfølgelig elsker helt dybtfølt, men som samtidig har en meget udad regerende, seksualiseret og grænseoverskridende adfærd. En så smuk og stærk film!

…Og så er livet jo skønt, når man både har uendeligt meget tid til sit barn, tid til at tage sig en formiddagslur og tid til at gå i biografen midt i ugen. Alligevel føler jeg sgu at internettet har fået diarré her i sommervarmen, og det påvirker mig at læse den ene artikel efter den anden om, hvor vigtigt det er at børn har lang sommerferie fra institutionen. Det er jeg som sådan ikke uenig i og jeg er da også meget opmærksom på at Agnes både har halve- og hele dage hjemme, sammenhængende ugers ferie sammen med begge sine forældre og masser af øjeblikke der afviger fra de daglige rutiner. Men vores situation er jo også så privilegeret og livet som studerende/barslende mor, meget tilgivende over for ønsket om en institutionsfri sommer. Stop dog lige med at hælde salt i såret på de forældre, der i forvejen kæmper for at få hverdagen til at harmonere med vuggestuens åbningstider og arbejdsmarkedets høje timekrav. Helt ærligt. Jeg kender sgu ikke nogen, der ikke gider være sammen med deres børn – hvem er de?

Jeg har dog en anden lille opsang til forældreland her på ugens sidste hverdag, der bygger på en episode jeg overværede, da jeg hentede A den anden dag. Vi var et par stykker der kom ind ad døren samtidig for at samle unger op, og det stod hurtigt klart at hele det her sammenlægning af vuggestuer og nye forhold, betød at der altså ikke lige var styr på det hele. Så der stod vi alle sammen med et barn på den ene arm og roede i nogle kasser med den anden. Stemningen blev hurtigt trykket, da de andre forældre begyndte at snerre af personalet og bekræfte hinanden i, hvor dårligt det var, at ungernes sko og overtøj ikke lige var til at finde. Jeg forstod det slet ikke, hvis nogle har passet godt på mit barn en hel dag, så er det da så ligegyldigt at jeg skal bruge ti minutter på at lede efter den ene sandal. Og jeg kunne heller ikke drømme om, foran mit barn, at snakke til personalet på den måde. Så apropos stressede forældre, tag en dyb indånding. Hvis mit barn er glad, er jeg glad, og alt det praktiske er da underordnet.

God weekend!

Et lille pip fra ferieland, der jo i det ”nye” liv som forældre, til forveksling kan minde en del om hverdagen. Hver morgen står vi op ved fire-fem tiden, og det vil jeg for evigt ynke, brokke, skælde og smælde over herinde, så jeg i det mindste ikke gør det i hovedet på den toårige. Det må I sgu undskylde. Derudover nærmer Agnes sig med hastige skridt trodsalderen, som jeg havde hørt skulle træde i kraft når barnet er omkring to år, men som jeg dog ville have svoret, at A tog hul på langt tidligere. Hvad jeg ikke vidste var, at det kun var en lille appetizer. Så hun er vel som børn er flest i denne alder, lige dele sød og irriterende. Ej, selvfølgelig mest sød og elskelig. Men altså også ret irriterende. På den ene side er hun en supermand, der på alle måder ønsker selvstændighed og nok skal fortælle og diktere hvordan alt skal foregå, og med alle de nye ord der myldrer frem, så er hun efterhånden ved at blive utrolig udtryksfuld (som det vel på diplomatisk vis hedder). Og på den anden side er hun stadig det her lille skrøbelige menneske, der virkelig føler livets uretfærdighed, når hendes banan ved et uheld knækker over på midten. Så ja, en forestilling om at der med masser tid og overskud, på automatiskvis opstår en harmonisk og konfliktfri hverdag, hvor hele familien sover længe og spiser jordbær dagen lang, er altså en illusion. Det skal hermed være sagt!

