Min første fødsel

Jeg skal snart føde igen! Faktisk er den nærtforestående fødsel lige nu så tæt på i min bevidsthed, at jeg de sidste to nætter har drømt at den er gået i gang. I går nat drømte jeg, at jordemoderen kom herhjem og så gik fødslen helt i stå, og i nat kom hun og overrakte mig en baby, der altså ikke var min. Så når min krop endelig får lidt ro, så går mit hoved i fødsel. Det er ikke okay. Det bringer mig dog til afsløringen af, hvad dette indlæg kommer til at handle om. Det er faktisk min fødselsberetning med Agnes, der jo som bekendt snart er to år gammel, men som jeg faktisk aldrig har fået skrevet ned. Daniel var så sød at tage nogle noter og lidt billeder undervejs, og selvom det måske kan virke lidt underligt at tage billeder af en person i voldsomme smerter, så var det så diskret at jeg ikke bed mærke i det, og efterfølgende hvor jeg kun kunne fremkalde få øjeblikke i min erindring, var det fantastisk at kunne se og læse det hele igennem igen. Så her er den altså, fortællingen om 14 timer i midten af september 2013, der rystede mig helt ned i min grundvold. På en og samme tid viser den min stærkeste og mest sårbare side. Dagen jeg blev mor for første gang.

Kl. er otte om morgenen mandag d. 23. september, og Daniel og jeg sover for anden gang i vores nyindkøbte andelslejlighed. Vi bliver vækket af telefon alarmen. Jeg er gået tre dage over termin – tre dage vi har brugt på at flytte og komme på plads i vores nye lejlighed. Det var en vandvittig hård weekend, men Daniel havde joket med at jeg ikke måtte føde før om mandagen, så vi nogenlunde var på plads med Agnes’ ting, inden hun kom ud. Set i bakspejlet, var det ret tydeligt, at da jeg slappede af og gav slip på de praktiske bekymringer omkring flytningen, så gik fødslen i gang. Få dage tidligere havde min jordemoder konstateret at hovedet ikke stod fast endnu og sagde med et smøret smil, at vi nok så hinanden igen i uge 41 plus et eller andet. Så inden i mit hoved havde jeg allerede forberedt mig på at gå 14 dage over, igangsættelse og hele den mølle. Jeg var derfor en lille smule i fornægtelse, da jeg kl. otte smuttede på toilettet og kunne konstatere at slimproppen var gået og en lille tegnblødning opstået. Det var helt surrealistisk for mig, for dér havde jeg jo lige ligget og sovet tungt og jeg kunne intet anderledes mærke. Så jeg gik tilbage i soveværelset og meddelte Daniel, at noget nok var i gang, men at han lige så godt kunne gå i bad og tage på arbejde, for efter hvad jeg havde læst mig til, så kunne den der slimprop godt gå flere dage, ja uger, før fødslen går i gang. Så Daniel gik i bad og jeg gik lidt rundt i lejligheden, da jeg mærkede at noget begyndte at murer i min krop. Allerede i løbet af et kvarter, var de første spæde veer begyndt at tage form og jeg kunne meddele Daniel efter sit bad, at han nok ikke skulle tage på arbejde alligevel.

Morgenen og formiddagen foregår så stille og fint. Daniel render til bageren og vi fejre med morgenbrød og friskpresset juice, at nu er vores store dag kommet. Jeg har veer, men de er udholdelige og jeg får spist lidt -det eneste jeg faktisk spiser, før en sygeplejerske kommer ind ved midnat med honingmadder til mig på hospitalet. Jeg hopper i bad og forfængelig som jeg jo er, så bliver der både tid til at fjerne lidt uønsket hårvækst og sætte en pæn frisure, mellem veerne. Det virker jo helt absurd og også lidt typisk mig, når jeg tænker på det i dag. Derefter satte vi os i stuen og så lidt tv sammen, men jeg lå for det meste med ryggen til og koncentrerede mig om at mærke min krop. Daniel beskrev hvor syret det var, at jeg med sekunders mellemrum grinede, jokede og fortalte, og det næste øjeblik lå sammenkrøllet af smerter.

