En såret kriger

WOW, tusind tak for den store interesse, de søde kommentarer og meget hjertevarme modtagelse af mit første blogindlæg. Jeg har lyst til at gemme mig lidt bag en betonblok, som Agnes på billedet – jeg lagde jo indlægget op i håb at nogen ville læse det, og så blev jeg alligevel lidt genert…

I går var en vild dag! Verdens trætteste forældre afleverede A i vuggeren ved otte tiden. Ja, ammestop er altså stadig lig med uendeligt lange og søvnløse nætter. Et par timer senere bliver jeg ringet op af en pædagog fra A’s stue. …og nu har jeg jo så dårlig samvittighed over, at min første tanke var noget i stil med ”åh nej, nu har hun sikkert fået let feber pga de hundredevis af kindtænder, der myldrer frem i munden på hende hele tiden, og så skal jeg have en lang dag med hende herhjemme, hvor det eneste hun vil trøstes med er brystet, som jo er helt forbudt”… Men en lidt forsigtig stemme i telefonen fortæller mig, at Agnes er faldet og har slået sin overlæbe ned i jorden. Det samme, nok ret klassiske fald, havde hun i øvrigt lavet dagen inden og havde allerede en opsvulmet og rød overlæbe, men denne gang var de i tvivl om såret skulle syes. Guderne skal vide, at så noget altid sker på de mest ubelejlige tidpunkter, og i går var en meget vigtig dag for Daniel rent arbejdsmæssigt, en dag han længe har set frem til. Han var ikke i nærheden og tog ikke sin telefon. Så jeg måtte hoppe op på jernhesten. Da jeg kom frem prustende og med galopperende hjerte, stod de med hende ude i puslerummet. Det havde tydeligvis blødt ret meget, og der lå hvad der i min øjne lignede, et meterhøjt bjerg af blodige engangsklude på gulvet. Så vi måtte af sted til lægen, bag på cyklen og så derudaf. Oppe hos lægen liver Agnes helt op, hun syntes det er det fedeste sted at være. De har den største bane til biler, et legekøkken med mange forskellige gryder og pander der kan larme og et vortesvin man kan ride på. Samtidig sidder der utroligt mange sjove mennesker med hovedet mellem benene eller begravet i et blad, som man kan prikke og sige hej til. Og der står jeg så med røde kinder og svedplamager under armene, mens jeg forsikrer sekretæren om, at hun altså har slået sig ret meget.

Lægen kigger på læben, læbebådet og tænderne selvfølgelig. Hun siger rigtignok at flængen, der heldigvis sidder på indersiden af læben, gaber lidt og at hvis hun havde været voksen ville det nok have fået et enkelt sting, men at sy et etårigt barn indebærer fuld narkose, så det vil man helst undgå. Det eneste at gøre, er at dulme hævelsen med noget koldt – fair chance, at A gider sidde mere end et halvt sekund med noget på læben. Hun er sgu sej nok den lille kriger, hun ligner lidt Anni Fønsby i disse dage, men er stadig ret dejlig!