Tilbageblik på dengang jeg mødte kæresten min…

I går spurgte vores nabo, Daniel og jeg, hvordan vi egentlig havde mødt hinanden. Det er ligesom ikke noget man spørg folk om så tit, er det vel? Men efterhånden snakker vi en del med vores søde nabo, og så er det vel oplagt, når man ligesom deler vægge, at man også en dag kommer ind på lidt forhistorie.

Det ”episke” møde har jeg vidst før beskrevet, men jeg fortæller sgu lige om det igen. Vi skal tilbage til slutningen af august måned 2009 – what, det er snart seks år siden! Jeg var lige blevet student få måneder tidligere, netop fyldt 20 år og akkurat modtaget et brev fra Danmarks Journalisthøjskole om optagelse i februar 2010. Jeg vaklede lidt med beslutningen om, hvad jeg mon skulle bruge det halve år jeg havde fået foræret, inden jeg skulle debutere som seriøs studerende på en videregående uddannelse. Og det trak sgu da i mig, ligesom alle andre nyudklækkede studenter, at rejse til Asien eller Sydamerika, leve på en strandbred, kysse på sorte mænd og ryge en masse euforiserende urter. Alligevel valgte jeg en noget kortere rejse. Samsø. Der muligvis er en vildt dejlig ø, men som dog ikke minder ret meget om den form for ’island hopping’, andre i min omgangskreds begav sig ud på.

På Samsø startede jeg på en livsstilshøjskole. Måske ligger det implicit i ordet, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at det sted skulle ende med at forme mig og være en fuldstændig livsforandrende oplevelse. Og det er altså ikke kun pga. mødet med Daniel, selvom det selvfølgelig var en dejlig sidegevinst ;). Her blev jeg ikke blot mange kilo lettere fysisk, men fik også gjort et stort stykke arbejde med byggestene øverst, og dermed meget lettere mentalt.

Daniel var dengang 26 år, ansat på Rigshospitalet og netop hjemvendt fra en lang rejse gennem USA, ligeledes med ønsket om at tage hul på et nyt kapital i sit liv. Romantisk som det end lyder, med to åbne sjæle der mødtes på den fineste ø i Kattegat, så var der ikke tale om et kærlighedsscenarie fra første sekund. I starten bemærkede vi slet ikke hinanden og der skulle gå mere end en måned, et venskab under udvikling og lange aftensnakke, før vi en dag fik øjnene op for potentialet i, at to vidt forskellige mennesker måske alligevel delte de vigtigste værdier og ikke mindst en stor gensidig respekt. Hvad jeg egentlig vil sige vores forhold den i dag, stadig har grobund i.

Sidenhen har vi udsat hinanden, og ikke mindst os selv, for nogle af de allerstørste udfordringer. En karriere og en uddannelse, et bofællesskab, længere tids adskillelse både pga. brud og udvekslingsophold, bolig køb, dobbelt op på forældreskab og meget andet. Jeg tror ikke på at der findes forhold der er uopløselige, og dét (forholdet), vil altid gennemleve sårbare perioder. Jeg ved blot, at grunden til vi i dag står stærkt sammen trods modgang er, at vi ikke længere forsøger at bekæmpe og overkomme de sårbare faser vi selv og vores forhold render ind i, men i stedet forstår og rummer hinanden i dem. Man er sårbar når man har noget at miste. Vi har ufatteligt meget at miste, det der både fuldender os og gør os lykkelige, men som også gør os skrøbelige og følelsesmæssigt fortvivlet. Og vigtigst af alt, har vi alle dage bevaret respekten for hinanden. Respekten for den, den anden er. Vi har skabt et voksen liv sammen, men samtidig haft vidt forskellige drømme og interesser. Vi har lovet hinanden, aldrig at begrænse den anden i at udfolde sig pga. frygten for det ukendte eller for at dét netop skulle adskille os.

Nå, det blev sgu da lidt kærlighedsklamt her til sidst, gjorde det ikke? Én fortalte mig, at man bliver lidt nyforelsket i sin partner hen mod slutningen af graviditeten, fordi man i urtiden havde brug for ham til at beskytte og skaffe mad i den første tid med en nyfødt baby. Så det er muligvis hormonelt betinget og i hvert fald praktisk indrette fra naturens side, hvis det forholder sig sådan. I starten af graviditeten var alt han sagde og gjorde forkert og irriterende, så det er nok meget godt vi er landet her, inden vi om kort tid bliver presset til det yderste og er tvunget til at kunne samarbejde og rumme og forstå hinanden i undtagelsestilstand.

God mandag!