Vi fik ringet til fødegangen på Roskilde Sygehus, hvor jeg gerne ville føde, selvom vi få dage tidligere var flyttet til Vesterbro. Ingen havde lige fortalt mig, hvor forfærdeligt det er at sidde i en bil når man har veer. Jordemoderen i telefonen beder os om at tage tid på veerne, og først vende tilbage når der er fem/seks minutter imellem. Jeg havde forinden downloadet en app på min telefon som skulle måle tidsintervallet, men vi kan ikke rigtigt få den til at fungere og hverken dér, eller på noget tidspunkt igennem fødslen, har jeg regelmæssige veer der på den måde kan måles. Af og til er der lang tid i mellem veerne og ind i mellem er der kun få minutter. Så vi dropper egentlig at måle dem og jeg lytter bare til min krop, der hen af eftermiddagen er ved at være ret presset. Så i stedet for at ringe og debattere med jordemødrene på fødegangen om jeg nu er langt nok henne i fødslen til at komme ind, ringer jeg blot og meddeler dem at vi nu kører hjemmefra. Klokken er på det tidspunkt 15-16 stykker

Køreturen fra Vesterbro til Roskilde var grotesk. Jeg husker det som om at trafikken var den værste nogensinde, og veerne væltede ind over mig mens jeg klyngede mig til håndtaget over døren. Jeg græd også lidt i bilen. Ikke på grund af smerten, men fordi det pludselig overvældede mig, at vi var på vej ind for at bringe vores datter til verden, og at hele vores liv om kort tid ville være forandret. Jeg overlevede køreturen og de fem veer jeg fik fra parkeringspladsen, til vi bliver vist ind på en modtagelsesstue. Her får jeg målt min temperatur, der er lidt forhøjet, målt hjertelyd og bliver undersøgt indvendigt. Jeg er fire centimeter åben og vi får ros for være kommet ind på et ”godt” tidpunkt og beskeden om, at vi bliver kørt ind på en fødestue og ikke skal hjem igen. Jeg får sådan et lavment, det var ikke særlig rart, men sikkert meget praktisk.

De næste timer flyder sammen for mig. Vi er på fødestuen, jeg sidder lidt med en varmepude, hopper på en yogabold og går lidt rundt. Jordemoderen er stort set ikke tilstede og Daniel må flere gange kalde på hende, når vi har brug for hjælp eller spørgsmål til noget. På et tidspunkt laver hun nogle Rebozo-øvelser på mig, noget jeg første gang havde hørt om til fødselsforberedelse, hvor man ligesom vrider kroppen lidt vha. et stort stykke stof. Formålet var at få lirket hovedet rigtigt ned i bækkenet og det var skide ubehageligt, og egentlig tror jeg det var fordi det var så effektivt. Efterfølgende oplever jeg i hvert fald en regulær vestorm og får ingen pauser til at samle kræfter, da den ene ve overtager den næste. Jeg bliver desperat og panisk og da jordemoderen snakker om saltvandsindsprøjtninger, beslutter jeg, at hvis jeg alligevel skal stikkes, kan de sgu lige så godt stikke den epiduralblokade ind og give mig fred. Hele apparatet omkring blokaden sættes i gang. De laver en hjertelydskurve på Agnes, alt imens jeg er ved at dø over at skulle ligge stille med den der elastik rundt om maven. De tager vidst også mit blodtryk og ligger et drop i hånden. Endelig er jeg klar til at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Jeg skal sidde helt stille med ryggen krummet og jeg må bede Daniel om at stå foran mig og støtte min krop, da jeg føler jeg er ved at miste bevidstheden. Mens jeg sidder der og anæstesilægen gør sig klar, så begynder jeg at få presseveer. Ingen har undersøgt hvor langt jeg er i fødslen på det tidpunkt. Jordemoderen spørg om jeg har pressetrang, det kan hun åbenbart høre, men jeg ved det faktisk ikke. Så hun beder mig om at ligge mig ned og sætter mine ben op i bøjlerne. Nu presser jeg, ingen tvivl om det. Jeg får revet droppet ud af hånden lodret op, uden at mærke det, fordi jeg ligger med hænderne under lænden. Jeg presser to gange lige efter hinanden og så er hovedet født, herefter går der en evighed føler jeg, og jeg kan huske at jordemoderen trykker mig lidt på maven, for at fremprovokere den sidste ve, der skal skubbe kroppen ud. Rygmarvsbedøvelsen nåede jeg aldrig.

