Agnes møder lillesøster for første gang

Det er efterhånden så længe siden jeg har skrevet et indlæg her på bloggen, at dens værdi som ”blog” er ret utroværdig. Sidste indlæg blev skrevet en varm sommerdag med laptoppen placeret under skyggen af min højgravide mave. Nu må man sige at det er blevet efterår, der dog heldigvis viser sig fra sin smukkeste og mest storslåede side i disse dage. Samtidig med de første spæde efterårstegn dukkede frem, så et lille nyt liv sine forældre i øjnene for første gang en september nat på Vestrebro. Nora, med sine helt mørke dybblå øjne og fineste runde kinder. Hun har stjålet mine aftener og af og til også nætter, men egentlig synes jeg den første fire en halv uge har været helt fortryllende. Jeg går på en absurd måde og venter på, hvornår det mon bliver sådan rigtigt hårdt. For det bliver det jo, selvfølgelig gør det dét. Men med en fantastik fødsel, en veletableret amning og en storesøster, der har håndteret de nye omstændigheder så flot, har vi fået en rigtig god start på tilværelsen som forældre til to små.

Min tid er en anden nu. Jeg laver åbenbart ikke så nogle børn, der falder i søvn ved at blive lagt i en vugge i et tilstødende værelse, eller som kan fordrive dagen alene på et legetæppe. Mine børn vil holdes tæt, bæres i mine arme og falde i søvn i min favn. Det er hårdt af og til, ingen tvivl om det, og nogle vil måske mene det kan afvænnes. Jeg vælger at tænke, at hvis jeg ikke kysser dem, krammer dem og er nære med dem nu, vil jeg fortryde det den dag de er blevet for store til den slags. Det efterlader dog ikke ret meget tid til mig selv og de ting jeg også holder af, som f.eks. at skrive. Når jeg ikke passer på mine piger eller sover en ganske lille smule, prioritere jeg at drikke kaffe og grine med mine veninder. Ingen af delene vil jeg undvære.

Jeg vil ikke slette min blog, som jeg har haft rigtig meget glæde af det seneste år. Måske får jeg en dag lyst og tid til at skrive et eller andet, der for mig er vigtigt. Folk fortæller mig desuden, at man får tiden igen på et tidspunkt… Men jeg har lovet at skrive om min hjemmefødsel og det vil jeg også meget gerne. Det indlæg virker ikke desto mindre vigtigt, nu hvor jordemødre landet over rammes af besparelser. Og det bliver sgu med billeder og det hele, der dog er af ret ringe kvalitet, da jeg fødte i tusmørke midt om natten. Jeg har på en eller anden måde lyst til at vise hvor fint og roligt det var, hvad jeg mener billederne illustrere. En af de fordomme jeg ofte mødte, da jeg fortalte at vi planlagde at føde hjemme, var nemlig at en fødsel er et eller andet barbarisk scenarie med blod, skrig og afføring ud over det hele. Min var alt andet end det. Hold øje med bloggen, min anden fødselsberetning udgives lige pludselig.

God mandag til jer alle!

Det der med at vælge navn til sit barn er altså virkelig en svær beslutning, næsten sværere end beslutningen om at få dem 😉

Med Agnes vaklede i vi længe mellem to navne – Agnes og Dagmar. Men i god tid inden fødslen var vi dog afklarede. Denne gang var vi meget tidligt hooked på ét navn, Vera, og stod det til Daniel alene, så behøvede vi sådanset ikke koge mere suppe på det – et navn Agnes i øvrigt også har kunne sige i lang tid, og det er jo sødt. Jeg er til gengæld så ubeslutsom, og i mit hoved myldrer det rundt med fine gamle pigenavne. Jeg er altså stadig, her seks uger før termin, fuldstændig uafklaret. Det skal måske lige siges, at Daniel er en smule mere traditionel end jeg er og flere gange har nedlagt veto mod mine forslag. Den røv.

Nå, men her kommer lige en oversigt (i tilfældig rækkefølge) over nogle af mine favoritter. Jeg elsker lister.

