Noget om perspektiver og den skarpe tone på nettet

Hvad fanden er Black Friday?

Måske er jeg den eneste i verden, der aldrig havde hørt om ”Black Friday”, før reklamerne begyndte at rulle over min tv skærm i går aftes. Et eller andet sted i mellem, at Linse og Mobber legede hundeaktivister og Geggo gjorde rent i sin nye kærestes lejlighed, lærte jeg dette fænomen at kende. Kæresten min er den slags mand, der har ét bestemt mærke i jeans han kan holde ud at gå i, ét mærke i underhylere osv., så da han opdager at disse ville blive sat ned med 40%, så springer han op ad stolen og siger at jeg MÅ tage ud og købe dem for ham. Jeg havde ellers svoret at jeg aldrig ville købe tøj for ham, men som det gode (læs: nærrige) menneske jeg jo er, kunne jeg godt se at denne enestående chance ikke kunne gå forbi. Fisketorvet blev min destination, hvilket jo i forvejen er et ret forfærdeligt sted efter min mening, men i dag i særdeleshed. Alle var der, og jeg måtte sågar slås med Frederik Fetterlein om min plads i køen hos Joe & The Juice, og så ved man jo, at man hurtigst muligt må retur til Vesterbro. Hver gang jeg gør Daniel en tjeneste, så mener han at jeg har gjort mig fortjent til noget lummert, men jeg er lidt i tvivl om at det er sådan det fungere….

Hele ugen har jeg været helt bombet. Agnes vågner hver morgen kl. 05, og selvom jeg er træt hele dagen, så har jeg svært ved at gå tidligt i seng i om aftenen. Når Agnes falder om kuld, er MIN tid jo kommet. Ud over at der lige skal laves mad, spises og ryddes op igen, så er det også her jeg underkaster mig divaens magt, ser dårlige reality programmer, er på Facebook, skriver på min blog og læser andres. Det er også her Daniel og jeg kan fører en samtale, der ikke handler om hvem der gør hvad hvornår, og denne tid er dejlig og vigtig. Så de fleste dage sover jeg fem-seks timer om natten, I Korea hvor jeg tilbragte tre måneder for et par år siden, er dette helt normalt, men for mig er det sgu ikke helt nok til at fungere. Så hvis det ikke lige var fordi at min weekend er fyldt op med de dejligste ting, så gruede jeg nok lidt for den, da Daniel arbejder både lørdag og søndag. Heldigvis fylder en nevø fire, to veninder kommer forbi og hygger med Agnes og jeg, og så skal et juletræ tændes på torvet i min fødeby. Tænk engang, at det er den 1. december på mandag. Jeg har købt julekugler og Daniel, der ellers aldrig førhen har været et julemenneske, har i år besluttet at vi skal have et lille juletræ i stuen – for Agnes’ skyld forstås.

Jeg må altså også lige indrømme, at jeg stadig ikke er kommet helt ned på jorden igen, efter min artikel blev bragt på voresborn.dk i tirsdags. Jeg er så taknemmelig og ydmyg over alle de nye følgere der er begyndt at læse min blog, og desuden alle de beskeder jeg har fået. Det forpligter også en lille smule, synes jeg.  Den kritik der fulgte med har jeg valgt at ignorere, mest fordi den var så ukonstruktiv. Desuden tænker jeg, at det blot bekræfter min påstand om, hvor stort et tabu det er at tale om kosmetiske fejl på børn.

God weekend og ikke mindst 1. søndag i advent til jer alle!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om perspektiver og den skarpe tone på nettet