Alligevel behøver man ikke kigge ret godt efter, lige over de mørke render under øjnene, før man tydeligt fornemmer en helt særlig ro, der her et par uger inde i min ferie, for alvor har indfundet sig. Jeg tror jeg både fysisk og mentalt er ved at indstille sig på den vilde omvæltning, der blot om et par måneder vil vende op og ned på hele min verden, endnu engang. Så lad det bare regne og blæse og barnet skrige, jeg bager pandekager og puster badebassin op imens.

Det er nok også for at beskytte mig selv lidt, og forhindre de forbudte følelser der engang i mellem dukker op i denne graviditet, følelser af pludselig at få kolde fødder og tænke ”hvad fanden har vi gang i?”. Det er kombinationen af, på den ene side at vide hvor hårdt det var at have et spædbarn, og på den anden side ikke at ane hvordan det er, pludselig at have to små børn. Følelsen af kolde fødder er jo helt ukonstruktive, og i selv sammen skrivende stund er et lille menneske i min mave ved at give mig blå mærker indvendigt, for ligesom at pointere dets eksistens. Lige om lidt er vi en familie på fire – lige meget hvor meget panikangst jeg ligesom kan fremkalde i mit lille hoved. Jeg skylder måske lige at fortælle, at denne graviditet var fuldstændig planlagt, om end det alligevel tog os lidt med bukserne nede (dårligt valg af ordsprog i denne sammenhæng), at det skulle gå så stærkt. Men vi ved, at dét i sig selv er en gave og et privilegium, og vi var glade og lykkelige for første sekund. Så det er tankerne om det uvisse og de ting jeg ikke kan kontrollere, der engang imellem får mig ud og vakle lidt. Alt imens jeg bliver helt varm indeni når jeg forestiller mig det søskendebånd, der forhåbentlig vil vokse og udvikle sig mellem vores to små piger, samtidig med vi endnu engang får lov til at opleve hvor fantastisk det er, at se et lille menneske gro og blive til sin egen lille person, som vil fylde vores hjerter med endnu mere uforebeholdt kærlighed.

Børn, bekymringer og kærlighed går i sandhed hånd i hånd, og det føler jeg ekstra kraftigt i denne tid.

Jeg har indvilliget i noget, for mig vildt, anderledes og grænseoverskridende…

En af mine bekendte kontaktede mig i denne uge, da hun er i gang med et spændende kunstprojekt og i den forbindelse gerne ville tage billeder af en gravid kvinde. Noget i mig havde lyst til bare at skynde mig og sige ja, ikke mindst fordi jeg syntes projektet lød så fint, men så dukkede alle forbeholdende samtidig op og stod ligesom i kø for at fortælle mig hvorfor dette ikke var en god ide.

Jeg er ikke sådan en der dyrker min krop ret meget, hverken under graviditet eller ellers. Måske er det bare en vane, der ligger tilbage fra de mange år jeg kæmpede med overvægt og blev ekspert i at dække mig til og undgå for meget uønsket fokus – det ved jeg faktisk ikke. De seneste år har jeg dog sluttet fred med min krop, der om ikke andet, har været en ret flot udgave af sig selv. Anyhow, går jeg altså stadig aldrig i stramtsiddende tøj eller viser ret meget bar hud frem. Selvværdet kan åbenbart stadig tåle lidt forbedring og generelt har jeg det meget svært med at posere foran et kamera. Jeg tror jeg har tre-fire billeder fra da jeg var gravid med Agnes, som Daniel tog mens vi pakkede flyttekasser ned, få uger før fødslen. Mange tager jo billeder hver eneste uge. Det kan jeg sådanset godt forstå, for det er da syret og fantastisk den forandring ens krop gennemgår under en graviditet, og ja inden man har set sig om er det fordi. Jeg har bare ikke haft den trang.