Og der var hun jo så, vores Agnes. Kl. 22.01. Hun kom op på mit bryst og jeg havde i al hast ikke nået at få t-shirt og bh af, så vi kunne ligge hud mod hud i de første sekunder. Så jeg hev op i det hele så det sad i en pølse under hagen, og jeg måtte anstrenge mig for at se hende ordentligt, men det var meget vigtigt for mig. Agnes skreg, Daniel klippede navlesnoren og alt var så fint. Desværre var der en del renderi på stuen. En sosu skulle hjælpe den stakkels jordemoder, der pludselig havde stået alene, med hvad der endte som lynfødsel, nogle vi havde bestilt til at komme og opsamle stamceller fra navlesnoren og anæstesilægen kiggede også ind. Jeg var stadig ret fjern og døsig, og måtte bede Daniel om at sidde med Agnes mens jeg fik født moderkagen og blev syet. Jeg magtede slet ikke mere smerte efter Agnes var ude. Der var heldigvis kun tale om små bristninger, men derfor gjorde det ondt af helvede til alligevel – både da hun syede mig og i dagene efter. Agnes blev målt og vejet, og selvom jeg lige fra første gang en fagperson lagde sine hænder på min mave, havde fået af vide, at babyen lå godt over gennemsnittet og blev vurderet til 4+ kg, så viste hun sig i stedet være en helt standard, 3420 gram og 50 centimeters udgave. Jeg synes hun var meget lille i starten, sikkert fordi jeg i så mange måneder havde forestillet mig at jeg skulle sidde med en stor buttet baby i armene, og jeg måtte huske mig selv på, at hun altså ikke var lille, men helt almindelig og perfekt. Jordemoderen tjekker hende også igennem og giver hende top point, efter en eller anden skala jeg ikke kan huske hvad hedder, alle nyfødte bliver opvejet imod. Hun fandt desuden hendes dut på øret, som jeg har beskrevet i dette indlæg (At blive forældre til et barn med “fejl”. Hvad hun dog ikke kommenterede på eller måske ikke vidste, var den store mængde fostervand Agnes havde nået at sluge på vejen ud. I kampens hede, havde jeg slet ikke tænkt over at jeg ikke havde haft vandafgang, og jeg troede egentlig at jordemoderen ville tage vandet, hvis det ikke gik af sig selv. Efterfølgende har jeg fået af vide, at man kun tager vandet hvis fødslen og veerne går lidt i stå, og det kan man jo ikke lige frem sige den gjorde på noget tidspunkt. Så ud kom vandet, på en og samme tid som Agnes og i en vældig fart. Jeg husker faktisk at de måtte svabe gulvet efterfølgende, så grotesk som det end lyder. Agnes fik da heller ikke en chance mod den store mængde vand og den hurtige tur ud igennem kanalen, så hun var ret for-kvalmet i dagene efter. I mit allerførste indlæg (Har du støttet en ammende mor i dag?), kan man i øvrigt læse om hvordan det komplicerede min amning den første tid, og hvordan det nok var katalysator for den angst jeg kæmpede med i al for lang tid efter.

Alt dette på trods, synes jeg ikke fødslen var forfærdelig. Forfærdelige fødsler er jo dem hvor der er liv spil. Hverken Agnes eller jeg på var på noget tidspunkt i nogen form for kritisk situation, det er værd at understrege. Alligevel har fødslen sat et lille traume, både i krop og sjæl. Den smerte, som alle jo ved er en del af fødslen, tog mig fuldstændig med storm. Månedsvis af yogatimer, vejrtrækningsøvelser og tykke bøger om fødsler, havde ikke kunne forberede mig på den intensitet. Jeg blev bange og utryg, og oveni det fysiske arbejde kroppen er på, så er det altså ikke følelser man skal håndtere. Jeg vidste derfor med det samme, at hvis jeg nogensinde skulle gennemleve noget tilsvarende igen, skulle det foregå helt anderledes. Derfor har vi nu besluttet, at lillesøster skal komme til verden herhjemme i trygge omgivelser. Jeg ved min krop er stærk og det jeg har brug for, for ikke at ende med samme angst og utryghed igen, er at der en jordemoder der følger mit forløb, fortæller mig hvordan det hele skrider frem og er tilstede til at guide mig igennem de intense perioder.

Jeg glæder mig til at føde igen, for d. 23. september 2013, er ikke blot mindet om en traumatiserende angst og smerte. Det er min datters fødselsdag. Mødet med verdens smukkeste og vigtigste menneske i mit liv. Et kærligheds møde, der affødte nye følelser jeg ikke vidste jeg havde i mig. Følelser, der af og til har været svære at håndtere og forstå. At blive mor for først gang, rystede mig helt ind i min grundvold og har for evigt forandret mig.

Det siges at fødselssmerten er den bedste forberedelse på livet som mor – det kan der måske være noget om.