En tynd mor eller en god mor?

Alle skulle simpelthen gøre sig selv den tjeneste, at gå i svømmehallen engang imellem….

Jeg testede livet som alenemor mandag, tirsdag og onsdag i sidste uge, og selvom det ikke er noget jeg kunne tænke mig hver eneste dag, så må jeg sgu sige at jeg virkelig hyggede mig og nød nogle dage med god tid til bare at være Agnes og jeg. Vi besøgte oldeforældre, og kom i tanke om hvorfor vi ikke kommer der så ofte… Et hjem fyldt med glasfigurer, blomsteropsatser, lega sten og ægte tæpper på gulvet under spisebordet, er simpelthen et udmattende sted at tilbringe en hel eftermiddag sammen med en bullerbasse på halvandet år.  Og selvom vejret ikke var helt ferie-friendly i de dage, så blev det da alligevel til et par ture på Skydebane legepladsen og legepladsen i Enghave parken, much needed venindetid til moren og ja altså også en tur i svømmehallen onsdag formiddag.

Det er jo ikke nogen nyhed, at det i svømmehallens omklædningsrum vrimler med nøgne kroppe. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst havde set en helt nøgen kvindekrop, altså ud over min egen og dem man ser på tv – og det tæller jo ikke. Om sommeren er hele København fyldt med labre larver i små trekantsbikinier, der flotter sig på hver en lille tot græs. Og så man kan man altså ret nemt stå tilbage med følelsen af, at man er den eneste i verden, der ser en lille smule anderledes ud end dem… Men så er det man skal gøre sig selv den tjeneste og tage en tur i svømmehallen, for her er billedet noget mere nuanceret og i mine øjne, en anelse tættere på virkeligheden. Her er kvinder som de flest – store, små, skæve, blævrede, faste, rynkede, unge, gamle, gravide og børn. Til mit held skal Agnes altid lige stå og se de der store larmende bruser lidt an, inden hun tør bevæge sig ind under dem. Og så kunne jeg jo passende stå der helt diskret og betragte de andre badende. Det var jo egentlig en opløftende oplevelse, altså ikke alene fordi der var mange der så langt værre ud end mig (ej, sagde jeg det), men mest fordi vi alle så ret ens ud når alt kom til alt, som vi stod der helt som naturen havde skabt os.

Da vi havde badet og leget i svømmehallen i en times tid, var det igen tid til at blive skyllet i bruserummet sammen med alle de andre nøgne kvinder. Henne i det ene hjørne kan man tage et lille badekar og sætte sit barn op i, så man selv kan blive vasket og have nogenlunde styr på sin unge imens. I det område stod en såkaldt kendismor med sin dreng, som jeg vil gætte på var cirka et halvt år ældre end Agnes. Kender I det med, at man på en eller anden måde får bildt sig selv ind, at alle de kendte og berømte er skabt af et eller andet helt umenneskeligt stof, der gør deres kroppe guddommeligt smukke og helt uden for sammenligning med os andre dødeliges? Sådan har jeg det sgu lidt nogle gange. Og det var da også lidt angstprovokerende at stille mig hen ved siden af hende, men jeg tog mig sammen, og som vi stod der med røven i vejret og vaskede vores rollinger side om side, opdagede jeg at hun sgu også så ret almindelig ud – hvad det så end betyder..?

I mange tilfælde vil jeg jo slå et slag for at man skal passe meget på med at sammenligne sig for meget med andre, men lige i det her tilfælde, er det sgu helt godkendt (om end en anelse pinligt og upassende).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En tynd mor eller en god mor?