…Men for fanden, det er måske sidste gang jeg er gravid og den mave er sgu i forvejen lidt omsorgssvigtet. Jeg glemmer ligesom at nusse den og nyde alle de mange små spark, når jeg på det eneste tidspunkt jeg har til den slags kvalitetstid, altid ender med at falde i søvn. En app jeg har været nødt til at downloade på min telefon, fortæller mig at jeg efterhånden er 24 uger henne og jeg må helt kliché agtigt sige, at jeg slet slet ikke kan følge med denne gang. App’en fortæller mig desuden, at babyen i maven efterhånden vejer ca. 700g, jeg har til gengæld taget knap 6kg på, og selvom det er nogenlunde det samme som på sammen tidspunkt i sidste graviditet, så er maven (og brysterne i øvrigt) blevet eksplosivt meget større denne gang. Desuden har min frisør klippet mit hår helt hæsligt sidste gang, og sådan kunne jeg jo blive ved med at finde et hav af gode grunde til ikke at forevige mig selv på fotos lige i øjeblikket. Alligevel har jeg valgt at sige ja til projektet, måske netop af den samme grund. Fordi jeg ved, at min selvkritiske personlighed nok vil forfølge mig resten af livet og den dag jeg læner mig tilbage og siger ”holdkæft en snack du er”, nok aldrig kommer. Billederne bliver også lidt anderledes og skal tages i mit eget hjem. Det passer mig virkelig fint at jeg ikke skal stå foran et lærred med en hånd placeret over maven og en under, og smile anstrengt ind i linsen. Jovist, kan de billeder også være virkelig fine, men det er bare ikke lige mig.

Billederne skal udstilles på rådhuset i Århus hen over sommeren og hvis jeg ikke er ved at dø af skam, så viser jeg dem sgu også frem her på bloggen.

De seneste dage har været rimelig vilde i vores lille hjem og har i den grad gjort indtryk…

Rullefald på trappen

Onsdag morgen startede fuldstændig som sædvanligt, med to forældre der skal i bad og en lille der skal skiftes, have morgenmad og fornemmelsen af at tiden er uendelig, selvom vi egentlig har ret travlt. Som så ofte før, tager én voksen barnet i hånden og hjælper det ned ad trappen (det kan godt tage lidt tid), mens den anden slukker lys og låser døre. På en måde er det altid som om, at jo mere travlt vi har, jo længere tid er barnet om alt ting. F.eks. mente Agnes pludselig, halvejs nede ad trappen, at hun skulle vende om og begynde at gå op igen. Og det er så her ulykken indtræffer… Det hele skal lige gå lidt for stærkt, jeg får lavet en eller anden akavet manøvre i forsøget på at få A til at skifte retning og på et split sekund vælter jeg, lige så lang som jeg er, ned ad trapperne ude på vores opgang. Heldigvis får jeg ikke hevet Agnes med, som jeg jo holdte i hånden og selvom jeg forvrider min fod grimt og er overvældet af smerter, så føler jeg straks en endnu større lettelse. For inde i min mave gror et lille nyt liv, hvis velbefindende naturligvis går forud for mit eget, og jeg er evigt taknemmelig for at jeg fik taget godt fra med hænderne og ikke landede direkte på maven. I minutterne efter er der selvfølgelig lidt kaos – Daniel er bekymret, Agnes græder helt vildt og er forskrækket, og jeg er lidt for forpint til at sige ret meget. Agnes vil kun trøstes af mig, eller måske snare trøste mig. Det er jo klart, hun er blevet rigtig bange og har jo aldrig set mig ligge sådan før. Jeg skal da også ærligt sige, at en lille tåre sneg sig ud af mine øjne, da følelser af smerte, chok og lettelse strømmede ind over mig på en og samme tid, og det har hun jo heller aldrig set før. Selvom jeg egentlig hurtigt synes jeg får styr på mig selv og overskud til at sidde lidt med Agnes og fortælle hende, at alt er ok og hun ikke skal være ked af det, så er det tydeligt at hun ikke helt forstår det. Daniel sætter hende op på cyklen, og jeg kan høre hende kalde ”moaar”, ”moaar” hele vejen ned af vejen. Jeg sætter mig tilbage i lejligheden igen og her får følelserne frit løb, jeg tænker på det forfærdelige der kunne være sket, hvor voldsomt Agnes reagerede osv., men også på hvordan vi dog skal få hverdagen til at hænge sammen, når jeg ikke kan bruge den ene fod i en periode. For jeg var nemlig straks klar over hvad der var sket, noget jeg desværre har prøvet flere gange før, at jeg forvrider foden så meget, at det siger et knæk. Før har jeg altid mistænkt at det var lyden af en knogle der brækkede, men det har siden vist sig, at det er lyden af ledbåndet der rives over, man kan høre. Et par timer på Frederiksberg akutmodtagelse, bekræftede da også den teori. Så nu er jeg udstyret med et elastikbind og et par krykker den nærmeste tid. Agnes har lidt svært ved at forstå hvorfor jeg ikke kan danse med hende og Daniel har et lille smule hektisk blik, efter han pludselig har overtaget alle opgaver for en stund, men egentlig er jeg fortrøstningsfuld og tror på at jeg hurtigt er på benene igen. Pyha!

