At være et følsomt gemyt

Man skal nok være et usædvanlig usympatisk menneske, hvis man er fuldstændig upåvirket af terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris i går formiddags. Vi mærker det alle sammen, måske på hver vores måde, men det mærkes at liv er blevet taget med våben, med et religiøst fundamentalistisk motiv. Mit fag er blevet angrebet, om end jeg aldrig kommer til at synes det er ok at provokere NOGEN, for provokationens skyld. Jeg blev faktisk skide sur, da jeg så at Politiken havde trykt nogle af tegningerne her til morgen, og jeg synes ikke det er måden at vise medfølelse og sympati på, lige nu hvor situationen er så skrøbelig.

Men selvom noget forfærdeligt er sket, så fortsætter vores liv jo i samme tempo i dag. Børn skal i institution, forældre skal på arbejde, aftensmad skal købes og bitte små hverdags problemer skal håndteres. Og det er lige præcis dét, det med at fortsætte i samme trummerum efter noget tragisk er sket, som jeg kan have lidt svært ved. Jeg er sådan én der tager tingene ind, har ret tynd hud over for andres smerte og som nogle gange mangler et filter. Det ironiske er, at jeg er ret god til at håndtere egne problemer og for det meste reagere rationelt, hvis noget skulle henne mig. Men jeg synes det er svært når andre har det dårligt eller oplever noget uretfærdigt. Det er helt galt når det er mine nærmeste, og jeg kan ofte mærke deres smerte helt ind i hjertet selv. Men altså også når der sker noget for nogen som jeg slet ikke har nogen relation til, bliver jeg engang imellem meget påvirket. Det kan godt være hårdt at have det sådan, og vi er jo alle nødt til at forholde os til verdens uretfærdigheder, velvidende at der sker forfærdelige hændelser hver eneste dag, og da jeg ynder at være et livsglad og positivt menneske, så er jeg jo nødt til ikke at tænke på det hele tiden. Det er jo et spørgsmål og balance, og den er jeg efterhånden blevet meget bedre til at finde. Engang imellem bliver jeg alligevel ramt, men det er ingen ting i sammenligning med hvordan jeg havde det som barn. Det skyldes nok i særdeleshed, at jeg er blevet bedre til at sortere i de mennesker, der ikke forstår, at jeg er sådan én, der tingene ind.
Jeg ved der er mange, der har det som mig. At der er andre der sidder med følelsen af, at gårsdagens terrorhandling i Paris, var en uhyggelig påmindelse om, hvordan tragedier kan indtræffe på en helt almindelig onsdag, hvor nogen var mødt på arbejde og var midt i et redaktionsmøde.
Jeg holdte vejret da klokken slog 12.00 og fik våde øjne, da jeg så at forreste række foran Notre Dame holdt i hinanden i hånden, mens de stod i total stilhed i et minut. Og selvom jeg skal handle ind til i aften og lægge vasketøj sammen, så har jeg hændelsen med mig dagen i dag og nok også i nogle yderligere.

Kys dem I elsker!