Så forstå mig dog, mor!

Jeg har øvet mig på det i halvandet år snart, måske kan man endda også tælle månederne inde i maven med i denne sammenhæng, på at aflæse og forstå Agnes’ signaler. På mange punkter er det jo blevet så meget nemmere end det var det første års tid, fordi Agnes selv kan fortælle nu når hun har noget i bleen, er sulten/tørstig, vil læse bog, lege osv. Ofte kan jeg også udspørge hende om hun vil det ene eller det andet, og så kan hun selv svare ja eller nej, og det er jo en hel del nemmere end de gættelege man måtte ud i, i starten. Men alligevel er jeg sgu ikke ekspert i at kommunikere og forstå et halvandet årigt barn endnu, hvis jeg da nogen sinde bliver det. Denne weekend har Agnes været så pylleret, hun har det meste af tiden ville sidde helt op ad mig, helst hud mod hud, så vi rigtig kunne klistre til hinanden. Hun legede ikke som hun plejede og appetitten var egentlig også meget begrænset. Som weekenden skred frem, blev jeg mere og mere overbevist om, at noget ikke var som det skule være. Hun havde dog ikke feber og selvom jeg blev med at finkæmme hendes krop for at lede efter skoldkopper, som i den foregående uge var dukket tilfælde op af på hendes stue, så var der ligesom ikke rigtig noget at se. Søndag eftermiddag hentede hun pludselig sine sko og ville ud, inden da spiste hun en hel runddom rugbrød, og mens jeg skrev i et par timer, legede Agnes og hendes far på legepladsen, præcis som de plejer. Resten af aftenen blev der holdt lasagnefest og danset med sæbebobler, og ingen kunne forestille sig, at selv samme barn havde ligget helt stille og forpjevset hele formiddagen.

…Og hvad skal hele denne anekdote så til for…? Jamen altså, jeg forsøger sgu nok bare at sige, at det stadig af og til, er skide svært at forstå de små slyngler. Jeg får så tit mind-fucket mig selv til at tro, at noget må være galt, for så senere at slå det hen igen. På et tidspunkt i går, var vi faktisk ret overbeviste om at Agnes havde slået den ene arm, fordi hun ikke brugte den så meget som den anden, men senere stod hun så på hænder og cyklede, og alt var helt normalt. Så føler man sig sgu lidt fjollet. Måske havde hun ondt et sted, som gik over af sig selv, eller måske var det bare lige det vi skulle den formiddag, sidde tæt og lave absolut ingen ting. Efter en lang og hyggelig uge med påskeferie og intensivt samvær med mor og far, var hun brutalt tilbage i vuggeren fra 8-16 i den foregående uge. Agnes reagere ikke sådan voldsomt, når der sker forandringer i hendes hverdag, det har vi i hvert fald ikke oplevet meget af til ind til nu. Men for fanden, hvis der er noget jeg efterhånden har lært, så er det, at man ikke kan sige noget som helst generelt om børn og babyer. Alligevel er det som om, at vi voksne meget gerne vil putte vores børn i kasser alligevel ”hende her er meget følsom, hun er en rigtig drengepige, han driller altid osv.” Når børn bliver ældre, kan man ofte godt sige noget mere generelt om deres personlighedstræk, men i den her alder synes jeg det er for tidligt. De udvikler sig hele tiden og laver fine små ændringer i deres personlighed hen ad vejen. Det barn der startede med at være stille og indelukket i vuggestuen, er måske den der går forrest og råber højest i dag.
Jeg havde fornylig besøg af en veninde, der blev mor til hendes første barn for cirka tre måneder siden. Hun var lidt overvældet af det hele den dag og da jeg tænkte tilbage på min barselsperiode med Agnes, husker jeg også en periode omkring tremåneders alderen, som værende skide hård. Hun fortalte, at hun var helt vildt træt af at høre folk sige ”du har jo fået et nemt barn” – og det forstår jeg bare virkelig godt! Man kan selvfølgelig få et barn der ikke er syg så ofte, ikke har så meget temperament osv., men generelt vil jeg sgu våge og påstå, at ingen babyer generelt og hele tiden er nemme. Alle babyer og børn for den sags skyld, går igennem forskellig perioder, der er udfordrende. Og skulle det så være nogen trøst, at det udefra ser ud til at man har et nemt barn, hvis man selv er lige ved at miste besindelsen af frustrationer?
Jeg siger det også til mig selv, at jeg ikke kan sætte et label på Agnes om at hun er sådan og sådan og reagere på den måde i disse situationer, selv ikke hvis det har gentaget sig hundrede gange. Både fordi, at det ligesom kan bremse hende lidt i at udvikle og ændre sin personlighed hvis jeg holder fast i noget bestemt, men især fordi det bare er endnu mere frustrerende, hvis jeg ikke er åben over for, at tingene hele tiden ændrer sig.

Lidt mandags tanker herfra! God uge til jer alle.