En listetyv

Onsdag aften går jeg i seng, tager lidt smertestillende og er i det hele taget spændt på hvordan natten skal gå med en fod, der skal balancere ovenpå tre puder, en mave der efterhånden også skal placeres lidt strategisk før at det er behageligt samt tanken om at jeg højst sandsynlig skal humpe mig ud og tisse i løbet af natten. Jeg vågner hundrede gange den nat, men egentlig går det bedre end forventet og jeg får sovet en del. Næste morgen er det Kr. himmelfarts dag, som dog i livet med småbørn, starter samme tid som en normal hverdag. Daniel henter Agnes ind i vores seng, som vi altid gør om morgenen. Jeg ligger stille med foden, mens han går tilbage ud i lejligheden, da det undrer ham lidt at der er meget koldt. Han konstatere at vores dør til altanen står piv åben og desuden også et af vinduerne i køkkenet. Først tænker vi, at vi måske ikke har fået lukket dem ordentligt til og at det må have blæst meget i løbet af natten, så de er gået op af sig selv. Men i minutterne efter, opdager Daniel langsomt, at der mangler flere ting i vores lejlighed. Jeg er i fornægtelse i ret lang tid, også fordi jeg endnu ikke har set det med egne øjne. Men da jeg får samlet krykkerne op og bevæget mig ud i lejligheden, går virkeligheden også op for mig. Vores telefoner, min taske og begge vores punge mangler og et stort fedt fodaftryk på vores hvide køkkenbord bekræfter mistanken om, at der har været én inde i lejligheden, mens vi alle tre har ligget og sovet. Daniel banker vores stakkels nabo op kl. 6.30, på denne nationale helligdag, og får lov til at låne hans telefon. Vi får kontaktet politiet, spæret alle kort og telefoner samt indtalt telefonsvarebeskeder til vores nærmeste om, at de ikke kan kontakte os. Politiet kom efter en times tid og var meget forstående og professionelle. Deres teori var, at det kunne være en Roma, der typisk kun stjæler penge og telefoner – som de straks videresælger på Istedgade. Der var nemlig også fri adgang til vores computere, tv, højtaler, smykker, bilnøgler osv., som personen ikke har rørt. Vi føler os meget heldige, at personen ikke har rendt med mere og ud over lidt billeder af Agnes og min voksende mave på min telefon, er der sådan set ikke noget affektionsværdi i det vi har mistet. Og udover at man føler sig ret begrænset, når man hverken har telefon eller dankort i husstanden, så er det ikke det værste de kunne være rendt med. Agnes har ikke nogen anelse om hvad der er forgået og er heldigvis for lille til at forstå det. Hun synes bare det var hyggeligt og spændende, da de to politimænd dukkede op midt i morgenmaden og hun ville gerne vise sine nye solbriller til den søde politimand. Folk har været rigtig søde til at spørge til hvordan vi har haft det med det hele, men vi har heldigvis været meget fattede. Det er da en vildt ulækker tanke, at der har listet en fremmed rundt i vores hjem, mens Agnes har ligget alene inde på sit værelse og vi har ligget halvnøgne og uvidende. Alligevel har vi valgt at sige, at vi ikke kan gå rundt og være bange for at være herhjemme eller for at sove om natten. Vi må være mere forsigtige i fremtiden og sikre os at alt er lukket og låst inden vi går i seng og så tro på at det ikke sker igen.