• Elva
• Nora
• Ebba (det hed min farmor i øvrigt)
• Olga
• Irma
• Gry/Gro
• Vera
• Nova
• Erna
• Ida

Jeg er helt klart forelsket i gamle danske/nordiske navne, ligesom de fleste andre i disse dage, tydeligvis. Relativt korte. De fleste slutter vidst på A ser jeg lige, men det vil jeg våge at påstå er en tilfældighed.

Vil I ikke hjælpe mig lidt? Sig jeres mening. Kom med nye forslag…

På denne søndag, hvor det både er kvindernes internationale kampdag og 100-års dagen for kvinders stemmeret i Danmark, er jeg sgu smuttet i det kønspolitiske hjørne – et sted jeg ellers ikke kommer så tit. På et samfundsmæssigt plan, er der stadig mange rettigheder for kvinder at kæmpe for, men på et helt personligt plan, mindes jeg faktisk aldrig at have oplevet kønsdiskrimination, og deraf en begrænset træng til at flagre med den feministiske fane. Af og til kan jeg faktisk føle at ligestilling i parforholdet er blevet sådan et ideal, at jeg næsten må forsvare hvorfor vi (i øjeblikket) lever ret 50’er style herhjemme. Daniel tjener de fleste penge og selvom jeg går i skole, lever jeg også et husmor liv on til side. Derfor er det nok det kvindekampen i virkeligheden handler om for mig, i lyset af tidens tendens til hele tiden at råbe op om at stå fast på vores rettigheder, at jeg fandeme vil have retten til at indrette mit liv som jeg selv ønsker. Om det så lever op til nutidens idealer om ligeløn, lige meget tid til børn, huslige pligter osv., eller ej. Nå ja, og så må man vidst bare anerkende, at ligestilling i babyland er meget svært at håndhæve og for mig slet ikke et behov i den første tid.

Et sted jeg dog gerne vil benytte lejligheden til at rette lidt opmærksomhed på denne særlige dag, er på voldsramte kvinder. Jeg er fuldstændig målløs over, at antallet af voldsramte kvinder i Danmark er stagneret på omkring 30.000 og har været det i mange år. Og det er vel og mærket alle de registrerede voldstilfælde, velvidende at der en stor skyggegruppe der lever i årevis i voldelig forhold, uden nogensinde at anmelde det. Det berøre mig dybt og jeg håber at disse tal må blive meget mindre i den kommende tid, og at der må komme en meget større samfundsmæssig opmærksomhed på dette alvorlige problem.

Hvordan skriver man så videre om havregrød og hverdagen på Vesterbro, efter at have berørt så alvorligt et emne? Tja, det bliver vist bare lige på, for jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave en smooth overgang. Denne weekend startede helt utrolig dejligt, med at en hel mødregruppe tog ud og spiste thaimad og fik vendt livet med børn på 1,5 år. Jeg var vågen til kl. 00.00, hvilket ikke er sket siden nytårsaften, og da en pomfrit besluttede at fejre det var weekend med at stå op kl. 05.00, var jeg noget knotten. Til gengæld bød en middagslur til alene tid med en af mine yndlings på det fashionable Østerbro, og så var dagen jo ligesom reddet. Turen tur/retur til Østerbro foregik med bussen 3A, og jeg havde da lykkelig glemt hvor forfærdelig en oplevelse det er at køre i den. Først måtte jeg vente i ti minutter yderligere end de syv minutter jeg lige havde stået og frosset, da bussen allerede var besat af to barnevogne, og dernæst måtte jeg bare sande at kombinationen af at sidde tæt på andre mennesker uden rigtigt at kunne få overtøjet af i en varm bus, bare ikke lige er mig. Værst var det dog, da jeg på turen hjemad blev overvældet af kvalme og svimmelhed, med en datter der helst ville danse i mellemgangen, og hvad der senere skulle vise sig at være roskildesyge. Fuldstændig lagt ned af dårligdom, er det jo godt man kan regne med sin partner til at overtage underholdningen af barnet, men når denne partner så også selv rammes af roskildesyge kort tid efter, er situationen mildest talt ynkelig. Og så er det jo prisværdigt, at Agnes er beriget med gode bedsteforældre, der træder til og reder alle tre, fra hvad der kunne have været endt som verdens længste søndag.

