Kvindekamp anno 2015

På denne søndag, hvor det både er kvindernes internationale kampdag og 100-års dagen for kvinders stemmeret i Danmark, er jeg sgu smuttet i det kønspolitiske hjørne – et sted jeg ellers ikke kommer så tit. På et samfundsmæssigt plan, er der stadig mange rettigheder for kvinder at kæmpe for, men på et helt personligt plan, mindes jeg faktisk aldrig at have oplevet kønsdiskrimination, og deraf en begrænset træng til at flagre med den feministiske fane. Af og til kan jeg faktisk føle at ligestilling i parforholdet er blevet sådan et ideal, at jeg næsten må forsvare hvorfor vi (i øjeblikket) lever ret 50’er style herhjemme. Daniel tjener de fleste penge og selvom jeg går i skole, lever jeg også et husmor liv on til side. Derfor er det nok det kvindekampen i virkeligheden handler om for mig, i lyset af tidens tendens til hele tiden at råbe op om at stå fast på vores rettigheder, at jeg fandeme vil have retten til at indrette mit liv som jeg selv ønsker. Om det så lever op til nutidens idealer om ligeløn, lige meget tid til børn, huslige pligter osv., eller ej. Nå ja, og så må man vidst bare anerkende, at ligestilling i babyland er meget svært at håndhæve og for mig slet ikke et behov i den første tid.

Et sted jeg dog gerne vil benytte lejligheden til at rette lidt opmærksomhed på denne særlige dag, er på voldsramte kvinder. Jeg er fuldstændig målløs over, at antallet af voldsramte kvinder i Danmark er stagneret på omkring 30.000 og har været det i mange år. Og det er vel og mærket alle de registrerede voldstilfælde, velvidende at der en stor skyggegruppe der lever i årevis i voldelig forhold, uden nogensinde at anmelde det. Det berøre mig dybt og jeg håber at disse tal må blive meget mindre i den kommende tid, og at der må komme en meget større samfundsmæssig opmærksomhed på dette alvorlige problem.

Hvordan skriver man så videre om havregrød og hverdagen på Vesterbro, efter at have berørt så alvorligt et emne? Tja, det bliver vist bare lige på, for jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave en smooth overgang. Denne weekend startede helt utrolig dejligt, med at en hel mødregruppe tog ud og spiste thaimad og fik vendt livet med børn på 1,5 år. Jeg var vågen til kl. 00.00, hvilket ikke er sket siden nytårsaften, og da en pomfrit besluttede at fejre det var weekend med at stå op kl. 05.00, var jeg noget knotten. Til gengæld bød en middagslur til alene tid med en af mine yndlings på det fashionable Østerbro, og så var dagen jo ligesom reddet. Turen tur/retur til Østerbro foregik med bussen 3A, og jeg havde da lykkelig glemt hvor forfærdelig en oplevelse det er at køre i den. Først måtte jeg vente i ti minutter yderligere end de syv minutter jeg lige havde stået og frosset, da bussen allerede var besat af to barnevogne, og dernæst måtte jeg bare sande at kombinationen af at sidde tæt på andre mennesker uden rigtigt at kunne få overtøjet af i en varm bus, bare ikke lige er mig. Værst var det dog, da jeg på turen hjemad blev overvældet af kvalme og svimmelhed, med en datter der helst ville danse i mellemgangen, og hvad der senere skulle vise sig at være roskildesyge. Fuldstændig lagt ned af dårligdom, er det jo godt man kan regne med sin partner til at overtage underholdningen af barnet, men når denne partner så også selv rammes af roskildesyge kort tid efter, er situationen mildest talt ynkelig. Og så er det jo prisværdigt, at Agnes er beriget med gode bedsteforældre, der træder til og reder alle tre, fra hvad der kunne have været endt som verdens længste søndag.

Så her vil jeg runde af, med en tanke til voldsramte kvinder, en tak til bedsteforældre og et god bedring til os!