Sikke en lang smøre, men det var lidt svært at fatte mig i korthed, når to så begivenhedrige dage kommer lige i røven af hinanden.

God weekend til jer alle!

Jeg testede livet som alenemor mandag, tirsdag og onsdag i sidste uge, og selvom det ikke er noget jeg kunne tænke mig hver eneste dag, så må jeg sgu sige at jeg virkelig hyggede mig og nød nogle dage med god tid til bare at være Agnes og jeg. Vi besøgte oldeforældre, og kom i tanke om hvorfor vi ikke kommer der så ofte… Et hjem fyldt med glasfigurer, blomsteropsatser, lega sten og ægte tæpper på gulvet under spisebordet, er simpelthen et udmattende sted at tilbringe en hel eftermiddag sammen med en bullerbasse på halvandet år.  Og selvom vejret ikke var helt ferie-friendly i de dage, så blev det da alligevel til et par ture på Skydebane legepladsen og legepladsen i Enghave parken, much needed venindetid til moren og ja altså også en tur i svømmehallen onsdag formiddag.

Det er jo ikke nogen nyhed, at det i svømmehallens omklædningsrum vrimler med nøgne kroppe. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst havde set en helt nøgen kvindekrop, altså ud over min egen og dem man ser på tv – og det tæller jo ikke. Om sommeren er hele København fyldt med labre larver i små trekantsbikinier, der flotter sig på hver en lille tot græs. Og så man kan man altså ret nemt stå tilbage med følelsen af, at man er den eneste i verden, der ser en lille smule anderledes ud end dem… Men så er det man skal gøre sig selv den tjeneste og tage en tur i svømmehallen, for her er billedet noget mere nuanceret og i mine øjne, en anelse tættere på virkeligheden. Her er kvinder som de flest – store, små, skæve, blævrede, faste, rynkede, unge, gamle, gravide og børn. Til mit held skal Agnes altid lige stå og se de der store larmende bruser lidt an, inden hun tør bevæge sig ind under dem. Og så kunne jeg jo passende stå der helt diskret og betragte de andre badende. Det var jo egentlig en opløftende oplevelse, altså ikke alene fordi der var mange der så langt værre ud end mig (ej, sagde jeg det), men mest fordi vi alle så ret ens ud når alt kom til alt, som vi stod der helt som naturen havde skabt os.

Da vi havde badet og leget i svømmehallen i en times tid, var det igen tid til at blive skyllet i bruserummet sammen med alle de andre nøgne kvinder. Henne i det ene hjørne kan man tage et lille badekar og sætte sit barn op i, så man selv kan blive vasket og have nogenlunde styr på sin unge imens. I det område stod en såkaldt kendismor med sin dreng, som jeg vil gætte på var cirka et halvt år ældre end Agnes. Kender I det med, at man på en eller anden måde får bildt sig selv ind, at alle de kendte og berømte er skabt af et eller andet helt umenneskeligt stof, der gør deres kroppe guddommeligt smukke og helt uden for sammenligning med os andre dødeliges? Sådan har jeg det sgu lidt nogle gange. Og det var da også lidt angstprovokerende at stille mig hen ved siden af hende, men jeg tog mig sammen, og som vi stod der med røven i vejret og vaskede vores rollinger side om side, opdagede jeg at hun sgu også så ret almindelig ud – hvad det så end betyder..?

I mange tilfælde vil jeg jo slå et slag for at man skal passe meget på med at sammenligne sig for meget med andre, men lige i det her tilfælde, er det sgu helt godkendt (om end en anelse pinligt og upassende).