Bloggens fremtid og den første måned med Nora

Det er efterhånden så længe siden jeg har skrevet et indlæg her på bloggen, at dens værdi som ”blog” er ret utroværdig. Sidste indlæg blev skrevet en varm sommerdag med laptoppen placeret under skyggen af min højgravide mave. Nu må man sige at det er blevet efterår, der dog heldigvis viser sig fra sin smukkeste og mest storslåede side i disse dage. Samtidig med de første spæde efterårstegn dukkede frem, så et lille nyt liv sine forældre i øjnene for første gang en september nat på Vestrebro. Nora, med sine helt mørke dybblå øjne og fineste runde kinder. Hun har stjålet mine aftener og af og til også nætter, men egentlig synes jeg den første fire en halv uge har været helt fortryllende. Jeg går på en absurd måde og venter på, hvornår det mon bliver sådan rigtigt hårdt. For det bliver det jo, selvfølgelig gør det dét. Men med en fantastik fødsel, en veletableret amning og en storesøster, der har håndteret de nye omstændigheder så flot, har vi fået en rigtig god start på tilværelsen som forældre til to små.

 

Min tid er en anden nu. Jeg laver åbenbart ikke så nogle børn, der falder i søvn ved at blive lagt i en vugge i et tilstødende værelse, eller som kan fordrive dagen alene på et legetæppe. Mine børn vil holdes tæt, bæres i mine arme og falde i søvn i min favn. Det er hårdt af og til, ingen tvivl om det, og nogle vil måske mene det kan afvænnes. Jeg vælger at tænke, at hvis jeg ikke kysser dem, krammer dem og er nære med dem nu, vil jeg fortryde det den dag de er blevet for store til den slags. Det efterlader dog ikke ret meget tid til mig selv og de ting jeg også holder af, som f.eks. at skrive. Når jeg ikke passer på mine piger eller sover en ganske lille smule, prioritere jeg at drikke kaffe og grine med mine veninder. Ingen af delene vil jeg undvære.

 

Jeg vil ikke slette min blog, som jeg har haft rigtig meget glæde af det seneste år. Måske får jeg en dag lyst og tid til at skrive et eller andet, der for mig er vigtigt. Folk fortæller mig desuden, at man får tiden igen på et tidspunkt… Men jeg har lovet at skrive om min hjemmefødsel og det vil jeg også meget gerne. Det indlæg virker ikke desto mindre vigtigt, nu hvor jordemødre landet over rammes af besparelser. Og det bliver sgu med billeder og det hele, der dog er af ret ringe kvalitet, da jeg fødte i tusmørke midt om natten. Jeg har på en eller anden måde lyst til at vise hvor fint og roligt det var, hvad jeg mener billederne illustrere. En af de fordomme jeg ofte mødte, da jeg fortalte at vi planlagde at føde hjemme, var nemlig at en fødsel er et eller andet barbarisk scenarie med blod, skrig og afføring ud over det hele. Min var alt andet end det. Hold øje med bloggen, min anden fødselsberetning udgives lige pludselig.

 

God mandag til jer alle!