En tynd mor eller en god mor?

Jeg har fulgt lidt med i den debat der har kørt den seneste tid, omkring mødre og træning. Kritikken går på, at nybagte mødre har så travlt med at komme i form efter fødslen, at det simpelthen går ud over tilknytningen til deres barn. Det er i hvert fald sådan jeg forstår det, mens jeg dog stadig må sidde tilbage og undres over, om jeg helt har fattet budskabet. Det skyldes nok, at det er så skide firkantet opstillet, jfr. debatten altså – enten læner du dig tilbage og glemmer alt om størrelsen på de jeans der ligger inde i skabet, eller også er du en dårlig mor med ringe tilknytning til dit barn. Jeg ved godt at artiklerne peger fingre af mere ekstreme eksempler end sådan en som mig, der begav mig ud på en løbeture to-tre gange om ugen, når Agnes var lagt i seng eller når Daniel var ude og gå med barnevognen. Jeg følte mig faktisk sej og god, når jeg tog lidt tid til mig selv, der jo i virkeligheden avlede energi og glæde som jeg kunne kaste lige tilbage i hovedet på Agnes. Men hvad fanden er så problemet? Jo, måske føler jeg bare, at denne tendens til at udråbe rigtige og forkerte mødre, er farligere i sig selv, end idealet om at være en fit mor. Uden at vide det, forestiller jeg mig at disse fordomme, om hvordan man er den rigtige gode mor altid har eksisteret. Men sammenholdt med at vi får mere og mere viden om børn og trivsel, hvilket jo selvfølgelig er en positiv ting, synes jeg også at succeskriterierne er nået så vide højder, at selv den mest hårdt slidende og hjertevarme mor, må sidde tilbage med en følelse af mindreværd og utilstrækkelighed. Og jeg er selv skide påvirket af idealet om den perfekte mor. Heldigvis har jeg en god mand i mit liv, der engang imellem slår mig i hovedet med en kødhammer, og siger at jeg sgu lige må puste ud en gang. Så selvom jeg egentlig sidder her og prøver at prædike et budskab om, at skrue ned for fordommene omkring andre mødre, så er det altså velvidende, at jeg selv i min egen iver efter perfektion, er med til at opstille disse idealer for andre. Fuck!

Jeg følger desuden nogle debatsider på nettet, der lidt kort fortalt går ud på at opdrage sit barn med bløde værdier og erkendelse. Her sidder altså nogle virkelig skrappe mødre, der på den ene side hylder en filosofi der skal opdrage børn til at være frie og åbne, og samtidig er de selv de første til at pege fingre af andre, der griber tingene anderledes an end dem. Det synes jeg sgu er lidt tragikomisk… Så hvis det her skal rundes af et eller andet sted, så bliver det nok med en stor fed selverkendelse af, at jeg selv har vildt mange skarpe holdninger til hvad man skal og ikke skal som mor, sammenholdt med en opfordring til mig selv og andre om at være en smule mere nuanceret og en anelse mindre fordomsfuld, når det kommer til opstillingen af idealet for den gode mor. Vi er alle forskellige, heldigvis!