10 dage senere…

Jeg tror en lille skriveblokade har sneget sig ind på mig. Ligesom januars langsommelige regndage også har… Egentlig er vores hverdag bedre end nogensinde og min lille vinternedtur er næsten afværget. Det der med lige at søge lidt ind ad i en periode, og forholde sig til det der nu viser sig at lægge under flere lag fedt og hud, er sgu næsten så simpelt, at man ikke orker det. Men når det så er gjort, så rykker det fandeme og det rykker hurtigt. Det regner dog stadig meget, gør det ikke? I torsdags skulle Agnes til lægen og vaccineres og hun græd hele vejen bag på cyklen op ad Vesterbrogade, fordi regnen og vinden piskede hende i ansigtet. Det lille pus. Fuck vinter. Til gengæld kan jeg nu nå på legepladsen med Agnes inden det bliver mørkt om eftermiddagen, og selvom hun kun kan holde varmen i en halv time – time, så er det de bitte små ting, der gør den store forskel. Og apropos store og små forskelle, så er det ikke uden skælven at jeg kan fortælle, at Agnes har valgt at 2015 måtte være året hvor hun begyndte at sove igennem. Halleluja! Det er lige før jeg ikke tør sige det højt, for i det her søvnunivers er jeg sgu næsten gået hen og blevet overtroisk – på grænsen til religiøs. Men ord er jo fattige, når man skal beskrive hvor stor en forskel sådan otte timers uafbrudt søvn gør på hele ens tilværelse. Jovist der var engang, hvor jeg uden problemer kunne danse en hel nat og tage direkte i skole efterfølgende, men dengang skulle jeg heller ikke være noget for nogen, andre end mig selv. Jeg vil våge og påstå at min krop vænnede sig til de mange opvågninger, så jeg havde da næsten glemt hvor fedt det var, sådan bare at gå i seng om aftenen og først slå øjnene op næste morgen. Tak Agnes, tak!

Nu da Agnes sover så godt om natten, blev det også aktuelt med en overnatning ude. Jeg blev presset en lille smule og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nok var den af Agnes og jeg, der var mindst klar til det. Heldigvis blev alle mine bekymringer gjort til skamme og A var glad og veltilpas. Daniel og jeg skulle genopfriske tosomheden, med middag ude og gode pladser i biografen. Det var virkelig dejligt, det eneste der lagde en lille dæmper stemningen, var at vi slet ikke måtte røre hinanden. Ser I, Daniel har nemlig, som den eneste i husholdningen, fået raget en omgang børnesår og streptokokker til sig. Det skulle angiveligt smitte helt sindssygt, så der var ingen flettede fingre eller popcorns deling over den aften. Det er mig i øvrigt et mysterium, hvordan manden der kan lave en institutions aflevering hurtigere end man skulle tro var muligt, kan nå at blive smittet med en sygdom, vel og mærket uden Agnes har været smittet eller han har været i direkte kontakt med nogle af de børn der var. Jeg synes det er lidt komisk – Daniel, not so much.