Barn nummer to!

Billedet er taget en uges tid før jeg fødte Agnes, midt i flyttekasserne i Køge.

Når jeg skriver her på bloggen, så er jeg på den ene side meget bevidst om, om det jeg skriver rent faktisk interesserer nogle at læse, og på den anden side overhovedet ikke. Jeg håber at det jeg skriver, på trods af sjældent at være særligt sensationelt, for det er livet jo bare ikke hver eneste dag, alligevel har lidt substans. Samtidig er meget af det også bare en sludder for en sladder, og da jeg ofte sidder og skriver ud på de sene aftentimer, er det altså ikke altid at jeg er så kritisk med hvad der kommer ud gennem tasterne, og ofte er det, det der lige falder mig ind, der bliver et indlæg ud af. Det er så sjovt, at gå ind og holde øje med efterfølgende, hvor mange der rent faktisk læser med. Det er sådan at jeg både kan se hvor mange der klikker ind på min blog, men hvad mere interessant er, hvor mange der rent faktisk scroller ned gennem indlægget. I mandags tog I sgu røven på mig! Min klagesang, om hvor hårdt det er at være familien Ørud/Langkilde i øjeblikket, er mit hidtil mest læste indlæg. Og hvorfor så det? Jeg har en teori om at overskriften på hele herligheden, havde en del med det at gøre… Men helt ærligt, så havde jeg overhovedet ikke tænkt over at det fine sammensatte ord ”skilsmissepapirer”, der var en henvisning til nogle rent praktiske ting Daniel og jeg er ved at få styr på, kunne blive taget bogstaveligt og tiltrække så mange læsere. Det er lidt skægt. Mon denne overskrift også tiltrækker et par nysgerrige sjæle?

Jeg er ikke gravid! Og det skal jeg heller ikke være i den nærmeste fremtid, selvom jeg engang imellem godt kan blive en smule skruk. Jeg har læst at det er meget naturligt, når ens baby bliver til et barn, at man pludselig har lyst til at have en helt lille én igen. Desuden var jeg også ret pjattet med at være gravid. Jeg havde ret få gener gennem de ni måneder Agnes voksede inde i min mave, og jeg synes fandeme jeg lignede en million med den der bule foran. Samtidig kender jeg hele tre kvinder, der bliver mødre her inden for de næste par uger, og den tid de går i møde nu her, kan jeg godt misunde lidt. Men vi skal ikke have flere børn i den nærmeste fremtid. Det må da i øvrigt også være endnu en fordel ved at have fået den første unge relativt tidligt, at man ikke behøver at have så travlt med at skyde dem ud på stribe. Så nu må jeg dvale lidt over mine gamle graviditets billeder og ikke mindst glæde mig over at hende der på 15 måneder, heldigvis fylder vores liv helt op med kærlighed og kaos.

I morgen rejser vi til London – Daniel, Agnes, min mor og jeg. Jeg gruer en lille smule for flyveuren, der falder sammen med Agnes’ normale lur tidspunkt, men også fordi hun er super snottet og jeg frygter sgu det kan gøre ondt i hendes ører. Men jeg glæder mig så meget til vi er der. London here we come!