Julesul, en psykologs perspektiver på børneopdragelse og endnu en juleforæring

 

Hvordan kan det lade sig gøre, at der allerede her 4. december har sneget sig et par kilo, på mit i forvejen lidt ”bløde” maveskind? Jeg fortalte fornyelig, at jeg i forbindelse med en ond ond maveomgang, på rekord tid blev fem kilo lettere. Og hvis der overhovedet skulle være nogen mening i at have det så skidt som jeg havde det, så skulle det da være hvis jeg fik lov til at ligne en sild resten af december måned. Desværre er det ofte sådan, at de kilo der forlader kroppen i flydende form, kommer retur hurtigere end de forsvandt, og sætter sig præcis samme sted som de sad og pyntede så godt, før sygdommen. I går var den årlige julebagedag i familien. Ja, når de deltagende enten er pensionister, selvstændige, studerende eller intuitionsbarn, så kan så noget godt falde på en onsdag formiddag. Nå, men her så man så mig, æde mig igennem ulækre mængder af vaniljekransedej, og prøvesmage en småkage fra samtlige bageplader der kom ud af ovnen. Derefter var der frokost, hvor jeg mente at to laksemadder på lystbrød med smør, en mad med æg, rejer og riiigeligt mayo og to-tre frikadeller, var tilstrækkeligt. Ej, men det er jo ikke okay. I morgen MÅ jeg simpelthen få løbet den tur, der er blevet udskudt i månedsvis. Nå ja, og så må jeg sgu nok også hellere skrue lidt op for grøntsagerne og lidt ned for marcipankuglerne, hvis jeg ikke vil ligne en julegris den 24. december. Har I egentlig set den der reklame for Tøjeksperten, med Christian Bitz som model? Daniel mener, at han arbejdede som model inden han blev tv-kostekspert, ved nogen det? Jeg synes han er så irriterende at se på, og alene af den grund, kommer hans slankebøger ikke på min ønskelise i år. De der høje tindinger altså…

 

Nok snak om julesul og sideflæsk for i dag. Jeg er helt forelsket i Agnes lige for tiden. Altså sådan i det store hele, er jeg jo altid ret pjattet med hende, men i den seneste tid i særdelshed. Hun er så glad og fjollet. Hun danser, siger sjove ord, klapper af sig selv og tuller i det hele taget rundt og er veltilpas i sin lille søde krop. Jeg er så stolt af hende og når vi er ude charmerer hun hele verden. I det hele taget er det blevet meget nemmere at være Agnes’ forældre. Vi snakker nogle gange om, om vi har haft det hårdere end andre, eller om vi bare har haft ondt af os selv. Vi synes i hvert fald at det første år med Agnes var intenst. Udfordringer er det stadig nok af, f.eks. blev Agnes køresyg i går på turen hjem fra Køge, hvad hun i øvrigt er blevet flere gange, og det er altså ikke det sjoveste at håndtere når alle er trætte, og så noget har det med at snige sig ind i alle hjørner og kanter af bil, autostol og flyverdragt. Til gengæld er det jo også her vi bliver klar over, at vi snart er et erfarent team, Daniel og jeg, og sådanne situationer håndteres på rekordtid. I går måtte jeg også fortælle Agnes, at det ikke var okay at slå legetøj mod ruden, selv om det sagde en fin lyd, og det var altså nok til at udløse et skrig og tåre. Det er jo en lidt vild oplevelse, at se Agnes der ellers ikke har haft det store temperament, blive skide sur fra tid til anden, hvis hun får besked om at hun gør noget forkert. I mandags var jeg til det rigtig godt foredrag i Agnes’ vuggestue med en børnepsykolog, der holdt et oplæg om opdragelse. Hun sagde nogle ret fine ting, som jeg har taget til mig. Måske kan andre også få glæde af det, så jeg vil lige fortælle et par high lights, frit citeres som jeg husker det, da en flok mandagstrætte småbørnsforældre, var samlet til foredrag i vuggestuens legerum.

 

• Hun havde arbejdet meget med børns overgange – fra hjemmet til vuggestue, fra vuggestue til børnehave osv. Hun sagde at vi i vores samfund har utrolig travlt med at se fremad, har fokus på udviklingen og det nye der skal ske, og let glemmer at børn har et stort behov for at tage afsked og sige farve til det der har været. Det kan være at sende et brev,  tage forbi og besøge det sted barnet har brugt mange timer eller noget tredje.
• I forhold til opdragelse kom hun ikke med nogle visesten, men sagde jo så rigtigt, at det handler om finde den rette balance mellem ikke at være ”for” streng og heller ikke for ”for” easy going. Begge dele gør nemlig børnene usikre. Hun sagde at det var vigtigt at stå fast hvis man har sagt nej, og ikke langsomt løsne op og så til sidst sige ja alligevel. For de kære små, må ikke opleve at disse rammer hele tiden kan rykkes. I andre tilfælde, kan man dog godt løsne lidt op og anerkende barnets rolle i familien, f.eks. hvis barnet nu en dag synes at det kunne være hyggeligt at drikke af de fine glas til aftensmaden, selvom det ikke er det vi plejer.
• Det dejligste hun sagde, synes jeg, var noget jeg nok aldrig selv havde tænkt over. Hun sagde at børn sagtens kan klare (og i øvrigt gerne vil have), at forældrene sætter grænser og fortæller dem i de situationer de gør noget forkert. Til gengæld må man aldrig gå indad på barnet, forstået på den måde, at man aldrig må sige ”du kan heller aldrig finde ud af sådan og sådan” og ”du skal altid være umulig når sådan og sådan”. Det går ud over selvværdet. Fin lille pointe at runde af med.

 

Jeg slutter lige med endnu en foræring, denne gang et blødt babytæppe og en rensdyrbamse. Tak for jeres søde modtagelse af mine små gaver. Skriv til sabine@langkilde.dk, hvis du vil have disse ting!