Min hjemmefødsel

Sidst på eftermiddagen d. 22. september, var min kæreste Daniel med til jordemoder for første gang. Jeg var gået fire dage over termin, og udover at jeg fysisk ikke orkede turen med offentlig transport fra Vesterbro til Jordemoderhuset på Amager Hospital, så var jeg også i så dårligt humør og psykisk ustabil, at det ikke længere var forsvarligt for mig at færdes blandt andre mennesker. Da jeg kun gik tre dage over tid i min første graviditet, var den konsultation fire dage over termin som min jordemoder havde planlagt ved behov, nærmest en joke for mig. Det er jo en naturlov og et løfte, at man føder før termin anden gang, det siger alle sgu. Den seneste måned havde været én lang plukve og jeg gik hele tiden og troede, at nu var der ved at ske noget, hvorefter den ene dag efter den anden rendte ud, uden fødsel i sigte.

Så der sad vi så, i venteværelset på Amager Hospital, og jeg forsøgte med alt hvad jeg havde i mig at bevare roen og tålmodigheden, selvom mine hormoner og kæmpe korpus var ved at eksplodere kontinuerligt. Og for at gøre ondt værre, så var jordemoderen vildt forsinket og jeg fik vrisset noget i stil med ”at nu havde hun nok mere travlt med at komme hjem, end med at lytte på mig” til Daniel. Jeg havde besluttet mig for forinden, at elendigheden for alt i verden måtte få en ende, med det i mente, at jeg næret et kæmpe stort ønske om at føde hjemme, og at det kun er muligt hvis fødslen går i gang helt naturligt og uden nogen form for indgreb. Heldigvis havde min jordemoder fin tid og hun undersøgte mig indvendigt. Hun sagde at jeg var meget ”moden” og at fødslen, efter hendes bedste overbevisning, ville gå i gang meget snart. Hun tilbød at lave en hindeløsning, der kort og direkte fortalt er, at jordemoderen med sine fingre løsner forsterhinden gennem skeden. Det kræver at livmodermunden allerede er lidt åben og det var min. Hun sagde fortrøstningsfuldt, at jeg nok ville få veer i løbet af det kommende døgns tid. Godt nok havde min datter Agnes toårs fødselsdag dagen efter, og folk omkring mig synes at det ville være et kæmpe problem hvis de skulle dele fødselsdag. Jeg var ligeglad, fuldstændig ligeglad. Mit eneste fokus var at få den baby ud hurtigst muligt. Og ganske rigtigt og en smule tragikomisk, vågnede jeg kl. 4 om morgenen, på min datters toårs fødselsdag, med veer. Det havde jeg dog allerede forudset ville ske, for siden hindeløsningen havde jeg mærket min krop lade op. Det er egentlig lidt svært at forklare hvordan, en slags muren, varme og uro i kroppen. Desuden havde jeg også tegnblødning i løbet af aftenen.

Jeg lagde mig ind på sofaen og ventede på min familie vågnede. Der var egentlig længe fra kl. 4 til kl. 7, når man bare ligger der og venter. Spændingen og glæden der opbygges i kroppen, når man pludselig ved at nu er det nu. Jeg havde veer – ikke snyde veer eller plukveer – rigtige, gode og kraftige veer. Der er dog langt imellem dem der om morgenen, ca. 12-13 min. regner jeg ud. Så vi får fejret Agnes, spist havregrød og pakket gaver op. Vi giver os god tid og hygger og leger med de nye ting. Vi snakker med Agnes om, at nu kommer lillesøster snart ud til os og hvor meget vi alle sammen glæder os. Efter et par timer ser Agnes at jeg har en ve, en ve der rigtig bider og hvor jeg må læne mig ind over spisebordet. Hun bliver helt tydeligt utryg og betuttet ved situationen. Jeg får fremstammet noget i stil med ”at det gør ondt i mors mave fordi lillesøster gerne vil ud, men at det snart går over igen”. Samtidig må jeg sige til Daniel, at fødselsdagshyggen må ophøre nu. Jeg bliver nødt til at koncentrere mig om min krop og mine veer. Daniel cykler ned med Agnes i vuggestuen og jeg får ringet til min mor og sagt, lidt berørt over situationen, at hun er nødt til at hente hende i eftermiddag.

