Skilsmissepapirer og jul i familien

Selvom weekenden har været lang, så blev der fandme tid til at lave gullaschsuppe fra bunden og julepynte i stuen.

Jeg er lige smuttet en tur på Lagkagehuset her til morgen. Det er ingen hemmelighed, at vi får rengjort hele hytten fra ende til anden hver 14. dag, og det er eddermame bomben. Jeg kan godt selv overkomme at svinge støvsugeren og tørre overflader af i ny og næ, men hende her, hun vasker vores gulv, tørre vores skabslåger af og fjerner alle puder i sofaen og støvsuger den indvendigt – det er sgu ikke noget jeg ville få gjort hver 14. dag, på eget initiativ. Med en etårig der sidder, ligger og engang imellem også slikker på gulvet, så er det sgu bare meget rart – jeg mener, dengang det bare var Daniel og jeg der boede lidt småklamt, var det ligesom mere okay. De penge er så godt givet ud!

På torsdag er dagen jeg har glædet mig til, siden der en kedelig eftermiddag i september gik et lys op for mig. Det er næsten to år siden Daniel og jeg sidst var ude og rejse sammen, det var dengang Daniel besøgte mig på mit udvekslingsophold i Korea. Inden da rejste vi ofte, ikke på lange ture, men mange små ferier til diverse Europahovedstæder og til det varme Mellemøsten. Jeg er sgu født med en guldske i røven, og det indrømmer jeg gerne. Mine forældre har taget mig med på rejser rundt i hele verden, og foruden de ”faste” ture til Østrig på ski og Sydeuropa på sommerferie, har vi også været på nogle helt fantastiske ferier til bl.a. Bali og Florida. Det er jeg selvfølgelig inderligt taknemmelig for, men desværre giver det også en lille smule bagsalg den dag i dag, da der ikke går mange måneder eller regn kolde vinterdage, før min udlands længsel indtræffer. Ja, jeg tror faktisk at dette er den længste periode i mit 25 år lange liv, at jeg ikke har været ude at rejse. Nå ja, Agnes og jeg var da i Nice i forsommeren, men så før det. Sagen er bare den, at den her tur til London, falder på et så tørt sted. Med fare for at lyde selvmedlidende, så synes jeg med rette at jeg kan sige, at vi har det lidt hårdt her hjemme for tiden. Daniel arbejder meget – egentlig er det timemæssigt ikke meget mere end hvad alle andre også må udstå, problemet er, at tidsrummet er 10-18. Desuden har vi valgt at bosætte os langt fra Daniels arbejdsplads, så der er også lige en times transport i hver ende. Og så er han, min søde kæreste, gået i gang med en ny uddannelse, der også har vist sig at være lidt af en tidsrøver. Den 1. marts åbner han ny butik, med alt hvad der til hører af opstarts stress og praktiske opgaver, alt i mens jeg kæmper for få skrevet min bachelor færdig, der i øjeblikket er mere slatten end en rød pølse direkte fra vandet i en pølsevogn. Jeg nævner den ikke så tit, hverken her på bloggen eller andetsteds, fordi jeg nægter at have ondt i maven over den på nuværende tidspunkt. Sidst men ikke mindst, er der jo den lille pomfrit, der fortjener al vores tid, energi og kærlighed, men som vi mange nætter har lyst til at sætte på et fly til de varme lande, med sine mange opvågninger samt den gode kombination af, både at gå sent i seng og stå tidligt op. Man har jo sådan lyst til at runde af med at sige noget i stil med, at vi trods alt har hinanden, og det har vi da, men når søvn trumfer intimitet og arbejde trumfer samtaler selv om aftenen, så er forholdet sgu under pres. Og for at det ikke skal være løgn, så bruger Daniel og jeg denne søde juletid på at få styr på skilsmisseforhold, selvom vi ikke er gift. Der sker mange (glædelige) ting i vores familie den kommende tid, men vi er nødt til at få linjerne på plads, hvis det nu en dag ikke går.

Jeg er jo sådan én, der får sagt ja til alt for meget. Jeg synes jeg har overskud til alt, men når jeg så står der og skal afsted til det tredje arrangement på én weekend, så kan jeg godt få lidt tics. Jeg har lige kigget i kalenderen og konstateret at vi har hele seks julearrangementer inden d. 26. december, og det bliver sgu lidt vildt. Agnes kan jo ikke rigtigt selv sige til og fra, men heldigvis er hun ret selskabelig, så vi antager at hun undgår julekuller. Man skal sgu heller ikke brokke sig over at have en stor og hjertevarm familie, der ønsker at være sammen med én.

Det var dagens udluftning herfra. Da jeg åbnede min computerskær, begyndte den at afspille intromelodien til Postmand Per i hele bageren, og så ved man jo ligesom det er blevet mandag…