Så her vil jeg runde af, med en tanke til voldsramte kvinder, en tak til bedsteforældre og et god bedring til os!

Jeg har fået den ære at være gæsteblogger på miss Langkildes fine blog. We go way back til folkeskolen, og har nu også tilfælles at have et par lækre småbørn.
Lad mig kort præsentere mig. Jeg hedder Sofie og har en lille bøf der hedder Viggo på knapt ni måneder. Jeg bor i Køge med min skønne mand og vores gravhund Walter. I det hele taget er det så provins, stereotypt og hyggeligt som det overhoved, i min verden, kan blive.

Jeg har længe overvejet hvad mit gæsteindlæg skulle handle om. Når man lever i en osteklokke der hedder babymamma, virker alle emner både store og små på en og samme gang. Jeg vil i teorien gerne skrive om det hele, men så må jeg vel starte min egen blog, haha.
Jeg tænker at jeg sådan helt højpandet vil prøve at sige noget generelt om min, nu ni måneder gamle, titel som mor.
Da jeg var gravid læste jeg i en af de utallige artikler og bøger om børn, at det at blive forældre gør at alt bliver mere ekstremt. Dette gav først mening efter mini filejsen kom til.
Det hele er ekstremt. Ekstrem lykke, ekstrem frustration. Ekstrem vidunderligt og ekstremt hårdt. Og det vildeste er, at der kan være få øjeblikke mellem de to yderligheder. Det ene øjeblik kan man sidde og beundre sit afkom med sin elskede og det næste kan man skrige fuldstændig uhæmmet af den selv samme elskede fordi man er forvirret, usikker og med garanti i søvnmangel.

Nå tilbage til introduktionen. I skrivende stund har jeg netop påbegyndt min sidste uge på barsel. På en og samme tid vildt spændende og møg skræmmende.
Det er en anden ting der er fuldstændig fortumlet efter mini filejsen er kommet til, min tidsfornemmelse. På den ene side føles det som om han altid har været her, at jeg aldrig har været andet end hans mor, og på den anden side føles det som i går, at jeg sov længe, drak mig i hegnet og havde en søndag på sofaen. Jeg synes til gengæld kun mini filejsen bliver sjovere og sjovere som tiden går. Hele det der spædbarn show er som sådan ikke synderligt interessant må jeg indrømme, men nu hvor han kan kravle, stå, lege, grine og fjolle, er han ved at udvikle sig til at være helt godt selskab.

Jeg er i gang med min kandidat og har derfor ikke haft en traditionel barsel, da jeg har studeret on the side. Der er helt klart både fordele og ulemper ved at få børn under uddannelse. Det har været mega overdrevet røv hårdt at producere noget som helst brugbart med ammehjerne og når ”kontortiderne” har heddet efter kl. 19, samt minus sammenhængende søvn. Til gengæld får Viggo, det næste halvanden år, en mor der selv kan bestemme sine arbejdstider og i forlængelse af det, bliver hans vuggestuedage ikke vanvittig lange. Det synes jeg er ret så sweet. Så hvis bare det betalte lidt flere penge, så kunne jeg godt være evighedsstudent.

Nå to sum up. Hvis jeg skulle give motherhood en anmeldelse so far, ville den få fire ud af fem stjerner. Ubetinget kærlighed fra en lille fyr hvis latter kan smelte selv det mest kyniske hjerte og altså hånden på hjertet, så er sådan et fedtet eskimokys fra ens eget yngel altså helt ubeskriveligt.
Den sidste manglende stjerne skyldes næsten udelukkende den manglende søvn! Dertil kommer den manglende tid til ens veninder, til at træne, til at være kæreste og til bare at sidde og stirre tomt ind i væggen. Ikke at jeg mindes jeg gjorde det før, men kunne virkelig godt tænke mig at have tid til det nu.