Formiddagen og eftermiddagen går langsomt. Der bliver ikke rigtigt kortere mellem veerne og det frustrere mig af flere årsager. Mit største ønske er at få lov til at føde mit barn hjemme, men jeg ved jo godt at man ikke bare kan gå rundt med veer i evigheder. Der skal ligesom være en naturlig udvikling/progression i fødslen, både for at baby ikke bliver al for stresset i maven, og for at jeg ikke bliver al for udmattet. Jeg ringer til fødegangen et par gange. Her er jordemoderen i telefonen dog meget rolig, hun siger til mig at jeg skal forsøge at slappe af og se tiden an. Men den type er jeg bare ikke. Når jeg oplever smerte bliver jeg enormt proaktiv og jeg kan slet ikke holde mig i ro eller holde ud at ligge stille. Jeg beordrerede i stedet Daniel med ud på flere lange gåture op og ned af Frederiksberg Allé og rundt på Vesterbro. Jeg fik et pizzaslice fra det gode sted på Istedgade med ekstra meget chilli, og sidst på aftenen gik vi en tur i Super Brugsen for at købe is. På det tidspunkt havde alle mennesker fået fri og det bliver en anelse akavet da jeg både får en ve lænet ind over fryseboksen og én ind over nogle træbriketter ved indgangen, mens Daniel betaler. Udenfor er det nu blevet mørkt igen og jeg føler mig pludselig udmattet. Natten før havde jeg næsten ikke sovet og Daniel havde jeg også vækket tidligt. Vi beslutter os for at hive dynerne med ind i sofaen. Det virkede forkert at tage tøjet af og gå i soveværelset, når vi jo godt vidste at vores søvn nok højst sandsynligt ville blive afbrudt efter kort tid. Desuden havde vi allerede fra morgenstunden gjort sengen klar til fødslen med et stort plastik overtræk, lagner og håndklæder. Daniel havde også pustet det fødekar op, som jeg gerne ville føde i, lagt stofdug på gulvet, gjort håndklæder klar osv. Med andre ord, var vi SÅ klar til at den baby bare skulle komme ud til os.

Ved 23.00 tiden døser jeg hen i få minutter, men kun for at blive vækket af en meget intens ve, der tydeligt føltes langt mere kraftfuld end de tidligere. Jeg fare op, fortæller Daniel at luren er afblæst og oplever, at der fra den ene ve til den næste, går fra at være ca. 12 minutter til kun 4 minutter imellem. Jeg får koldsved, kvalme og føler mig generelt utilpas. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi nu skal ringe efter jordemoderen. Daniel går i gang med at fylde karet med vand og jordemoderen fra Hvidovre hospital var fremme efter ca. 40 min.

Da hun kommer ind i lejligheden står jeg i køkkenet, hvor vi har et dejligt højt bord at støtte sig til. Daniel lukker hende ind og straks i min krop spreder der sig en ro og lettelse. Selvom jeg hele dagen havde været cool og ”vi-klare-bare-det-her-selv-typen”, så var der alligevel noget rart i at hun kom og kunne hjælpe og støtte mig, og vigtigst af alt, kunne forsikre mig om at lillesøster i maven havde det godt. Hun beder mig om at ligge mig ind i soveværelset, så snart jeg har en pause i veerne. Hun starter med at lytte efter hjertelyden og kigger på mig med et smil og siger ”hun har det så dejligt Sabine, hun hygger sig bare”. Derefter måler hun mit blodtryk, der er fint og normalt og undersøger mig indvendigt. Hun kigger på mig igen og siger ”Sabine du er så fint i fødsel, du 7,5-8cm åben og du føder lige om lidt”. Jeg råbte det ud til Daniel, der var optaget af badevandtemperaturen i karet ”hørte du hvad hun sagde? ”. Det var virkelig en lettelse, for selvom jeg godt kunne mærke at jeg bestemt var i aktiv fødsel, så mistede jeg sgu bare lidt roen og troen på at min hjemmefødsel skulle lykkedes, efterhånden som timerne gik. Jeg var så lettet, så tryg og så klar til at føde! Den ro, det overblik, overskud og nærvær min jordemoder tog mig sig ind ad døren berørte mig dybt, og jeg måtte fælde et par tåre inde i sengen.

Hun beordrede mig op på alle fire og siger, at dét måske lige kan gøre det sidste for at få baby rigtigt ned i bækkenet, imens hun selv går i køleskabet og smør sig en ostemad. Hun er så sød og siger flere gange, at her er rart og være, at hun nyder at slutte sin vagt i stuen hos os og ikke på fødegangen, hvor der var rigtigt travlt den aften/nat. Efter lidt tid har vi fået styr på badevandstemperaturen og jeg kommer ned i bassinet. Det har en helt unik beroligende og lindrende effekt at være i vandet. Varmen mod min hud og den vægtløse fornemmelse. Efter endnu et par veer nede i karet, mærker jeg en lille smule pressetræng på toppen (til sidst) i veen. Jordemoderen spørg hvor hurtigt jeg havde født sidst, og jeg fortæller at jeg faktisk kun havde fire presseveer, og at Agnes pludselig bare kom susende ud. Daniel sidder bag mig på en stol, så jeg rækker armene bagover og holder ham i hænderne. Min rolige og stærke mand. Jordemoderen siger, at da det gik så stærkt til sidst i min første fødsel, så vil hun gerne lige undersøge mig igen. Hun måler desuden hjertelyden mange gange undervejs og gentager ”hun har det så godt og hygger sig bare”. Åh det er dejligt at høre – hver eneste gang! Idet hun undersøger mig, går vandet. Der er mørkt i lejligheden der midt om natten og vi har også skruet helt ned for belysningen, så jordemoderen lyser hurtigt med en lommelygte ned i vandet for at se, at det er klart og rent fostervand der er kommet ud.

