Første jordemoderbesøg og overvejelser om en hjemmefødsel

Det er jo efterhånden gået op for mig, at det der med at være gravid igen, jo også indbefatter at jeg på et eller andet tidspunkt midt i september, skal gennemleve endnu en fødsel. Jeg har flere gange fortalt, at det med at føde var en rimelig traumatisk oplevelse for mig, selvom jeg godt ved at mange kvinder, der har haft komplicerede fødsler, sikkert ville betragte min første fødsel som en drømmefødsel. Men det er jo en subjektiv oplevelse, og selvom jeg egentlig altid synes jeg har været god til at håndtere smerte, så oplevede jeg fødselssmerten som en bølge af angst, utryghed og det totale kontroltab. Sidenhen har en jordemor kaldt min fødsel for en ”idealfødsel”, da den forløb relativt hurtigt, uden medicinsk indblanding og uden vandafgang, hvilket ifølge hende skulle være den mest skånsomme måde (for barnet vel og mærket) at komme til verden på. Sidst nævnte leder mig hen til at fortælle om mit første besøg hos jordemoderen for et par måneder siden, som jeg allerede nu kan afsløre var en rigtig positiv oplevelse, der i den grad har sat gang i en helt ny tankeproces.

Samtalen startede ud helt forvirrende, med at hun sad med hele tre forskellige vandrejournaler med fornavnet ”Sabine” på, og ikke vidste hvem af dem der var mig – jeg var så ingen af dem og mine papirer var åbenbart forsvundet i systemet. Hun vidste derfor intet om mig på forhånd og vi måtte ligesom starte fra scratch. Vi snakkede naturligvis lidt om graviditetens forløb indtil videre, men der var nu egentlig ikke så meget at fortælle, og hun var også mere interesseret i at høre om min første fødsel og mine tanker om den forestående. Selvom det jo snart er to år siden jeg pressede Agnes ud at mit aller dyrebareste, og jeg på mange måder føler at fødslen er en menneskealder siden, så kunne jeg alligevel mærke, at bare det at fortælle om det igen gav en kæmpe knude i maven. Jeg føler altid at jeg skal starte med at sige, at fødslen var helt uden komplikationer og at både Agnes og jeg var sunde og raske under hele forløbet, men at jeg også må nævne, at jeg synes det var en meget grænseoverskridende oplevelse. Jeg fortæller hende, at jeg helt klart vil have en epidural denne gang, for nu havde jeg sgu prøvet det der ”naturlig fødsel”, og det var fandeme ikke så fantastisk som folk havde gjort det til. Men inden jeg når ret langt i min fødselsberetning, sagde hun helt afklaret i stemmen ”det tror jeg ikke på du når” og forklarede, at med den korte tid jeg havde været i aktiv fødsel (4-5 timer), kombineret med at anden gangs fødsler ofte går endnu hurtigere, så ville jeg slet ikke nå at få gavn af den. Hun mener at det jeg manglede under fødslen og vil have bedst gavn af denne gang, er en til at hjælpe og guide mig med at håndtere smerten. Og det ved jeg hun har ret i. For jeg fødte på en aften hvor der var meget travlt på fødegangen og hvor en kompliceret fødsel fandt sted nøjagtigt samtidig med min. Det betød, at vi stort set var alene på stuen under hele fødslen og selv måtte rende ud og hente jordemoderen hvis vi havde spørgsmål eller brug for hjælp til noget. Det var meget distraherende og gav rigtig meget uro, hvilket nok også gjorde, at jeg slet ikke fattede hvad det var der skete og hvorfor helvede det gjorde så ondt, da jeg var i den sidste del af udvidelsesfasen og begyndte at få presseveer. Ingen havde ligesom fortalt mig at nu var jeg ved at føde og jeg var sikker på at noget var helt galt – hvad fanden vidste jeg, jeg havde jo aldrig prøvet noget sammenligneligt før. Jordemoderen spørg mig så, om jeg har overvejet en hjemmefødsel denne gang, hvortil jeg må svare helt tydeligt nej. Det havde jeg ligesom bare aldrig rigtig tænkt over, ingen jeg kender har født hjemme, hverken i vennekredsen eller i familien, og så ville jeg jo som nævnt gerne have muligheden for smertelindring denne gang, og det kan man kun få på et hospital. Alligevel sender hun mig ud af døren med en masse foldere og hjemmesideadresser om hjemmefødsler og siger at hun synes jeg skal overveje det.

Jeg når faktisk ikke ret langt ned af Vesterbrogade før jeg begynder at tænke, at det da nok slet ikke var så dum en ide. For hvis jeg alligevel ikke kan nå at få smertelindring på hospitalet og af bitter erfaring ved, at det der med at have en jordemoder hos sig under fødslen, altså ikke er en selvfølge, så vil det måske være bedre bare at blive hjemme, hvor der er helt ro og hvor den jordemoder der kommer ud bliver hos én fra fødslens start til slut.

Sidenhen har jeg undersøgt, læst og hørt en masse, for sådan én er jeg, én der ikke træffer nogle beslutninger før al information er gennemgået minutiøst og alle overvejelser nøje afmålt. Og jeg må sige, at jeg er mere og mere hooked på ideen. Men Daniel har jo også noget at skulle have sagt i sådan en sag, selvom selve fødslen må siges at være en solopræstation, så er jeg ikke den eneste der bliver forældre den dag. Han startede med at stejle fuldstændigt og synes i bund og grund at det var noget hippiefis. Jeg har dog forsøgt at bløde ham lidt op og vendt tilbage til det igen og igen, fortalt det ifølge statistikken ikke er spor mere farligt og i tordags fik jeg sågar lokket ham med til en hjemmefødseslscafé på Hvidovre Hospital. Det var helt tydeligt, at vi havde brug for at få stillet en masse spørgsmål og selvom rummet var helt fyldt op med kommende forældre, så var det Daniel og jeg der tog al taletiden. Vi havde hånden op fra vi kom til mødet var slut, åh gud ja sådan er vi. Daniels spørgsmål gik mest på sikkerheden bag og han var meget sød til at spørge om noget, jeg faktisk slet ikke selv havde skænket en tanke ”hvad nu hvis moren oplever kraftig blødning eller andet?”.  Mine spørgsmål var mere fjollede, som f.eks. ”skal man selv skaffe sig af med moderkagen og hvis man føder i kar, skal man så op og føde moderkagen på land?”. Men jeg føler vi kom det lidt nærmere trods alt, også selvom der blev snakket om balsamering af moderkagen og om nogle der havde haft et gospelkor med under fødslen, som vi nok ikke helt kan relatere til, så lød det meste virkelig fint.

Vi arbejder os nu hen imod en hjemmefødsel, men har absolut ikke låst os fast, for vi vil nemlig helt frem til lille babys fødselsdag, have lov til at ombestemme os – begge to.