Her går det godt…

Et lille pip fra ferieland, der jo i det ”nye” liv som forældre, til forveksling kan minde en del om hverdagen. Hver morgen står vi op ved fire-fem tiden, og det vil jeg for evigt ynke, brokke, skælde og smælde over herinde, så jeg i det mindste ikke gør det i hovedet på den toårige. Det må I sgu undskylde. Derudover nærmer Agnes sig med hastige skridt trodsalderen, som jeg havde hørt skulle træde i kraft når barnet er omkring to år, men som jeg dog ville have svoret, at A tog hul på langt tidligere. Hvad jeg ikke vidste var, at det kun var en lille appetizer. Så hun er vel som børn er flest i denne alder, lige dele sød og irriterende. Ej, selvfølgelig mest sød og elskelig. Men altså også ret irriterende. På den ene side er hun en supermand, der på alle måder ønsker selvstændighed og nok skal fortælle og diktere hvordan alt skal foregå, og med alle de nye ord der myldrer frem, så er hun efterhånden ved at blive utrolig udtryksfuld (som det vel på diplomatisk vis hedder). Og på den anden side er hun stadig det her lille skrøbelige menneske, der virkelig føler livets uretfærdighed, når hendes banan ved et uheld knækker over på midten. Så ja, en forestilling om at der med masser tid og overskud, på automatiskvis opstår en harmonisk og konfliktfri hverdag, hvor hele familien sover længe og spiser jordbær dagen lang, er altså en illusion. Det skal hermed være sagt!

Alligevel behøver man ikke kigge ret godt efter, lige over de mørke render under øjnene, før man tydeligt fornemmer en helt særlig ro, der her et par uger inde i min ferie, for alvor har indfundet sig. Jeg tror jeg både fysisk og mentalt er ved at indstille sig på den vilde omvæltning, der blot om et par måneder vil vende op og ned på hele min verden, endnu engang. Så lad det bare regne og blæse og barnet skrige, jeg bager pandekager og puster badebassin op imens.

Det er nok også for at beskytte mig selv lidt, og forhindre de forbudte følelser der engang i mellem dukker op i denne graviditet, følelser af pludselig at få kolde fødder og tænke ”hvad fanden har vi gang i?”. Det er kombinationen af, på den ene side at vide hvor hårdt det var at have et spædbarn, og på den anden side ikke at ane hvordan det er, pludselig at have to små børn. Følelsen af kolde fødder er jo helt ukonstruktive, og i selv sammen skrivende stund er et lille menneske i min mave ved at give mig blå mærker indvendigt, for ligesom at pointere dets eksistens. Lige om lidt er vi en familie på fire – lige meget hvor meget panikangst jeg ligesom kan fremkalde i mit lille hoved. Jeg skylder måske lige at fortælle, at denne graviditet var fuldstændig planlagt, om end det alligevel tog os lidt med bukserne nede (dårligt valg af ordsprog i denne sammenhæng), at det skulle gå så stærkt. Men vi ved, at dét i sig selv er en gave og et privilegium, og vi var glade og lykkelige for første sekund. Så det er tankerne om det uvisse og de ting jeg ikke kan kontrollere, der engang imellem får mig ud og vakle lidt. Alt imens jeg bliver helt varm indeni når jeg forestiller mig det søskendebånd, der forhåbentlig vil vokse og udvikle sig mellem vores to små piger, samtidig med vi endnu engang får lov til at opleve hvor fantastisk det er, at se et lille menneske gro og blive til sin egen lille person, som vil fylde vores hjerter med endnu mere uforebeholdt kærlighed.

Børn, bekymringer og kærlighed går i sandhed hånd i hånd, og det føler jeg ekstra kraftigt i denne tid.