I det samme øjeblik vandet går kommer de kraftige presseveer, præcis som sidst. Hun er faktisk stadig i færd med at undersøge mig, da hun siger ”hov, nu kommer hovedet da”. Her tager urkræfterne over i mig. Efter at have trukket vejret stille og fattet gennem alle veer, er de her vilde presseveer helt anderledes. Jeg presser så kraftfuldt og det går så stærkt. Jeg kommer om på siden og to presseveer senere, får jeg besked på at gispe. Og selvom jeg ville have svoret at ingen kunne trænge igennem til mig, og at jeg befinder mig et eller andet ophøjet sted mentalt i de minutter, så høre jeg det klart og tydeligt. GISP! Og det gør jeg, på livet løs, og hovedet bliver født ligeså forsigtigt. Hun kommer ud med hånden oppe over hovedet, og jordemoderen hjælper hendes lille arm lidt, så den ikke bliver klemt. Ganske kort efter er hun ude. Født. Levende. Smuk.

Hun bliver under vandet et stykke tid. Jordemoderen siger at jeg ikke må hive hende op med det samme, da det vil være for stort et chok. Hun spreder armene ud og åbner sine store mørke øjne helt op. Det fineste lille øjeblik, jeg aldrig vil glemme. Den øjenkonkakt vi lige får gennem vandet, og sekunderne efter hvor jeg forsigtigt fører hende op ad vandet og op på mit bryst. Det vildeste – nogensinde.

Vi ligger i vandet sammen i noget tid. Hun græder med det samme. Det dejligste skrig i hele verden er jo det aller første – fra sit eget barn. Der midt om natten kl. 02.33. Det var en helt magisk tid, hvor vi følte at vi var de eneste der var vågne og oplevede det største i livet, mens alle andre omkring os sov. Der er en helt særlig ro om natten, på det ellers pulserende Vesterbro. Og mørket der omsluttede os, den september nat, virkede afspændende i sig selv.

Lidt tid efter stiger jeg op ad karet, og går forsigtigt ind i soveværelset med det dyrebareste i mine arme. I soveværelset føder jeg moderkagen og da navlestrengen er holdt op med at pulsere, så klipper Daniel den over (en såkaldt sen-afnavling). Jeg slipper helt uden bristninger og er virkelig lettet og egentlig også lidt overrasket, sikke kræfter der var på spil til sidst… Mens vi ligger der hud mod hud og Daniel og jeg stirre forelsket på hende, sutter hun for første gang. Det er jo så fantastisk, at de fleste babyer bare kommer ud og så kan de med det samme finde ud af at dige og selv ernære sig med mælk.

Efterfølende har jordemoderen redt op med håndklæder og dyner inde på sofaen. Daniel øser en stor portion af den is op, som jeg selv havde hjembragt med veer fra Super Brugsen på Matthæusgade tidligere. Og her slutter min fødselsberetning egentlig – med is, grin og småsnak i sofaen, dér midt om natten. Jordemoderen trykker mig på maven flere gange for at mærke om livmoderen trækker sig sammen som den skal. Jeg har nemlig frabedt mig den sprøjte som man ofte får på hospitalet, der gør at livmoderen trækker sig hurtigere sammen. Heldigvis klare min krop det fint selv. Hun måler mit blodtryk et par gange og måler og vejer mit lille barn. Hun vejer 3380g og 51cm lang. Hun er helt velskabt og fin. Efter et par timer har jordemoderen pakket sine ting sammen og krammer os farvel. Adrenalinen i min krop er aftaget og overtaget af en tung tung udmattelse og træthed. Lillesøster sover også, og mens byen ligeså stille vågner, ligger vi os ind i vores seng og døser hen. Sammen. Vi har endnu engang oplevet det største i livet. Taknemmelighed er et vidst det ord, der kommer det vi føler nærmest. Taknemmelighed over den nærhed og nænsomhed vi oplevede omkring fødslen. Taknemmelighed over livet, hinanden, kærligheden. Kærligheden, der aldrig føles så intenst, som i tiden lige efter en fødsel og mødet med sit barn for den aller første gang.

 

Nora Ørud Langkilde blev født d. 24. september 2015 kl. 02.33 (altså dagen efter Agnes’ fødselsdag).